Kongressen.com
Feature

Obama, Osama og manden med sølvpapirshatten

Den kendte journalist Seymour Hersh er i tidsskriftet London Review of Books kommet med nogle kontroversielle påstande om det angreb som i 2011 endte med at Osama bin Laden blev dræbt. Teorien er at pakistanerne havde bin Laden som gidsel, og angrebet var en del af en hemmelig aftale mellem den amerikanske og pakistanske regering. Skal vi til at skrive historien om?

Konspirationsteorier er en interessant og farverig del af studiet af amerikansk politik. Flere vigtige begivenheder i amerikansk historie er i årenes løb blevet genstand for omfattende konspirationsteorier. Flere af disse involverer omfattende mørkelægning fra en regering med lyssky motiver, og andre tilfælde er der ligefrem tale om hemmelige internationale organisationer for særligt indviede og magtfulde.

Søndag udgav London Review of Books en artikel skrevet af den kendte journalist Seymour Hersh, hvor han mener at afsløre en omfattende konspiration i forbindelse med angrebet mod byen Abbottabad i Pakistan i 2011, som ledte til drabet på Osama bin Laden. Grundtesen er, at pakistanerne allerede havde Osama bin Laden som gidsel, og blot ventede på det rigtige tidspunkt til at overgive ham til amerikanerne mod passende betaling.

Denne plan skulle være blevet ødelagt af en pakistansk informant, som skulle have kontaktet CIA mod at få del i den $25 mio. som der var på informationer om Osama bin Laden. Denne informant skulle have fortalt CIA, hvor Osama bin Laden befandt sig, og herefter begynder aftalerne så ifølge Hersh mellem USA og Pakistan.

Aftalerne skulle være kulmineret i angrebet den 1. maj på det hus, hvor Osama bin Laden befandt sig. Et angreb som ikke ville have været muligt, ifølge Hersh, uden assistance fra den pakistanske efterretningstjeneste.

En omfattende mørklægning
En grundpræmis for Hersh er for det første, at den pakistanske regering skulle have holdt Osama bin Laden fanget i fem år, inden amerikanerne finder ud af det. En anden er, at den pakistanske og amerikanske regering skulle have lavet hemmelige aftaler, hvor USA får lov at dræbe Osama bin Laden mod at Pakistan får øget finansiel og militær støtte.

Her forudsætter Hersh for det første, at den pakistanske efterretningstjeneste ville holde denne hemmelighed tæt i fem år, og at de derefter ville hjælpe amerikanerne med deres mission.

Næste forudsætning er, at den pakistanske og amerikanske regering og efterretningstjenester ville være i stand til at holde på en sådan hemmelighed, noget som virker usandsynligt, da begge parter har det med at blive ramt af whistleblowers og ”anonyme kilder”. Evnerne til at holde tæt med disse aftaler må man altså tvivle på.

De kilder som Hersh bruger er næste problem i forhold til forløbet. Det er pensionerede efterretningsfolk (som var gået på pension længe før 2011), og anonyme civilt ansatte fra Pentagon. Det er altså ikke folk med direkte adgang til eventuelle forhandlinger, som Hersh har haft fat i. Det er meget problematisk, at Hersh ikke har nogle mere fremtrædende kilder på historien, specielt fordi han foregiver at have tæt kendskab til forhandlinger og aftaler.

Selve angrebet
Den historie som kom fra det Hvide Hus, Pentagon og CIA kilder i månederne efter, samt fra medlemmer af det Navy SEAL hold, som dræbte Osama bin Laden har været at pakistanerne ikke kendte til angrebet, og at det var en yderst risikabel mission, fordi man ikke vidste hvad reaktionen ville blive.

Den version som Hersh kommer med, er at pakistanerne udmærket vidste, at amerikanerne kom. De havde jo selv lavet aftalen, og derfor var der ikke nogen radarsystemer, som fangede amerikanerne, eller nogen, som gjorde modstand ved huset i Abbottabad. I stedet skulle en pakistansk efterretningsagent ligefrem have guidet amerikanerne til, hvor Osama bin Laden opholdt sig i huset, hvor han blev dræbt af amerikanerne. Ligeledes skulle de have sørget for, at der ikke blev gjort modstand ved huset.

I betragtning af det forhold, som har været mellem den pakistanske efterretningstjeneste og amerikanerne, så virker det højst usandsynligt, at de skulle have hjulpet amerikanerne på denne måde. Forholdet har både før og siden været præget af mistro og til tider direkte fjendtlighed. Derudover så er det mærkeligt, hvis pakistanerne skulle have vidst om missionen, fordi de efterfølgende blevet ekstremt ydmyget i offentligheden for ikke at have vidst noget om det. Det er tvivlsomt, om de ville have stået model til dette, hvis de havde vidst noget.

Hvad skete der med Osama?
Næste ting, som skulle være blevet mørkelagt, er, hvad der skete med liget efter angrebet. Den officielle forklaring var, at liget blev fløjet til hangarskibet USS Carl Vinson, hvor bin Laden blev begravet i det Indiske Ocean.

Ifølge Hersh så blev bin Laden skudt så voldsomt, at kropsdele blev adskilt fra kroppen. Dette lig havde man ikke lyst til at skulle forklare omverdenen, så derfor fandt man på historien om, at han blev begravet til søs for at forklare manglen på et lig. Lad os lige tage den igen – de amerikanske soldater skulle have beskudt bin Laden så voldsomt at hans kropsdele blev adskilt fra kroppen! Med tanke på de våben som de amerikanske specialstyrker bruger, så skal de godt nok have skudt længe, for at noget sådan skulle ske. Hersh fortsætter fortællingen. På vejen tilbage til Afghanistan skulle de amerikanske soldater have smidt ligdele ud af helikopteren over Hindu Kush bjergene. Der kommer ikke nogen forklaring på, hvorfor de skulle have gjort dette, eller hvor Hersh har den oplysning fra. Men at dele af liget skulle ligge i Hindu Kush skulle have bidraget til, at Obama administrationen ønskede historien om begravelse til søs, så man ikke skulle vise et lig.

Ligeledes forklarer Hersh, at de historier, som er kommet fra de deltagende Navy SEALs, skyldes, at de ikke har kunnet acceptere, at de havde dræbt en ubevæbnet gammel mand uden kamp, og med hjælp fra pakistanerne. Derfor var de nødt til at opfinde en heltefortælling, som f.eks. den fremstillet i filmen Zero Dark Thirty hvor en dygtig CIA agent baner vejen for angrebet i Abbottobad.

Dette er blot nogle af de ting som ikke rigtig hænger sammen i Hershs historie, men desværre virker det til at være en udvikling i de historier, som Hersh har bragt de seneste år.

Den kendte journalist
Seymour Hersh blev kendt for at afsløre den berygtede My Lai massakre under Vietnamkrigen, hvor amerikanske soldater dræbte vietnamesiske civile og forsøgte at dække over forbrydelsen. Efterfølgende var Hersh del af holdet hos New York Times, som dækkede Watergate skandalen, og i 2004 kom Hersh endnu en gang med markante afsløringer. Her afslørede Hersh de omfattende tilfælde af misbrug i fængslet Abu Ghraib i Irak. Disse historier har været med til at etablere Hersh som et af de største navne i amerikansk journalistik.

De senere år har historien dog været mere fantastiske i karakter.

En af hans historier har været, at de amerikanske specialstyrker skulle være en del af den hemmelige organisation Opus Dei (ja den fra Dan Browns ”Da Vinci Mysteriet”). Senere mistænkte han, at den amerikanske regering havde ignoreret beviser for at kemiske våben var blevet brugt af den al Qaeda allierede gruppe Jabhat al-Nusra, og i stedet havde rettet mistanken mod Assad regimet. Dette skulle være gjort bevidst for at kunne retfærdiggøre en amerikansk intervention i stil med Tonkin Bugt episoden, som ledte til amerikansk engagement i Vietnam.

Den nye fortælling om drabet på bin Laden, som Hersh kommer med, har utrolig mange problemer, og det er svært at tage den seriøst. De dele af historien som man kan tage seriøst, er dele man sådan set allerede kendte. Men hvis man ikke kan få en konspirationsteori ud af angrebet på bin Laden, hvad skulle man så?

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen