Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Obama har vendt menneskerettighederne ryggen

Menneskerettigheder har fyldt forsvindende lidt i Obamas udenrigspolitik, og når de har spillet en rolle har det været i relation til USA’s sikkerhedspolitiske interesser. Med henvisninger til at man ikke vil skade USA’s ’strategiske interesser’, har Obama ligeledes været meget tilbageholdende med at kritisere overtrædelser af menneskerettighederne og bruge økonomiske sanktioner.

Natten til onsdag dansk tid stod Obama atter på Kongressens talerstol og aflagde den traditionsrige State of the Union tale, som det er ham pålagt af den amerikanske forfatning. Traditionen tro kom præsidenten omkring en bred vifte af emner i de 65 minutter, han brugte til at adressere unionens tilstand. Et emne man dog måtte lytte langt efter var menneskerettigheder.

Opgør med Bush
Det er med garanti ikke en tilfældighed. Det er heller ikke usædvanligt for Obama. I modsætning til flere af sine forgængere har Obama nemlig nedtonet retorikken om USA som forkæmper for demokrati og menneskerettigheder. Utvivlsom påvirket af, at den slags tale er blevet mindre stueren ovenpå årene med George W. Bush og de neokonservative i Det Hvide Hus, hvor bagsiden af USA’s mission om at eksportere amerikanske værdier blev skræmmende klar.

Menneskerettigheder og demokrati spiller således en hel anden rolle i amerikansk udenrigspolitik under Obama end det var tilfældet med Bush. Den ses såvel i den førte politik som i retorikken, hvor henvisningerne til menneskerettigheder, når USA’s udenrigspolitisk skal legitimeres, er blevet langt færre. Det er derfor vanskeligt at beskrive Obamas position på menneskerettigheder. Men hvis man læser mellem linjerne i hans udenrigspolitiske taler og ser på nogle af de vigtigste udenrigspolitiske beslutninger, er det alligevel muligt at skitsere en slags Obama-doktrin indenfor området.

Ingen snak om regime change
Denne doktrin prioriterer menneskerettigheder i relation til amerikansk sikkerhedspolitik og er ellers meget tilbageholdende med at inddrage menneskerettigheder i andre aspekter af udenrigspolitikken.

På det militære felt betyder det, at man som udgangspunkt ikke vil foretage regime change i lande, der overtræder menneskerettighederne, så længe disse lande ikke udgør en sikkerhedstrussel (eller begår meget alvorlige overgreb, folkedrab etc.). Det blev tydeligt allerede i Obamas indsættelsestale i 2009, hvor præsidenten talte direkte til repressive regimer verden over og erklærede ”… vid at I er på den forkerte side af historien, men vi vil række hånden frem mod jer, hvis I er villige til at løsne jeres greb.” Hermed åbnede Obama op for en forsonende linje overfor menneskerettighedsovertrædere, men samtidig antydede han, at man ikke ville forsøge at fjerne disse regimer med magt. Der er her tale om et klart opgør med Bush-doktrinen, der fremførte, at man kunne udbrede demokrati og menneskerettigheder med militær magt, som man så det forsøgt i de omfattende forsøg på nation building i Irak og Afghanistan. Men det er også et opgør med Bill Clintons brug af militæret til humanitære interventioner for at forhindre overgreb mod menneskerettighederne, som man så det i Haiti, Bosnien og Kosovo. Clinton var ganske vist meget påpasselig med ikke at miste amerikanske liv og vægtede generelt USA’s økonomiske interesser højest. Men ikke desto stod Clinton bag en lang række militære interventioner, og menneskerettigheder og humanitære hensyn blev altid fremført som en afgørende motivation. Obama synes derimod at have indsnævret USA’s interesse i at beskytte menneskerettigheder med militære midler til at omfatte situationer, hvor USA’s direkte sikkerhedsinteresser er truet. Fraværet af militær indgriben i konflikten i Syrien er det mest iøjnefaldende eksempel herpå.

Et falskt valg mellem diplomati og menneskerettigheder?
Obama har ikke desto mindre fra tid til anden udtrykt sin støtte til frihedssøgende folk verden over, som da han i sin Cairo-tale til den muslimske verden erklærede, at han tror, at alle mennesker ønsker visse friheder. Men i Cairo såvel som i andre de fleste andre taler, pointerer Obama, at USA nok bakker op om sådanne ønsker, men i modsætning til tidligere ikke har intentioner om at intervenere for at fremme dem. Et andet eksempel var Obamas modtagelsestale ved tildelingen af Nobels Fredspris, hvor Obama sagde: ”Menneskerettigheder kan ikke alene handle om formaning. Til tider må det kobles med omhyggeligt diplomati.” Han fortsatte med at hævde, at engagement med repressive regimer ikke kan baseres på sanktioner og fordømmelser alene, men må kombineres med dialog. En udmelding som, det kan være svært at være uenig i, men som af mange – menneskerettighedsforkæmpere såvel som autoritære regimer – er blevet fortolket som defensiv udmelding. Human Rights Watch og Amnesty International har kritiseret Obamas for at undlade at kritisere fx Kinas overtrædelser af menneskerettighederne og for med sine udmeldinger at skabe et falsk valg mellem at kritisere overtrædelser og opnå resultater gennem diplomati.

Hillary Clinton har besvaret kritikken med, at man fortrækker at drøfte menneskerettighedsspørgsmål bag lukkede døre. Et klart signal om, at Obama administrationen ikke ønsker at vanskeliggøre diplomatiske relationer med stater, der overtræder menneskerettigheder. Det har især været tilfældet med Kina, hvilket meget symbolsk blev illustreret ved Obamas beslutning om, ikke at mødes med Dalai Lama, da han besøgte USA i oktober 2009. Noget ingen amerikansk præsident havde gjort siden 1991. Det tyder på, at Obama ser menneskerettigheder som et forstyrrende moralsk element i forsøget på at føre en mere pragmatisk og forsonende politisk overfor stater, der tidligere har modtaget hårde ord fra Washington.

Også når det kommer til ’pungens magt’, har Obama i langt højere grad end sine forgængere forbigået menneskerettigheder. Økonomiske sanktioner og krav om good governance i forbindelse med økonomisk bistand har ellers traditionelt været et kerneområde for amerikansk menneskerettighedspolitik. Men Obama har lettet på økonomiske sanktioner imod stater som for eksempel Cuba uden at stille krav om forbedringer på menneskerettighedsområdet.

Ingen snak om menneskerettigheder i Iran og Afghanistan
De i gangværende forhandlinger med Iran om en afvikling af landets atomprogram er et oplagt eksempel på Obamas position. Krav om menneskerettighedsindrømmelser er blevet undertrykt til fordel for sikkerhedspolitiske interesser. USA’s overordnede tilgang til Iran markerer ligeledes en klar omlægning i forhold til under Bush. I overensstemmelse med Obamas tale om at række hånden frem til autoritære regimer, har Obama afløst Bushs truende retorik med et imødekommende diplomati. Ahmadinejads afgang og valget af Rouhani har selvfølgelig været en vigtig forudsætning for dette. Men allerede inden da, udviste Obama tilbageholdenhed med at kritisere Iran. Det kom tydeligst til udtryk under protesterne i juni 2009 ovenpå det iranske præsidentvalg, hvor Obama ventede længe med at fordømme regimets voldelige undertrykkelse, og begrænsede sin kritik til at udtrykke ’dyb bekymring over volden’.

Et andet tydeligt eksempel er Afghanistan, hvor Obama har gjort op med Bush-administrationens ambition om en omfattende genopbygning af landet til fordel for en langt mere snæver strategi, der begrænser sig til at besejre al Qaeda. Når Obama taler om de bredere aspekter af det Afghanistan USA efterlader sig, har han konsekvent skiftet Bushs ’nation building’ ud med det mere begrænsede ’state-building’, og han undlader at henvise til menneskerettigheder.

Trods Obamas store internationale popularitet og tildelingen af Nobels Fredspris, kan han altså næppe beskrives som nogen stor forkæmper for menneskerettigheder. Obama har derimod udvist manglende vilje til at tale menneskerettighedernes sag på den internationale scene og udtalt modvillighed overfor at gribe ind for at forhindre overtrædelser. Sammenholdt med højtprofilerede sager som den enorme anvendelse af droner, NSA-skandalen og det endnu ikke indfriede løfte om at lukke Guantanamo, er der rigeligt at tage fat på i Obamas sidste tre år i Det Hvide Hus.

Rasmus S. Søndergaard er ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet, hvor han forsker i menneskerettigheder i amerikansk udenrigspolitik. Har tidligere arbejdet i Kongressens ’House Foreign Affairs Committee’ og været tilknyttet universitetet i Berkeley, Californien. Blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Glimt Af Amerika’ og senest ‘Fiktionens Magt’. Tilknyttet Kongressen.com som udenrigsanalytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen