Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Klimapanelet

Obama sender kraftværker på klimakur

Nu skal det være. USA’s CO2 udledning skal reduceres betydeligt. Den skal på skrump så at sige. Dermed er Obamas nye klimaplan den mest ambitiøse nogensinde i USA. Men ambitioner kan koste. Og ikke alle er motiverede til at slanke sig. Så selvom det umiddelbart virker fornuftigt at sende CO2 sværvægtere på kur, så forsvinder sult ikke ved at andre siger, at man ikke må spise længere. Og hvad er prisen for et omfattende slankeprogram?

Obama må gnide sig i hænderne. Give sig selv et klap på skulderen. Han har nemlig været ganske forudseende. Hvilket den mest magtfulde mand i verden naturligvis også bør være. For med sin ’Executive Order’ fra sidste år har præsidenten formået at snige den mest ambitiøse og kontroversielle klimaplan i USA’s historie ind gennem bagdøren. Og dermed udenom alle de mange politiske modstandere. Den politiske modstand til trods, har Obama givet sig selv muligheden for at blive indskrevet i historiebøgerne, som den første amerikanske præsident, der gik fra ord til handling på klimaområdet.

Obama har i samarbejde med EPA (USA’s klimaministerium) udarbejdet en særdeles ambitiøs plan. En plan som skal få USA’s klimaprofil til at gå fra middelalderlig til – om ikke fremsynet – så i hvert fald nutidig. Nu skal landets mange kraftværker omstilles, så Obamas løfte om at tilføre USA en grønnere profil med ham i embedet bliver gennemført. Den nye klimaplans hovedtemaer er, at USA’s kraftværker skal reducere udledningen af CO2 med 30% i 2030, og der skal omlægges til vedvarende energi. Og hvis det lykkes Obama, så vil en del af hans præsidentielle eftermæle være et grønnere USA. Ingen tvivl om det. Efter otte år med Obama i Det Hvide Hus vil hans arbejde for et mere grønt og bæredygtigt USA være et af de – måske for få vil nogen mene – politiske løfter, som blev holdt.

Den politiske modstand imod klimakuren er dog så tyk, at den kan ses med det blotte øje, og næsten så omfattende at man kan tage og føle på den. For den kommer ikke kun fra politiske modstandere i det Republikanske Parti. Flere prominente demokrater har offentligt stillet spørgsmålstegn ved den fremlagte plan mod klimaforandringer. Og når selv politikere, som burde være tilhængere af præsidentens klimaplan ikke vil gå på kur, hvad gør man så?

Politisk modstand fra begge lejre
Jobskabelse er et af præsidentens tilbagevendende argumenter for, at USA skal have en grønnere energiprofil. Obama mener desuden, at når vedvarende energi, såsom vindkraft og solenergi, i en vis udstrækning skal tage over fra kul, vil priserne på energi på den lange bane blive billigere. Blæst og sol er gratis. Republikanerne derimod stiller spørgsmålstegn ved vedvarende energi. De mener, at omlægningen får priserne på elektricitet til at skyde i vejret, fordi vedvarende energi ikke er ligeså pålidelig som kulkraft. Hvis vinden ikke blæser, solen ikke skinner og der ikke er bølger på vandet, hvor skal energien til produktion af elektricitet så komme fra? Desuden vil omlægningen af USA’s energiproduktion koste arbejdspladser. Hvilket sikkert også er rigtigt. Men modstandernes argumenter er en smule unuanceret. For med omlægning til mere bæredygtig energi vil nye arbejdspladser opstå andre steder. Samtidig er det ikke planen, at al energi skal komme fra vedvarende kilder. Kul vil stadig have en vigtig plads i energiproduktionen. Klimakuren indeholder dermed en debat om, hvorvidt det er sundt og dyrt at ændre kostvaner.

Hvem skal man så tro på? Hvilken fløj har ret? Det er selvsagt et holdnings spørgsmål af politisk karakter. Og det er Obama naturligvis klar over. Præsidenten ved godt, at den politiske linje som lægges for dagen har megen modstand. Det var forventet, at den republikanske modstand ville være stor og højrøstet. Derfor bliver Obama nødt til at benytte sin ’Executive Order’ fra sidste år til at gennemføre klimaplanen. Der er ganske enkelt ikke opbakning i Repræsentanternes Hus, hvor det som bekendt er republikanerne, som har flertallet. Kullene med den politiske misbilligelse overfor Obamas klimaplan er glødende og klar. Måden, Obamas klimaplan er blevet modtaget på, rummer nemlig overraskelsesmomentet, at det ikke kun er republikanere, som steger Obama på grillen. Flere demokrater har stillet sig i køen til barbecuen for at smide endnu et stykke Obama på. Kampen for at få Obama til at aflyse klimakuren er i fuld gang og har overraskende nok skabt enighed på tværs af de to store partier. Men var overraskelsen nu alligevel så stor for Obama?

For selvom det måske ikke er hverdagskost at finde politikere fra de to fløje spise af samme tallerken, så sker det jo alligevel en gang imellem. Nøgleordene ved en fællesmiddag på tværs af partierne er ’valg’ og ikke mindst ’stemmer’. De røde knopper som republikanerne fik, da Obama fremlagde sin klimaplan, er en naturlig allergisk reaktion overfor Obama. Hvorimod de demokrater, som har sagt fra overfor klimaplanen, særligt har en ting for øje. At blive valgt eller at blive genvalgt. I Kentucky, som er en af de mest kulproducerende stater i USA, er det politisk selvmord at hylde planen om omlægning fra kuldrevne kraftværker til vindmøller og solceller. Netop derfor er demokraternes håb i Kentucky, Alison L. Grimes, nødt til at udtrykke sin modstand overfor klimaplanen. Ved senatsvalget til november er hun nemlig oppe imod selveste den republikanske mindretalsleder af Senatet Mitch McConnell.

Klimaplanen er klar, parat til start – men til hvilken pris – og hvordan smager sejren?
EPA og Obama har lagt planen frem for at skabe et grønnere USA. Der er stort ingen tvivl om, at planen bliver ført ud i livet. Snart endda. Bortset fra problemstillingen om jobskabelse og prisen på elektricitet i USA, så står Obama også overfor politiske omkostninger som følge af hans klimaplan. Og den politiske pris ved klimaplanen er altså temmelig høj. For hvis klimaplanen ikke slankes på en måde, som skaber bredere konsensus i den demokratiske lejr, så står Obama ansigt til ansigt med en kø af demokrater, som ikke er loyale med deres præsidents politik. Nuvel, det er ikke det mest fantastiske signal at sende til omverdenen, at præsidenten ikke lytter til kritiske røster fra sit eget parti. Hvis ikke Obama allerede sad i sin sidste periode som præsident, så ville det have været en mindre katastrofe for ham.

Men at tabe flertallet i Senatet til republikanerne vil dog være endnu værre. Og det kan blive en direkte konsekvens af Obamas klimakur. For der er kulproducerende stater, hvor der skal vælges senatorer til november. Eksempelvis Kentucky. Hvis der skal bibeholdes et demokratisk flertal i Senatet, må Obama sluge den kamel, det er, at nogle demokrater nægter at gå med på kur. Kamelen er dog ikke uspiselig for Obama. For det er langt mere uappetitligt – nærmest giftigt – at tabe Senatet til republikanerne, og dermed gøre arbejdsbetingelserne for sig selv endnu mere besværlige. Betydningen for den næste præsident er også enorm. Hvis det bliver en demokrat, bliver det nærmest umuligt at gennemføre demokratisk politik. Hvis det bliver en republikaner, er der ingen grænser for, hvor store demokratiske portioner der bliver fortæret i Washington. Klimakuren vil, som mange andre kure før den, blive glemt og kiloene vil sætte sig igen.

Det politiske prisskilt for sin ambitiøse klimaplan kan Obama dermed selv skrive. Klimaplanen vil ganske givet ikke blive udvandet, og præsidenten vil bruge sin ’Executive Order’ til at rykke kraftværkerne i en grønnere retning, samt etablere vedvarende energi. Obama må leve med den demokratiske modstand. Og det gør han gerne. Han vil herefter have sin helt egen grønne side i historiebøgerne, og så må det koste sulten maverumlen i krogene for nogle demokrater. Det havde Obama nok alligevel set komme, da han satte klimakuren sammen og sendte kulkraftværkerne på skrump.

Written By

Tue Sander Hansen er bachelor i amerikanske studier og engelsk fra CBS med speciale i forholdet mellem lokal statslig og føderal klimapolitik i USA, samt master i globale studier fra RUC med speciale i global klimapolitik. Redaktør på antologien ‘Klimakrisen’, der udkom i maj 2015. Tue styrer ‘Klimapanelet’ og er tilknyttet Kongressen.com som klimaanalytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen