Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Fem år med Obama

Obamas fejltrin har styrket Putin

(foto: flickr.com)

Relationen mellem USA og Rusland har haft det bedre end det i øjeblikket er tilfældet. For selv om Barack Obama som ny præsident rakte hånden frem mod russerne, har Putin ved flere lejligheder kvitteret med et slag over fingrene. Og efter fem år må Obama sande, at Putin lidt for ofte får det, som han vil have det

Det russisk-amerikanske forhold er i en rivende og dramatisk udvikling. Især affæren med den amerikanske whistleblower Edward Snowdens midlertidige asyl i Rusland og det foreløbige slutspil om en mulig amerikansk militær intervention i Syren har været med til at forstærke den tendens, vi har set i de seneste år: At Rusland udfordrer et tilsyneladende stadig mere medgørligt USA endnu mere. Og med Obama i Det Hvide Hus er det måske blevet nemmere end tidligere for Kreml at gøre dette.

Få uger efter Obamas indsættelse i januar 2009 rakte USA den diplomatiske hånd ud til Rusland. Det skete meget billedligt, da daværende udenrigsminister Hillary Clinton bragte en stor rød knap med ordet ”peregruzka” til et møde med sin russiske kollega Sergej Lavrov. Clinton bekendtgjorde, at USA ønskede at ”nulstille” det russisk-amerikanske forhold, hvortil Lavrov tørt replicerede, at ”peregruzka” betyder ”overbelastning”, mens ordet ”pere-za-gruzka” i stedet betyder netop ”nulstilning”. Begge fandt dog, at forholdet faktisk var overbelastet og derfor også kunne trænge til at blive nulstillet, og begge trykkede på den røde knap, som om denne gestus kunne udviske de forløbne års problemer.

I Rusland lo man meget af den røde knap. Ikke så meget af det uheldige sproglige kiks som af dén omstændighed, at USA tydeligvis havde brug for et velvilligt Rusland. Obama indikerede, at han var klar til at se fordomsfrit på det indbyrdes forhold og til at inddrage Rusland og daværende præsident Dmitrij Medvedev i nogle af de internationale processer, som han gerne så virkeliggjort. Set fra Moskva var det nær optimalt – man havde skabt så megen ballade, at Obama nu syntes klar til at gøre indrømmelser for at få det hele til at glide lidt lettere igen.

Det var nu heller ikke en let opgave for den nye amerikanske præsident. Bagtæppet for forholdet til Rusland udgjordes bl.a. af daværende præsident Vladimir Putins berømte tale på sikkerhedskonferencen i München i februar 2007, hvor han havde i uhørt skarpe vendinger havde anklaget USA for at monopolisere og destabilisere det internationale system, og af Ruslands korte krig mod Georgien i august 2008, som var et systemisk svar med et regionalt udtryk (”bliv helt ude af vores indflydelsessfære”). Det var klart for enhver, at Rusland følte sig væsentligt styrket af sin økonomiske vækst tidligere i 0’erne, og at landet havde fået en ambition om at sætte et meget tydeligere aftryk på den internationale dagsorden.

De to landes respektive dagsordener syntes egentligt ikke så forskellige. I Rusland var man begyndt at tale meget om en mere ligelig adgang til beslutningsprocesser, om vigtigheden af at følge international lov og give de internationale organisationer større vægt og om at respektere den enkelte og alle staters suverænitet og ret til at følge sit eget spor. Og man fortolkede med begejstring store dele af Obamas programerklæringer forud for præsidentvalget i november 2008 som om, at han ville meget af det samme. Under alle omstændigheder syntes han villig til at gå væsentligt længere end sin modkandidat John McCain i denne retning, og det var i sig selv positivt.

Samtidig var man dog forbeholden overfor at tillægge Obama afgørende betydning. Der var allerede tidligt en erkendelse af, at han nok ville levere mindre end annonceret, og denne erkendelse kom muligvis af den kynisme, som vi finder i det politiske miljø i Rusland: Også hér kender man naturligvis til det at pakke egne mål og interesser ind i lækker retorik, som ingen rigtig kan være uenig i, for så bag den blankpolerede facade at føre en overvejende egennyttig politik.

Læs hele kapitlet om forholdet mellem USA og Rusland i antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der udkommer på Forlaget Rosenkilde Og Bahnhof mandag den 20. januar 2014.

Flemming Splidsboel Hansen er lektor i russisk politik ved Københavns Universitet og tidligere efterretningsanalytiker. Han har skrevet ph.d. om russisk udenrigspolitik og forsker bl.a. i Ruslands forhold til Vesten, derunder USA. Analyserer hver måned Ruslands relation til USA på Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen