Demokraterne er ansvarlige for flere mangler ved Obamacare

Obamacare indeholder klare forbedringer, men medfører også problemer – og så er loven udtryk for en undladelsessynd af de helt store: loven gør intet ved de ekstremt høje omkostninger, der er forbundet med amerikanernes hang til at lægge sag an for fejlbehandling.

Lad det være sagt med det samme: der er mange klare forbedringer af det amerikanske sundhedssystem i Obamacare. De måske mest åbenlyse er, 1) at forsikringsselskaberne ikke længere må nægte at sælge sygeforsikring til mennesker der tidligere har været alvorligt syge eller har kroniske sygdomme; 2) at forsikringsselskaberne ikke må gøre nævneværdigt forskel på køberne, når de prissætter deres forsikringer; 3) at forsikringsselskaber skal dække en række forebyggende behandlinger ; 4) at forsikringsselskaberne ikke længere må sætte et beløbsloft for, hvor meget de i alt vil dække; og 5) at der er grænser for, hvor stor en del af udgifterne, forsikringsselskaberne kan kræve, at patienterne selv dækker.

Men der er i sandhed også grunde til at mene, at Obamacare er milevidt fra forestillingerne om det længe ønskede trylleslag, som Demokraterne har argumenteret ville forvandle det amerikanske sundhedssystem til noget nær et medicinsk paradis på jord. For eksempel bliver yngre, raske mennesker nu ikke alene tvunget til at købe forsikringer. I mange tilfælde bliver yngre, raske mennesker også nødt til at betale mere for sådanne forsikringer, end de tidligere ville have gjort – fordi forsikringsselskaberne forsøger at opveje, at de ikke længere må tage langt mere for ældre og syge menneskers forsikringer. Det er også problematisk, at nogle virksomheder vælger at omdanne fuldtidsstillinger til deltidsstillinger for at undgå lovens krav om, at virksomheder med over 50 ansatte skal tilbyde medarbejderne sygeforsikringer. Det er skidt for konkurrencen – og dermed priserne – at der i nogle områder kun er et enkelt forsikringsselskab, der tilbyder forsikringer gennem de online-børser, som er blevet oprettet i forbindelse med Obamacare. Og så er det selvfølgelig ekstremt problematisk, at mange amerikanere slet ikke har kunnet komme i nærheden af at købe en forsikring endnu, fordi online-børserne stort set ikke har fungeret, siden de åbnede 1. oktober i år.

Sådan kunne jeg fortsætte med at opremse problemer, der i større eller mindre grad er et resultat af Obamacare, og som er blevet dækket solidt af særligt amerikanske medier. Det måske værste problem ligger imidlertid et helt andet sted og bliver sjældent berørt i amerikanske – for slet ikke at tale om danske – medier: Obamacare forholder sig ikke til hele det ekstremt kostbare cirkus, der udspiller sig i sundhedssektoren omkring fejlbehandlinger og sagsanlæg. Og det er Demokraternes skyld.

Fejlbehandling
Hvor man i Danmark kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis man er blevet fejlbehandlet i sundhedsvæsnet, kan man i USA ikke alene få dækket de omkostninger, man har haft og fremover vil få på grund af en fejlbehandling – i mange stater er der heller ikke en øvre grænse for, hvor store beløb nævningeting kan tilkende for svie og smerte. Måske mest grotesk kan man i mange stater få udbetalt helt astronomisk store beløb, som de ansvarlige bliver pålagt som straf for at have handlet forkert. Sådanne straf-beløb bliver ofte udregnet i forhold til, hvor meget det givne nævneting ønsker at straffe den relevante sundhedsinstitution/læge og relativt set uden skelen til omfanget af den skade, der er påført den skadelidte. I USA har man ret til at få en sag for et nævningeting – og det giver advokater bedre muligheder for at opnå meget høje beløb, fordi de kan appellere til nævningenes sympati med de skadelidte. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan nogle nævneting i sager om f.eks. børn kan lade følelserne løbe af med sig og idømme strafbeløb ud fra deres følelser snarere end en rationelt-logisk juridisk vurdering.

Resultatet er, at den skadelidte udover kompensation for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste i mange tilfælde også får tilkendt millioner, som på ingen måde står i mål med den skade, de har lidt, men i stedet er udtryk for, hvor meget det givne nævneting har ment, straffen af den relevante sundhedsinstitution/læge skulle være.
Mange advokater har specialiseret sig i at arbejde gratis for klienter i sådanne sager mod til gengæld at få del i en eventuel erstatning – det gør det tillokkende for enkeltpersoner også at lægge sag an i tilfælde, hvor der er ringe sandsynlighed for, at de får medhold, ligesom det, at der er potentielle millioner på spil, giver et kæmpe incitament for advokater til at føre sager, også selvom det måske kun er en brøkdel af dem, de vinder.

Der har længe været forslag om at reformere selve sagsanlægssystemet på en måde, der kunne nedbringe omkostningerne ved bl.a. at sætte nationale grænser for erstatningsbeløb, strømline retningslinjer for vurdering af beløbsstørrelser og ikke mindst ændre ved den nuværende nærmest totale risiko-frihed, der for patient og advokat er forbundet med at anlægge urimelige sager – ved f.eks. at kræve, at taberen under visse omstændigheder betaler for vinderens sagsomkostninger.

Demokraterne står i vejen
På netop dette felt er det Demokraterne fremfor Republikanerne, der har stået i vejen for omfattende ændringer, der kunne komme de amerikanske sundheds-brugere til gode. Og forklaringen er såre simpel: procesadvokater udgør en af de vigtigste – og den måske mest velhavende af alle – donor-grupper, der orienterer sig mod Demokraterne. Ifølge OpenSecrets.org, der holder øje med penge i amerikansk politik, donerer procesadvokaternes magtfulde lobbyorganisation, American Association for Justice, næsten udelukkende til demokratiske politikere – alene sidste år, hvor der var valg til både præsidentembedet og Kongressen, gik mere end 95 procent af alle gruppens donationer til demokratiske kandidater. Og det er utvivlsomt den afgørende grund til, at Demokraterne ikke har villet imødekomme Republikanernes ønsker om at reformere sagsanlæg-systemet – for American Association for Justice er meget klar modstander af sådanne reformer.

Der er voldsomme konsekvenser af de muligheder for at opnå mange penge, som er forbundet med retspraksis omkring sagsanlæg efter fejlbehandlinger.

Neurokirurger, ortopædkirurger og hjertekirurger er ifølge en Harvard-undersøgelse fra 2011 så godt som sikre på at blive sagsøgt i løbet af deres karriere – hele 99 procent af dem bliver sagsøgt for fejlbehandling, inden de fylder 65 år. Derfor føler de fleste læger sig nødsaget til at betale heftige beløb for forsikringer, der skal dække deres tab i forbindelse med sagsanlæg. Sådanne forsikringer kan snildt koste mere end en million kroner om året. Og her nytter det ikke noget at turde tro på, at man simpelthen ikke kommer til at begå fejl – for i mange stater er det lovpligtigt for læger at være forsikrede mod sagsanlæg. Og selv hvis en læge vinder sin sag, har det ofte været ekstremt dyrt at føre den.

Langt fra det lovkompleks, det kunne have været
En mere indirekte konsekvens af truslen om sagsanlæg er, at amerikanske læger overbehandler, overtester, overundersøger og overhenviser for at undgå dem. Mange steder i USA er færre yngre læger villige til at blive privatpraktiserende familielæger, alene fordi de ikke tør løbe den økonomiske risiko for sagsanlæg – eller mener, de ikke kan få en praksis til at hænge økonomisk sammen på grund af de høje priser på forsikringer. Der bliver færre læger indenfor specialer med særlig høj risiko for sagsanlæg – som f.eks. neurokirurgi.

Prisen for både de færre læger, den megen overbehandling og de store omkostninger til forsikringer mod sagsanlæg lander selvfølgelig samme sted – hos patienterne. Det er en væsentlig faktor i forståelsen af, hvorfor amerikanske sundhedsydelser generelt er så dyre – og en vægtig grund til at bebrejde Demokraterne, at Obamacare langtfra er så godt et lovkompleks, som det kunne have været.