Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Obamas farvel til Chicago og resten af Amerika

I nat dansk tid holdt Barack Obama sin sidste tale som præsident. Det skete i Obamas adopterede hjemby, hvor hans politiske karriere begyndte, og hvor indbyggerne stadig er store Obama-fans.

CHICAGO: Indenfor i kongrescenteret McCormick Place er der ingen tvivl om, at det er en festdag. Alle har gjort lidt ekstra ud sig selv, og mange har iklædt sig jakkesæt, fine kjoler eller stilletter med glimmer. Men der er også masser af t-shirts og badges med Obamas navn og ansigt på, for denne festaften er til ære for den afgående præsident, der herfra skal holde sin afskedstale til det amerikanske folk.

En af de fremmødte er Cassaen Dria og hendes datter Kendrel. ”Det er historie for mig,” siger Cassaen og tilføjer, at hun og datteren også deltog ved Obamas genindsættelse i 2013. De mener begge, at Obama har været en god præsident, og de nævner Obamacare og nye jobs, som hans vigtigste resultater. De afviser snakken om, at USA er blevet mere splittet under Obama. ”Vores land var splittet, længe før Obama kom til. Det skete allerede under George W Bush,” mener Cassaen Dria.

Tino Sutton og hans kæreste er også blandt de heldige, der har fået billetter til at opleve aftenens tale på tæt hold. ” Vi var også til Obamas sejrstale i 2008 i Grant Park. Så med den her begivenhed, så sluttes ringen,” når kæresten at fortælle, inden hendes telefon ringer, og hun bevæger sig lidt væk. Tino Sutton fortæller videre, at Obama ikke altid får den ros, han fortjener som præsident: ”Jeg mener, han har gjort et fantastisk stykke arbejde. Han var nødt til at ordne alle problemerne, før han kunne begynde på sin egen dagsorden. Det glemmer folk.” Sutton afviser også, at Obama skulle have skabt splittelse. ”Det her land er bygget på racisme,” siger han og påpeger, at Obama har haft en svær opgave som den første sorte præsident. ”Da jeg voksede op, drømte jeg om at blive politibetjent eller brandmand. Ingen havde fortalt mig, at en sort dreng kunne vokse op og blive præsident. Det har Obama ændret. Han har givet os håb og muligheder”.

Ikke alle Obama-støtter har fået muligheden for at opleve afskedstalen i det store kongrescenter. Lørdag morgen var tusinder mødt frem for at stå i kø i håbet om at sikre sig en billet. Det var i den grad et tilløbsstykke, og derfor også et bevis på, hvor stor en stjerne Obama er i Chicago. Der var også kommet folk fra andre stater – nogle var kørt hele vejen fra Californien og Florida. Selv om der blev uddelt omkring 10.000 gratis billetter den morgen, så var der nok lige så mange, som måtte gå skuffede derfra.

De slukørede Obama-tilhængere må derfor opleve talen andre steder i byen. En af dem er Courtney Hack. Hun forsøgte forgæves at skaffe sig en billet i lørdags. I stedet er hun taget hen på Heartland Cafe i den nordlige del af Chicago. ”Jeg ville gerne opleve talen sammen med andre og ikke bare hjemme i min lejlighed,” forklarer hun, mens hun sætter sig til rette på en af de sidste ledige stole i det fyldte lokale.

I baren drejer samtalen sig om den kommende præsident. Donald Trump er efterhånden et fælles hadeobjekt i den venstreorienterede storby. Her i cafeen er det heller ikke alle, der taler specielt pænt om Trump. Dog forsøger en lyshåret kvinde i 30’erne at sætte et andet perspektiv på samtalen: ”Jeg vil ikke tale om Trump på samme måde, som Obamas modstandere har talt om ham.”

”Så nu taler vores præsident,” lyder det fra en af cafeens ansatte, som skuer op for lyden på tv’et og alles øjne rettes straks mod skærmen.

Obama har dog svært ved at komme til orde, fordi de mange tilhørere bare bliver ved med at klappe og huje. Men det lykkedes dog efter et par minutter, og Obama går i gang med den disciplin, han er nok er allermest anerkendt for. Det er en klassisk Obama-tale, hvor han holder en optimistisk tone, selvom han også kommer ind på problemerne i det amerikanske samfund og truslerne mod demokratiet. Da Obama nævner sin sundhedsreform udbryder de første klapsalver på cafeen. De næste kommer, da Obama kommer ind på problemerne med racisme i USA.

Hen mod slutningen af talen henvender han sig direkte til Michelle Obama og roser hende for sin indsats som førstedame. Barack Obama kan ikke undgå at blive rørt og må tørre en tåre væk fra øjet. Det er følelser, som kan mærkes helt ud til Heartland Cafe, hvor flere af de fremmødte nu også sider med tårer i øjnene.

Da Obama har afsluttet sin tale udbryder Courtney Hack stille: ”Nu bliver jeg helt trist”. Det rammer egentligt stemningen i cafeen og i byen meget godt. Folk er triste og ikke helt klar til at lade Obama gå. Men mens Chicagos indbyggere drikker den sidste tår øl eller er på vej hjem i seng, så er Obama allerede på vej tilbage til Det Hvide Hus –den sidste flyvetur som præsident.

Skrevet af

Agnete Wismer er freelancejournalist med base i Chicago. Hun har tidligere arbejdet på TV 2 Nyhederne og TV 2 NEWS. Forfatter til ‘Byen De Kalder Chiraq’ og tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen