Kongressen.com
Analyse

Obama i skyggen af Kennedy og Reagan

Når præsident Obama senere i dag taler ved Brandenburger Tor i Berlin, vil de fleste vurderinger efterfølgende ske på baggrund af de taler som præsident Kennedy holdt i 1963 og præsident Reagan i 1987. Og det er vanskeligt at forestille sig, at dagens tale kommer til at indtage samme plads i historiebøgerne

ANALYSE: Er Obama vor tids Kennedy? Sammenligningen har fundet sted mere end en enkelt gang. Under 2008-valgkampen gjorde Kennedy-klanen, med Ted Kennedy i spidsen, en dyd ud af at fremhæve Obama som manden, der kunne løfte arven efter John F. Kennedy og genskabe det håb og de visioner, der kendetegnede USA under JFK.
Fra den vinteraften i begyndelsen af 2008, hvor Obama stod på scenen på American University sammen med Ted Kennedy, dennes søn Patrick og JFK’s datter Caroline, kørte de amerikanske medier historier om Obama og Kennedy i dagevis. For nøjagtig som Kennedy, var og er Obama en fantastisk taler. Og nøjagtig som Kennedy, skabte Obama en bølge af håb og visioner, som især begejstrede den yngre del af det amerikanske samfund. Obama endte sågar med at vinde en langt større valgsejr over John McCain end den mikroskopiske sejr, Kennedy i 1960 havde hevet hjem mod Richard Nixon.
Det er dog sjældent, at sammenligningen mellem Obama og Kennedy er blevet fremhævet efter 2008-valgkampen. Tværtimod måtte præsident Obama i den forgangne valgkamp mod Mitt Romney gentagne gange se sig selv fremstillet som en moderne udgave af Jimmy Carter. Og det var bestemt ikke ment som et kompliment.
I dag vil sammenligningen mellem Obama og Kennedy få en renæssance, når Obama taler foran Brandenburger Tor i Berlin. Om en uge er det præcis 50 år siden, at præsident Kennedy holdt sin berømte ’Ich Bin Ein Berliner’-tale foran tusindvis af jublende tilhørere i Vestberlin og derfor har der da også været spekuleret flittigt i, om Obamas tale i dag kunne blive lige så legendarisk som Kennedys, eller for den sags skyld Reagans berømte tale fra 1987, hvor han opfordrede Sovjetlederen Mikhail Gorbatjov til at rive Berlinmuren ned.

Omstændighederne har ændret sig
Umiddelbart er det dog vanskeligt at forestille sig, at Obamas tale i dag vil komme til at indtage samme plads i historiebøgerne som Kennedy og Reagans gør det. Ikke fordi den ikke vil være lige så veludført som hvis det havde været Kennedy eller Reagan, der havde holdt den. For det vil den utvivlsomt være. Det, der gør, at Obama får mere end vanskeligt ved at komme op på siden af sine to forgængere er først og fremmest omstændighederne. Da Kennedy i sin tid kom til Berlin, var det i kølvandet på Cubakrisen, hvor verden havde været på randen af atomkrig. Det var i en tid, hvor Den Kolde Krig var bundfrossen og hvor Europa med Berlin som centrum, var omdrejningspunktet for al international politik. På samme måde var det tilfældet, da Reagan i 1987 kom til Berlin. Her delte Jerntæppet fortsat Europa og det håndgribelige bevis på splittelsen mellem øst og vest, var den mur, der siden sommeren 1961 havde gået gennem Berlin. Sådan er det ikke længere.

Det nye amerikanske fokus
For en ting er, at såvel Den Kolde Krig, som Berlinmuren, er en saga blot. Men hvad langt vigtigere er, at det er Europas tid som centrum for den internationale politik også. Modsat tidligere, har magten flyttet sig og det samme har det amerikanske fokus. For modsat det 20. århundrede, hvor Europa var i centrum, har det 21. århundrede Asien som det centrale omdrejningspunkt. Især Kinas indflydelse er vokset markant og i det hele taget har ’the rise of the rest’ rykket rundt på den internationale indflydelse. USA er stadig den altoverskyggende supermagt, men præsident Obama er fuldstændig klar over, at det er i Asien tingene sker i øjeblikket. Dermed ikke sagt, at Europa ikke længere betyder noget for Amerika. For det er langt fra tilfældet. Men Europa er bare ikke lige så vigtige for USA som tidligere, netop fordi både BRIK-landene og The Next Eleven stormer frem med vækstrater, som de fleste europæiske statsledere kun kan drømme om. Og netop derfor er det også vanskeligt at forestille sig, at Obamas tale i Berlin senere i dag kommer til at få samme plads i historiebøgerne som Kennedy og Reagans. Forudsætningerne er ganske enkelt ikke til stede. Obama vil uden tvivl fremhæve begge taler i et ønske om at placere sin egen tale i en historisk kontekst. På samme måde som han også vil fremhæve det gode og historiske forhold mellem USA og Europa, formentlig med aktuelle henvisninger til den frihandelsaftale, som politikere fra USA og EU forhandler om. Så langt, så godt. Men Berlin anno 2013 har ikke samme vigtighed for amerikanerne, som det havde i 1963 eller 1987, nøjagtig som Europa generelt ikke har det. Det alene gør, at det næppe bliver en tale, der vil gå over i historien.

Eufori forvandlet til skuffelse
Betyder det så, at der ikke vil være fest og jubel i Berlins gader i dag? Bestemt ikke. Obamas besøg er en stor begivenhed for Tyskland, nøjagtig som det er for alle andre lande, der får lederen af den frie verden på visit. Men det er næppe urimeligt at antage, at euforien i dag ikke vil være på samme niveau som under Kennedy og Reagan. Nøjagtig som den næppe heller vil være på samme niveau som for små fem år siden, hvor Obama under 2008-valgkampen talte for tusindvis af mennesker i selvsamme Berlin. Det var før finanskrisen. Det var mens Bush fortsat var ved magten. Og det var mens hele verden, nøjagtig som store dele af den amerikanske befolkning, red på håbets bølge med Barack Obama i front som manden, der kunne forandre til det bedre. Men nøjagtig som i Amerika, er der flere steder i verden ved at sprede sig en skuffelse over Obama. Også her i Europa. For ganske vist er Obama fortsat langt mere populær end sin forgænger, men set ud fra et europæisk perspektiv, er mange skuffede over, at Europa er rutsjet en smule ned af den amerikanske prioritetsliste. For ja, det er en stor begivenhed, at præsidenten i dag taler i Berlin. Men det er værd at notere sig, at Obama først kommer forbi den tyske hovedstad i sin anden valgperiode. Det er første gang i et halvt århundrede, at den siddende præsident ikke besøger Berlin i løbet af de første fire år. Og selv om det er en mindre detalje, er det ikke desto mindre illustrativt for den udvikling det internationale samfund har gennemgået og fortsat gennemgår. Nemlig at Europa ikke spiller samme rolle som tidligere. Sidste efterår udgav en af USA’s mest respekterede udenrigspolitiske reportere, David Sanger, bogen ’Confront And Conceal’ om amerikansk udenrigspolitik. En fremragende bog, men set ud fra et europæisk synspunkt også bemærkelsesværdig. For Europa var stort set ikke nævnt med et ord. Og det har næppe været en forglemmelse fra Sangers side, men vidner om, at det amerikanske fokus har ændret sig.
Så set i det lys er det næppe sandsynligt, at Obamas Berlinertale i dag vil blive husket på samme måde som Kennedy eller Reagans Berlinertale bliver det. For at kunne holde en historisk tale kræver det, at der er noget på spil. At det virkelig betyder noget. Og modsat Kennedy og Reagan, er det ikke tilfældet for Obama, når han senere i dag indtager talerstolen i Berlin.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen