Ny udviklingsbank for BRIKS?

I forbindelse med topmødet i Durban, præsenterede de fem BRIKS-lande planen om at etablere en ny udviklingsbank, som alternativ til eksempelvis Verdensbanken. Men det er ikke alle fem lande, der er lige begejstrede for ideen. Især Rusland er bekymret for, om tiltaget primært vil styrke Kina og ikke alliancen som helhed 

BRIK-PANEL: På BRIKS-topmødet i Durban i marts løftede de fem medlemslande sløret for en kommende udviklingsbank. Ambitionen er tydeligvis at etablere et alternativ til en række velkendte finansielle institutioner, som BRIKS-landene finder er for vestligt dominerede og for traditionelt tænkende i deres politikker. Det drejer sig fx om Verdensbanken, IMF og OECD, som alle nu – måske – kan se frem til øget konkurrence på det finansielle marked.

Ideen om udviklingsbanken forekommer egentligt at være et naturligt skridt i retning af den endnu lidt uklare ”nye verdensorden”, som BRIKS-landene gerne ser. De synes ikke helt enige om, hvor meget den eksisterende orden skal ommøbleres, men alle ser gerne en mindre rolle for Vesten og større indflydelse for de nye fremadstormende magter og for udviklingslandene. Ifølge de mange skåltaler på topmødet skal den nye bank især støtte sidstnævnte ved at give dem lettere og mindre politisk betinget adgang til lån.

Uro på de indre linjer
Forløbet frem mod den endelige etablering af banken kan dog vise sig vanskeligt, og allerede på topmødet blev der sået tvivl om flere elementer. Bl.a. udtrykte den russiske delegation en vis skepsis – efter sigende pga. frygten for en uundgåelig kinesisk dominans i alle større anliggender. Det forventes således allerede nu, at Kina vil sætte sig i bankens førersæde, og at lån vil blive udbetalt i kinesiske yuan, som dermed vil blive løftet i forhold til fx US dollars og euro (og russiske rubler). De russiske medier fejrer næsten dagligt det gode forhold til Kina, men under den glanspolerede overflade fornemmer man en vis uro i forhold til den store nabo. Den fælles bank kan vise sig at være en yderligere løftestang for Kina.

Banken skal startes via et indskud fra hvert af de fem medlemslande på ti mia. US dollars, og skeptikere spørger, om Sydafrika virkelig passer ind i dette format. Da landet kom med i BRIK i 2010, blev der stillet spørgsmålstegn ved dets størrelse og vægt i forhold til de andre fire. Siden har Sydafrika arbejdet ihærdigt for at bevise sin berettigelse i kredsen – senest ved at afholde topmødet i Durban – men det nye initiativ udstiller måske landets begrænsninger: Det har Afrikas største økonomi, men er det virkelig i så stærk form, at det kan følge med, når de fire store ruller deres ambitioner ud? Konsekvensen kan blive et svækket og udhulet BRIKS. Det var især Kina, som gerne ville have Sydafrika med i BRIK, og for enkelte af de andre kan dette være et tidspunkt for at understrege ”hvad sagde vi!”.

Uklare betingelser
Som nævnt synes det ambitionen at lette især udviklingslandenes adgang til lån. Men det rejser en række spørgsmål om den kommende banks finansielle principper og eventuelle politiske interesser. Det er fx uklart, om banken vil give lån på et mindre sikkert grundlag og efter mere lempelige kriterier end de traditionelle institutioner? Hvis det er tilfældet – lad os sige for at sætte gang i udviklingslandenes økonomier og mindske deres afhængighed af Vesten – ja så må banken også påregne større tab. Dens aktiviteter kan derfor hurtigt få karakter af mere eller mindre direkte økonomisk støtte, og det rejser så spørgsmålet om en eventuel politisk konditionalitet. Det synes således vanskeligt at forestille sig, at de fem BRIKS-lande vil yde usikre lån uden i det mindste at have en forventning om en politisk gevinst.

Jeg var selv med på sidelinjen af topmødet i Durban, og blandt en række mindre afrikanske delegationer var budskabet ret klart: Den nye bank vil sandsynligvis ikke afhjælpe de fattigste landes behov. Enten vil BRIKS-landene ikke yde lånene, fordi de økonomiske risici er for store, eller de vil have en klar politisk dagsorden, som modtagerlandet så skal indrette sig efter. Udfaldet kan hurtigt vise sig at blive som i dag – fortsat fattigdom eller politisk afhængighed.