Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Obama må være jaloux på Putin

Ruslands præsident Vladimir Putin annoncerede i går, at hovedparten af de russiske styrker i Syrien vil blive trukket hjem. Dermed har den russiske præsident nået et mål i Syrien, som den amerikanske præsident næsten kun kan være jaloux på. På den modsatte side er den amerikanske præsident på vej dybere ind i konflikten.

Vi lærer alle fra barns ben at misundelse er en grim ting. Men det må alligevel være svært for præsident Obama ikke at være grøn af misundelse på den russiske præsident. Den russiske økonomi har det mildest talt ikke godt, landet er ramt af sanktioner, og landet er engageret i flere væbnede konflikter. Alligevel er Putin blevet hyldet i internationale medier, og sågar i USA, for sin handlekraft – set i modsætning til opfattelsen af en handlingslammet amerikansk præsident.

Nu har Putin så endnu en gang opnået noget som Obama må være jaloux på. I går gav Putin ordre til at hovedparten af de russiske soldater skal forlade Syrien. Nu har man nemlig opnået, hvad man ville og derfor kan man tage hjem igen. Så hvor Obama følte sig trukket ind i konflikten i Syrien og Irak, og faktisk i øjeblikket er på vej mod en eskalation af kampen mod Islamisk Stat, så valgte Putin at engagere sig i Syrien og formår nu at lave et relativt hurtigt exit. Obama må være jaloux på Putin.

Velkommen til hængedyndet – eller ikke
Da Rusland valgte at intervenere i konflikten i Syrien, så udtalte Obama at han ikke var misundelig på Putin, som nu ville være fanget i det hængedynd, som den syriske borgerkrig ville være. Det var netop denne frygt for at blive fanget i et hængedynd, som i 2013 fik præsident Obama til at trække følehornene til sig, da hans ”røde linje” blev overtrådt da Assad-regimet brugte kemiske våben.

Nu står USA i en situation, hvor man har været nødt til at engagere sig for at hjælpe den irakiske regering med at bekæmpe Islamisk Stat. Et engagement som strider mod alt, hvad den amerikanske præsident har forsøgt at opnå udenrigspolitisk siden han kom til magten i 2009, nemlig at få USA ud af krige og undgå nye. Man kan dermed sige, at Obama risikerer netop det hængedynd, som han snakkede om så advarende.

Putin derimod trækker nu stikket på det russiske engagement i Syrien, for han har opnået hvad han ville. I sin udmærkede analyse for netmediet vox.com af Putins udmelding, skriver Max Fischer, at Putin havde to målsætninger, da russiske tropper blev sendt til Syrien:
– Forhindre Assad-regimet i at kollapse
– Vinde noget politisk kapital til forhandlingerne om Syriens fremtid i Geneve
Begge dele har Putin nu opnået, og han kan derfor trække russiske styrker ud. Det lader dermed til at den russiske præsident har formået at få trukket sig ud, inden man blev fanget i en konflikt, som man ikke kunne overskue.

Amerikansk eskalation
Overfor hvad der lader til at være et sikkert russisk exit, så er præsident Obama i gang med at eskalere indsatsen mod Islamisk Stat. Det er sket med forøgede bombardementer i Irak og Syrien bl.a. for at hjælpe de irakiske landstyrker med at rykke frem. Indsættelse af specialstyrker i Syrien har også på det seneste vist sig effektivt, med tilfangetagelsen og nedkæmpning af højstående medlemmer af Islamisk Stat. Samtidig har amerikanerne også bedt koalitionsmedlemmerne om at bidrage mere til indsatsen, og det er her det danske bidrag af F-16 fly og specialstyrker kommer ind i billedet.

Det lader altså til at det var lidt hurtigt at præsident Obama bød Rusland velkommen til det syriske hængedynd. Nu står den amerikanske præsident fortsat midt i en konflikt med et hobetal af aktører, ret udefinerede målsætninger, og en irakisk regering som ikke viser de store tegn på forbedring trods en enorm indsats fra koalitionen. Alt imens Putin trækker stikket – netop som den amerikanske præsident godt kunne tænke sig at gøre. Obama må være jaloux på Putin.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft