Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Obama satser på specialstyrker i kampen mod IS

Præsident Obama har gentagende gange sagt, at han ikke vil sende landstyrker til kampen mod Islamisk Stat. Det blev senest konstateret i præsidentens tale søndag aften, amerikansk tid. Dog har præsidenten beordret USA dygtigste specialstyrker til regionen, med tilladelse til at jagte og nedkæmpe Islamisk Stats ledelse.

Der har ikke været mange elementer af USA’s kamp mod Islamisk Stat, som har kørt optimalt. Men et element som har virket har været indsættelsen af specialstyrker imod gruppen i Irak og Syrien.

Den seneste udvikling i den indsats er, at forsvarsminister Ashton Carter den 1. december udtalte, at man ville sende 100 ekstra specialstyrker til at øge presset på fjenden. Disse styrker bliver sendt til Irak efter invitation fra den irakiske regering. De skal støtte irakiske, syriske og kurdiske styrker i kampen. Men hvad der var værd at bemærke i forsvarsministerens udtalelser var en enkelt linje: “This force will also be in a position to conduct unilateral operations into Syria” den sætning er vigtig, da den åbner for at styrken kan udføre operationer, hvor man ikke i forvejen søger tilladelse fra de lokale regeringer. På den måde får Obama-administrationen en kapacitet på landjorden som kan lægge pres på Islamisk Stat, uden at engagere store landstyrker. Et sådan engagement ville nemlig ifølge præsidentens tale søndag aften fungere som et rekrutteringsværktøj for Islamisk Stat, og man er derfor nødt til at overlade landkrigen til lokale kræfter. Hovedbudskabet i præsidentens tale var nemlig, at man har en strategi, som er rigtig og som bør følges for at kunne bekæmpe Islamisk Stat mest effektivt. Mange havde forventninger om en vigtig udmelding om ændring i politikken, når nu det Hvide Hus annoncerede, at præsidenten ville holde tale fra det Ovale Værelse. Der blev ikke annonceret nogen ændringer. I stedet var det en præsidentiel bekræftelse af status quo, med den tilføjelse at man nu øger intensiteten indenfor rammerne af den gældende strategi.

Her kommer specialstyrkerne ind i billedet. Præsident Obama sendt sin bedste elitestyrke til Mellemøsten for at jagte Islamisk Stats ledelse.

En hemmelig krig
Man anslår, at amerikanerne har haft specialstyrker i Irak siden begyndelsen af kampagnen mod Islamisk Stat. Sammen med CIA har de ført en hemmelig kampagne mod gruppen og dens ledelse. En af de helt store succeser kom i maj måned, da amerikanske soldater angreb en leder fra Islamisk Stat i det østlige Syrien. Her fik man dræbt lederen, og taget store mængder efterretninger med sig. Ifølge New York Times fik man, hvad der svarer til fire til syv terabyte information på både bærbare computere, mobiltelefoner og lignende materiale.

De efterretninger man fik med tilbage, ledte til et flyangreb på en anden central leder i Islamisk Stat, Abu Hamid, få dage efter. Amerikanerne mener, at man fik ram på lederen, men det er ikke blevet bekræftet fra Islamisk Stats side.

Specialstyrkerne har også assisteret i uddannelsen af irakiske og syriske styrker, og dermed udfylder specialstyrkerne en central rolle i præsident Obamas strategi og indsats for at undgå at engagere amerikanske landstyrker.

Det er altså denne indsats man nu har sendt yderligere 100 soldater til.

Eliten af eliten samles

Når amerikanske præsidenter har brug for specialstyrker, til svære operationer som den man står overfor i Syrien og Irak, så er der kun én enhed de vender sig til.

Da et forsøg på at redde gidslerne på den amerikanske ambassade i Tehran i 1980 endte med at otte amerikanske soldater blev dræbt, oprettede man en ny kommando til at koordinere de bedste elitestyrker – Joint Special Operations Command (JSOC).

Styrken blev sat sammen af eliteenhederne Navy SEAL Team Six, Delta Force (hvis eksistens stadig officielt er klassificeret), 75th Ranger Regiment og elitesoldater fra de forskellige værns luftvåbner. Her var altså den absolutte elite samlet, en styrke hvor ingen er fredet fra at bidrage til udførelsen af en mission. Et eksempel på dette er en mission i Somalia, hvor man havde brug for en som forstod det område, hvor styrken skulle indsættes. Den person som man udvalgte var en analytiker i JSOC’s egen efterretningsafdeling. Første gang manden sprang i faldskærm, blev dermed fra et militært transportfly, midt om natten, assisteret af soldater fra Navy SEAL Team Six – et sted i Somalia. Et noget anderledes job må man sige.

Indtil 2001 levede JSOC en lidet bemærkelsesværdigt eksistens, men alligevel med markante bedrifter på CV’et. I 1989 var JSOC primus motor bag den amerikanske invasion af Panama og jagten på landets diktator Manuel Noriega. I 1990’erne var JSOC med til at bekæmpe narkokarteller i Colombia, og soldater fra JSOC var med på den mission, som ledte til drabet på Pablo Escobar.

Men gennembruddet for JSOC kom i 2001, hvor organisationen fik en central rolle i den efterfølgende kamp mod al Qaeda netværket.

Krigen mod terror
Gennem mere end et årti har JSOC udviklet sig til en uovertruffen maskine, som jager terrorister, hvorend præsidenten beordrer det.

I en ny bog med titlen Relentless Strike beskriver forfatteren Sean Naylor gennem samtaler med tidligere og nuværende soldater fra JSOC, hvordan den udvikling er sket.

Da USA blev engageret i krige i Irak og Afghanistan på samme tid, delte man konfliktzonen op mellem kerneenhederne i JSOC. Deltag Force tog sig af Irak, og Navy SEAL Team Six tog sig af Afghanistan.

I Irak blev Delta Force midtpunkt i en krig mod al Qaedas lokale afdeling under ledelse af den brutale Abu Musab al-Zarqawi. En kamp som indebar, at soldater fra Delta Force gik undercover i Syrien for at opspore skjulesteder, hvor al Qaeda krigere kunne gemme sig inden de blev smuglet over grænsen til Irak. Sådanne operationer indebar, at en eller to amerikanske soldater begav sig rundt og plantede overvågningsudstyr i huse, som man mistænkte for at tilhøre al Qaeda.

Andre dele af kampen i Irak bestod i elektronisk overvågning ved hjælp af spionfly, som kunne koble sig på telefonmaster og overvågne udvalgte telefoner. Andre gange kunne JSOC gå ind og tænde folks telefoner, hvis man var i det rigtige område, og fjenden havde den rigtige type telefon. Anden elektronisk overvågning bestod i kloning af telefoner, som man vidste blev benyttet af al Qaeda medlemmer, således at når telefonen modtog en sms eller opkald blev det samme sendt til den amerikanske klon.

Kort sagt var alle værktøjer i brug, da JSOC skulle bekæmpe al Qaeda i Irak. Samme værktøjer var i brug i Afghanistan hos Navy SEAL Team Six. Det var her JSOC fik sin største sejr, da man den 1.maj 2011 fik dræbt Osama bin Laden. Den operation er blevet del af legenden om den hemmeligste styrke i det amerikanske militær.

Over det årti som fulgte terrorangrebene 11. september 2001, har JSOC altså udviklet sig til en af de mest effektive organisationer nogensinde, når det kommer til at jage fjender.

Første tab i mange år
Legenden om JSOC fortsætter den dag i dag i Irak og Syrien. I midten af oktober deltog amerikanske specialstyrker i en operation udført af kurdiske Peshmerga styrker for at befri irakiske gidsler, som Islamisk Stat truede med at henrette.

Missionen lykkedes, i den forstand at de irakiske fanger blev befriet. Men en af de amerikanske soldater som deltog i missionen, Master Sergeant Joshua L. Wheeler, blev dræbt at fjendtlig ild. Han var det første amerikanske tab i kamp i Irak siden 2011.

Når man læste den officielle beskrivelse af Master Sergeant Wheeler i Pentagons meddelelser, var det mest interessante dog, hvad man ikke læste.

Det eneste som stod opført ved tjenestested var Headquarters U.S. Army Special Operations Command, og at han tidligere havde gjort tjeneste ved 75th Ranger Regiment. Her er det interessant, hvad der ikke står. Master Sergeant Wheeler var nemlig fra eliteenheden Delta Force. Men fordi enhedens eksistens stadig er klassificeret, så kan man ikke skrive det i offentlige meddelelser. I stedet fylder man meddelelserne med oplysninger, som i deres ufuldkommenhed tegner et billede af et medlem af en af USA’s hemmeligste eliteenheder.

Tabet af Wheeler er muligvis ikke det sidste tab, som de amerikanske specialstyrker vil lide i kampen mod Islamisk Stat. Men der er ingen tvivl om, at det bliver en intens kamp, udkæmpet med USA’s absolutte elite på den ene side støttet af de enorme ressourcer de har til rådighed.

Obamas håb er at de mest rutinerede menneskejagere på jorden, støttet af overvældende ildkraft og efterretningskapaciteter vil være nok til at få lederne i Islamisk Stat til at miste deres nattesøvn.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen