Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Obama løfter lidt af sløret for brugen af droner

Anvendelsen af droner til angreb rundt om i Mellemøsten har været en kontroversiel del af præsident Obamas sikkerhedspolitik. Fredag vandt American Civil Liberties Union aktindsigt til den Presidential Policy Guidance, som har dannet rammerne for USA’s dronepolitik. Dokumentet er et studie i vage juridiske formuleringer og tæt kontrol fra Det Hvide Hus.

Droner har været et vigtigt redskab for præsident Obamas anti-terror indsats siden han blev præsident. Amerikanske droneangreb har fundet sted over meget af Mellemøsten i en intens indsats for at bekæmpe terrororganisationen Al Qaeda og udvidet til andre organisationer efterhånden som behovet er opstået.

Anvendelsen af droner er blevet styret ud fra retningslinjer som er defineret i et Presidential Policy Guidance, som offentligheden nu har fået adgang til. I dokumentet får vi en indsigt i processen, som leder i sidste ende leder til et droneangreb, eller en pågribelse.

Ifølge regeringens egne tal har man udført 473 droneangreb udenfor konfliktområder (f.eks. Afghanistan og Irak) siden præsident Obama blev præsident i januar 2009 og frem til 31. december 2015. Regeringen anslår at man har dræbt mellem 2.372 og 2.581 terrorister og mellem 64 og 116 civile i disse droneangreb. Antallet af civile dræbte er under intens debat.

Det er altså et omfattende program, som den amerikanske præsident har haft kørende, men der har ikke været særlig meget åbenhed omkring det. Tilbage i 2012 lovede præsident Obama mere åbenhed om anvendelsen af droner, men det er først indenfor de seneste måneder at man har set reel udvikling.

Sidste år lagde American Civil Liberties Union så sag an for at få aktindsigt i, hvilke rammer regeringen havde sat for sig selv for anvendelsen af droner. Fredag faldt dommen så, og en redigeret udgave af den pågældende Presidential Policy Guidance er blevet offentliggjort fra det Hvide Hus. Dokumentet er redigeret, således at passager hvis offentliggørelse kan true national sikkerhed er fjernet.

Den pågældende PPG er et studie i vage juridiske formuleringer, som giver plads til fortolkning og samtidig et studie i stram central styring fra det Hvide Hus af processen.

Plads til fortolkning
Allerede i begyndelsen af dokumentet slås det fast at ”The most important policy objective, particularly informing consideration of lethal action, is to protect American lives.” Til det formal anvendes en del vage juridiske formuleringer, som i sidste ende skal sikre fleksibilitet i USA’s anti-terror indsats.

Helt grundlæggende så kan de amerikanske efterretningstjenester eller Pentagon udpege en kendt terrorist som mål for en aktion. Denne ”nominering” som det meget bureaukratisk kaldes i dokumentet, skal så efterfølgende sendes til staben for præsidentens National Security Council. Herefter styres processen af National Security Staff og præsidentens National Security Council. Her vurderes anbefalingen af repræsentanter fra diverse efterretningstjenester, Pentagon, justitsministeriet, finansministeriet og udenrigsministeriet. Efter en vurdering her sendes det videre til en såkaldt ”Deputies Committee”, som består af de næstkommanderende i alle de relevante efteretningstjenester og ministerier. Først herefter sendes anbefalingen videre til lederne af de samme tjenester og ministerier. Først når ”nomineringen” blevet vurderet af ”the principals”, så rykker anbefalingen videre til præsidenten. Beslutningen om et angreb skal udføres er op til chefen for ”den nominerende tjeneste”, så længe det enstemmigt bakkes op af ”the principals”.

Der er to undtagelser, som betyder at den endelige beslutning ligger hos præsident Obama: Hvis der ikke opnås enighed hos ”the principals”, eller hvis der er tale om en amerikansk statsborger. I det her tilfælde tages der ikke stilling til det dybt problematiske i at USA’s præsident kan godkende et angreb på en amerikansk statsborger uden forudgående domsfældelse.

Hvad er det så for kriterier, som ligger til grund for beslutningen om et angreb? Som udgangspunkt slås det fast, at det foretrukne scenarie er en tilfangetagelse af den formodede terrorist, men her kommer vi så til de vage formuleringer. Hvis det anslås at en tilfangetagelse er umulig på det givne tidspunkt, hvor et angreb foreslås, så tages tilfangetagelse af bordet som mulighed. Der skal altså ikke tages højde for om der kan opstå en mulighed på senere tidspunkt, kun på det tidspunkt hvor man foreslår at angribe. En lille juridisk spidsfindighed.

Dernæst skal man tage hensyn til international lov. Det er sådan set ikke tilladt at bombe mål i et suverænt land, uden at være inviteret af den pågældende nation. Det understreges at man skal respektere international lov, og ”Direct action should only be undertaken” og her er der så redigeret tre linjers tekst væk. Det er altså ikke til at vide, hvilket juridisk smuthul den amerikanske regering skaber for sig selv i de tre linjer, for der er ingen tvivl om at de mange droneangreb er på kant med international lov, da de foregår i suveræne lande, og beslutningen om angreb alene tages i USA.

I dokumentet slås det fast: ”Lethal action requires that the individual may lawfully be targeted under existing authorities”. Men hvad er det for et juridisk grundlag? Her har Obama-regeringen forladt sig på den Authorization for the Use of Military Force (AUMF), som blev givet af Kongressen til præsident Bush i kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001. Denne AUMF giver præsidenten ret til at angribe bagmændene bag 9/11, eller deres samarbejdspartnere, hvor end de måtte findes. Det har Obama-regeringen fortolket på den måde at organisationer som Boko Haram, Islamisk Stat og Taleban alle er at fortolke som samarbejdspartnere, trods åbent fjendskab mellem f.eks. IS og Al Qaeda, fordi folkene bag IS oprindeligt var del af Al Qaedas gruppe i Irak. Igen en bred fortolkning.

Dokumentet giver altså et interessant indblik i den proces, som i sidste ende dirigerer USA’s anvendelse af droner, samt de juridiske beføjelser som regeringen mener giver den ret til at udføre disse angreb. Det her indblik gør det meget tvivlsomt, hvor mange ændringer den kommende præsident vil lave på denne politik, da kontrollen i høj grad ligger hos det Hvide Hus, noget som hverken Donald Trump eller Hillary Clinton vil have det store problem med.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen