Kongressen.com
Nyheder Sikkerhedsrådet

Ny ubådsfilm leverer varen til fulde

Det er klassisk god underholdning man får, når man går i biografen og ser ”Hunter Killer”. Der er masser af eksplosioner, legetøj og klichéer. Filmen er virkelig god underholdning, men dog er der flere steder i filmen, hvor man ikke skal tænke for meget over plottet.

Det er en film, som uvægerligt skal følge i kølvandet på klassikeren Jagten på Røde Oktober. Man kan ikke lave en ubådsfilm, og så tro at folk ikke kommer til at sammenligne den med klassikeren.

Hunter Killer med Gerard Butler følger fint i kølvandet på Jagten på Røde Oktober tilsat en snert af Sum of All Fears. Den amerikanske flåde håber faktisk, at den nye film vil kunne øge rekrutteringen til ubådsvæsenet ligesom Top Gun gjorde det for pilotuddannelserne. Med masser af action underholdes man godt i løbet af de 121 minutter som filmen varer, og der skal nok være nogen som bliver tiltrukket af den højoktane tilværelse, som filmen viser.

Der er bestemt ikke noget at sige til, at Pentagon er begejstrede for filmen. Faktisk så begejstret, at Butler fik lov at holde en ”pressekonference” i Pentagon, for at gøre reklame for den nye film.

Gerard Butler ved sin “pressekonference” i Pentagon

Det er en klassisk ubådsfilm med kampsekvenser under havet mellem ubåde, presset fra havet omkring ubådene mens de sejler dybere og dybere ned – og sidst men ikke mindst kampen mod omgivelserne, som igen og igen præsenterer overraskelser. Jo, Hunter Killer følger godt i traditionen fra andre ubådsfilm.

Gerard Butler gør det aldeles glimrende i rollen som den drevne ubådskaptajn Joe Glass, som har kæmpet sig vej op gennem systemet, og som nu står overfor at skulle afværge Tredje Verdenskrig.
En amerikansk ubåd forsvinder tæt på Murmansk i det nordlige Rusland, og Glass’ ubåd sendes afsted på en redningsmission. Mens missionen er undervejs opdager man et militærkup i Rusland, og Glass’ mission ændrer sig til at redde den russiske præsident – og dermed afværge Tredje Verdenskrig, som den onde russiske forsvarsminister har sat sig i udsigt efter han har kuppet sig til magten.

Hunter Killer er altså en oplagt idé til en tur udenfor huset, når du i juledagene har ædt dig for fed til at overveje nogen som helst fysisk aktivitet, men måske mangler lidt salt ovenpå alt det fedt. Så tag i biografen og køb en bøtte popcorn og se denne film. Den kan absolut hvad den skal.

Men der er også nogle ting som lige kræver en bemærkning eller to.

Ligesom med Jagten på Røde Oktober, Sum of All Fears og Top Gun så er der absolut ting i denne film, som man skal lade være med at tænke for længe over.

Hvor får de fire amerikanske specialsoldater pludselig våddragter og ilttanke fra midt i den russiske flådebase, som de på magisk vis har sneget sig helt ind i centrum af uden at blive opdaget. Det er ikke meget tillid instruktør Donovan Marsh har til det russiske militær med den lethed han mener det vil tage at trænge ind i de hemmeligste dele af det russiske militær.

Så har jeg en bøn til instruktører og producenter, som laver film som denne. Lad nu være med at sjuske med billederne. Nørder som mig bliver voldsomt irriterede, når der er ting der ikke hænger sammen. Man kan ikke vise en F-35 gøre klar til afgang, og så lade det være en F-18 der letter. Man kan ikke skrive nede i hjørnet af skærmen, at det er den russiske flåde man ser billeder af, når det helt tydeligt er en amerikansk Nimitz-hangarskibsgruppe. Lad nu være. Der er virkelig mange flotte sekvenser med russiske fartøjer i denne film, så gå da lige det ekstra stykke og lav de sidste. Det andet tager über-nørder som mig 5-10 minutters irritation, og det er synd for denne film.

Til slut bliver vi også nødt til at snakke om Gary Oldmans rolle i filmen. Oldman er en fantastisk skuespiller med et imponerende CV. I denne film kører det bare ikke. Det er for det første svært at se, hvorfor der skal være en overhysterisk forsvarschef i filmen, da det virker unødvendigt, at han skal være helt så hysterisk. Det er synd, at en så stor kapacitet bliver brugt på den måde i filmen.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at der skal lyde en klar anbefaling her fra til at gå ind og se Hunter Killer. Det er rigtig god underholdning, og så tag ind og se den på de præmisser.

Gary Oldman (i midten) i rollen som hysterisk forsvarschef

Læs også

1 uge til det store show: her er dem, du kan møde til Obama – Håbets Præsident – live

Kongressen

USA Memo: Shutdown update, Buzzfeed-bombe og viralt stand off

Kongressen

Skal Trump spørge Senatet om at trække sig fra NATO? Næh

Philip Chr. Ulrich

Spændende nyhed om vores Obama-show den 28. januar på Bremen Teater

Trump svarer Pelosi, Cohen indrømmer fusk og flere migrantbørn adskilt fra forældre

Kongressen

USA Memo: State of the Union problemer, Trump hotel i grundlovsstrid og shutdown knuser Trump

Kongressen