Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Obama skal ikke nyde noget af Syrien

Mange har i lang tid undret sig over at konflikten i Syrien har kunnet få lov at stå på i så lang tid, uden at USA har vist lederskab og grebet ind. Det er jo den rolle vi er vant til at se USA i. Men Obama skal ikke nyde noget af at engagere sig i Syrien. Det har USA ikke råd til

PENTAGON-FOKUS: Syrien er splittet i en blodig konflikt som indtil videre har kostet mange tusinde mennesker livet. Mange har forventet at USA vil påtage sig en ledende rolle og intervenere i konflikten. Fra international side forventer man ofte at USA griber ind – de har jo verdens mægtigste militær. Det står dog ikke på Obamas udenrigspolitiske agenda at intervenere i Syrien, for USA kan ikke længere bruge de enorme ressourcer vi har været vant til, på internationale missioner.

USA ud af Mellemøsten
Et par måneder før sin fratrædelse som Forsvarsminister udtalte Robert Gates, at enhver fremtidig amerikansk forsvarsminister, som måtte rådgive at engagere amerikanske styrker i en ny storkrig i Mellemøsten, Asien eller Afrika skulle have sit hoved undersøgt. Obama administrationen har da heller ikke gjort meget andet end at forsøge at få USA ud af konflikterne i Irak og Afghanistan hurtigst muligt.

Historiens gang har dog ikke gjort det nemt for Obama administrationen at komme ud af Mellemøsten. Det Arabiske Forår har afkrævet USA et svar, for USA har stadig store interesser i regionen selvom man prøver at komme ud.
USA valgte at træde til i konflikten i Libyen og støtte koalitionens luftoperationer der i sidste ende sikrede Gaddafi regimets fald. Ligeledes valgte man at støtte franske kampoperationer i Mali for at rulle islamiske fundamentalisters dominans tilbage.

Hvad er anderledes?
Syrien præsenterer et helt anderledes sæt etniske, storpolitiske og militære problemstillinger end interventionen i Libyen.
I Libyen var der en international enighed om at intervenere, en enighed som ikke eksisterer i Syrien. Derfor vil en eventuel intervention betyde en langt større rolle, end den USA er villig til at påtage sig. En eventuel intervention i Syrien vil også risikere at blive centrum for en storkonflikt, hvor regionale og internationale aktører kan bidrage til en forlængelse og øge omfanget af konflikten. Det er endnu et scenarie Obama administrationen ikke er villig til at engagere USA i, særligt i betragtning af erfaringerne fra Irakkrigen.

En anden problemstilling som flere amerikanske analytikere lægger vægt på i forhold til konflikten i Syrien, er spørgsmålet om hvem oprørerne er.
Visse elementer af oprørsbevægelsen er allieret med Al Qaeda, og som nogle ser konflikten, så vil et amerikansk engagement betyde engagement i to konflikter. Første konflikt vil blive mod Bashar al-Assad for at få hans regime fjernet. Den anden konflikt vil komme efterfølgende hvor man vil skulle kæmpe mod de elementer af oprørsbevægelsen som man ikke mener, skal have en dominerende rolle i landets fremtid. Faren for at skulle udrede en sådan situation er helt klart en faktor som er med til at holde USA ude af Syrien.

Ligeledes vil det ikke være så nemt for en eventuel koalition at etablere luftdominans over Syrien som det var i Libyen. Syrien besidder nemlig mere avancerede luftforsvarssystemer end Libyen gjorde, og dermed vil risikoen for koalitionsstyrker være højere. Risikoen for tab er selvfølgelig også en del af Obamas beregninger.

Indenrigspolitiske årsager
Selvom Obama administrationen ville intervenere i Syrien har man simpelthen ikke ressourcerne til en intervention.

USA har en gæld der svarer til mere end 100 % af USA’s bruttonationalprodukt, en historisk dårlig økonomisk situation. Som resultat af den dårlige økonomi skal Pentagon spare næsten $ 1000 mia. over de næste 10 år, noget som allerede nu går ud over igangværende operationer i Afghanistan. Denne økonomiske situation er åbenlys grund til at Obama ikke ønsker at engagere USA i konflikten i Syrien.

Samtidig er USA træt af krig. Siden 2001 har USA været i krig i både Afghanistan og Irak, og der er simpelthen ikke politisk vilje til at engagere sig i endnu en længerevarende operation i Mellemøsten.

Der er altså intet i sol og måne der tyder på at Obama administrationen vil gribe ind i Syrien. Der er hverken økonomisk overskud, militært overskud, internationalt politisk overskud til en intervention. Obama administrationen har brugt tiden siden 2008 på at få USA ud af sine mellemøstlige engagementer, og Obama behøver ikke sit hoved undersøgt. Han vil ikke ind i endnu en længerevarende konflikt i Mellemøsten – han og hans administration simpelthen kæmpet for hårdt for at undgå en gentagelse af Irak og Afghanistan til at lade det ske.

Der er dog et enkelt scenarie som vil kunne foranledige en amerikansk intervention af en art. Spredningen af kemiske og biologiske våben til ikke-USA venlige nationer eller grupper rundt om i Mellemøsten vil sandsynligvis være et rødt flag for USA. En sådan operation dog nok være begrænset til en sikring af disse våben, for at undgå at de falder i de forkerte hænder. Den udløsende faktor vil dog nok være begrænset til spredning, og ikke nødvendigvis anvendelse, af kemiske og biologiske våben. Anvendelsen af disse våben indenfor Syrien vil nok ikke være nok til at USA intervenerer, men en spredning som kunne have regionale eller globale implikationer vil kunne udløse en intervention for at forhindre dette.

Kort sagt skal USA’s allierede og det internationale samfund til at vænne sig til, hvad nogen vil se som en mere kynisk udenrigspolitik eller som Naser Khader i et interview her på Kongressen.com kaldte det: et svigt. USA vil påtage sig mindre roller end hidtil. Det vil betyde større ansvar for de europæiske allierede hvis de stadig ønsker at internationale koalitioner skal gribe ind i situationer som Syrien. Det store spørgsmål er så om de europæiske allierede kan finde ud af at lege uden storebror…

Læs også

Nu vil Deval Patrick alligevel være præsidentkandidat

Anders Agner Pedersen

Trumps Mellemøst-kurs giver Putin frit spil

Kongressen

Langvarigt primærdrama venter for Demokraterne

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s nyeste hangarskib plaget af problemer

Philip Chr. Ulrich

Er Tyskland og USA stadigvæk ”Wunderbar together”?

Kongressen

Begyndelsen på slutningen for USA i Mellemøsten?

Kongressen