Kongressen.com
Analyse Den afrikanske vinkel Økonomisk analyse

Ørnen og dragen i Afrika

I august afholdt præsident Obama stormødet ”U.S.-Africa Leaders Summit” hvor statshoveder fra hele Afrika var inviteret til Washington for at styrke båndene mellem USA og Afrika. Det var et historisk stormøde, der understregede USAs interesser i Afrika på en lang række områder. Men USA har langt færre økonomiske investeringer i Afrika end rivalen Kina og den globale økonomiske konkurrence mellem de to stormagter har således fundet en ny arena. Det store spørgsmål bliver om de to stormagters interesser vil lede til konflikt eller samarbejde.

ØKONOMISK ANALYSE: Flere afrikanske nationer oplever i disse år god økonomisk vækst blandt andet på grund af naturresurser, investering i infrastruktur og stigende privatforbrug. I flere afrikanske lande udvides middelklassen, hvilket skaber en efterspørgsel på en lang række fabrikerede varer. I kølvandet på disse nye markeders udvidelse bliver handelssamarbejder med USA, Kina og EU mere og mere relevante. Til trods for dette falder USAs handel med Afrika i disse år, mens Kinas forøges i et betydeligt tempo.

I 2011 løb USAs handel med Afrika op i $125 milliarder, i 2012 løb det op i $99 milliarder, men i 2013 løb den samme handel op i kun $85 milliarder. Dette fald i handel skyldes i høj grad den slags varer som amerikanske firmaer primært beskæftiger sig med i Afrika: Naturresurser. I 2013 bestod 75% af amerikanske virksomheders importhandel med Afrika af naturresurser, hvoraf 60% var olie. Med så stor en andel af samhandel baseret på energi, og med udvidelsen af skifergasudvinding i USA, har en faldende efterspørgsel på olie betydet en reduktion af samhandel mellem USA og Afrika på cirka en tredjedel på blot to år. Det kan derfor heller ikke undre nogen at præsident Obama ønsker et fornyet fokus på de økonomiske relationer til Afrika.

Til sammenligning er Kinas handel med Afrika eskaleret betragteligt de seneste år. Tilbage i 2000 afholdte Kina i samarbejde med Afrika et forum for samarbejde ved navnet ”China-Africa Cooperation” (FOCAC). Samarbejdet afholder forum hvert tredje år for at understrege og videreudvikle relationerne mellem samarbejdspartnerne. Dette samarbejde startede ydmygt i 2000 hvor den samlede handel mellem Kina og Afrika på $10 milliarder. I 2011 var tallet oppe på $166 milliarder, i 2012 var det $198 milliarder og i 2013 var det $210 milliarder. Som kontekst for dette kan det nævnes at i 2013 var Kinas samlede handel med Afrika næsten det samme som USA’s på $85 milliarder og EU’s på $137 milliarder sammenlagt. Den kinesiske regering har endda udtalt at det er et mål at fordoble denne samhandel til $400 milliarder i 2020. På et konkurrencemæssigt plan får USA altså meget svært ved konkurrere fornuftigt med Kina hvis ikke der sættes et endnu mere tydeligt fokus på Afrika end hvad præsident Obama har lagt op til.

Økonomi og idealer
En af de medvirkende grunde til at Kina kan overhale amerikanske og europæiske investeringer i Afrika er at Kina ikke sætter høje humanitære krav til deres samarbejdspartnere. Hvor USA og EU sætter lovkrav til investeringspartnere ud fra vestlige demokratiske idealer, er Kinas fokus mere rettet mod det økonomiske samarbejde. Kina gør sig umage for ikke at skulle spille rollen som supermagt med ideologiske og humanitære forpligtelser og Xi Jinping, genrealsekretæren for det Kommunistiske Parti, udtrykker dette ved at omtale Kina som et ”udviklingsland”, hvis primære interesse er vækst og sikkerhed. Denne måde at underspille Kinas globale rolle, og med et direkte fokus på økonomiske frem for humanitære samarbejder, betyder at Kina har mulighed for at samarbejde med mange afrikanske nationer og ledere, som USA og EU ikke ønsker at samarbejde med.

Når USA samarbejder med afrikanske ledere eller nationer sættes der meget højt fokus på humanitære mål og demokratiske idealer. Men på et kontinent hvor der er mange muligheder for uoverensstemmelser på sådanne grundlag besværliggøres samarbejder betydeligt. I tilfælde hvor afrikanske nationer har indført lovgivning, som vestlige investorer og nationer har ment var i strid med menneskerettighederne, har det ofte betydet et reduceret samarbejde eller kollaps af samarbejde. Men det interessante er at det ikke altid er tilfældet. Til trods for humanitære idealer har USA ikke stået tilbage for at samarbejde med nationer eller ledere, hvis det har været i landets interesse. Udover at være moralsk spørgsmål bliver det tydeligt at det også har økonomiske konsekvenser da Kina har stor succes med ikke at blande sig i sine samarbejdspartneres lovgivninger eller demokratiske principper med mindre de bliver inviteret som rådgivere.

Quid pro quo
Et andet område Kina ikke er begrænset af i lige så høj grad som USA er økonomiske incitamenter i forhandlinger og samarbejdsrelationer. Hvad der i noget forenklet grad kan kaldes korruption dækker også over en lang række relationelle høfligheder og gaveudvekslinger, som er en stor del af kinesisk forretningskultur. Hvor amerikanske virksomheder er dækket af korruptionslovgivning som Foreign Corrupt Practices Act fra 1977, United Nations Convention Against Corruption (UNCAC) og OECDs retningslinjer, har Kina en anderledes indstilling til lignende handlinger. Selvom Xi Jinping er i gang med at gennemføre grundlæggende reformer af korruption i Kina, de mest omfattende i landets historie, så er der stadig mange kulturelle traditioner og decideret ”klassisk” korruption der spiller en rolle i Kinas samarbejde med Afrika.

Aggressive investeringer
På et mere grundlæggende økonomisk niveau er der stor forskel i de måder hvorpå USA og Kina investerer i Afrika. USAs økonomiske relationer til Afrika består primært af private virksomheder der investerer selvstændigt. Regeringen og Obama-administrationen kan give virksomheder gode incitamenter og udstede kontrakter til specifikt regerings-arbejde, men kan ikke direkte investere i Afrika. USAs udgave af kapitalisme overlader de primære investeringer til amerikanske virksomheder på det frie marked. Kina derimod støtter aggressivt op om investeringsprojekter gennem nationalt ejede banker og med direkte politisk støtte. Det betyder at kinesiske investorer ofte kan foretage større investeringer med højere risici end amerikanske konkurrenter, og derigennem altså tiltrække investeringsmuligheder betydeligt lettere. Kina har bevist gentagne gange at til trods for en forretningskultur, hvor der lægges stor vægt på høflighed, så kan landets investeringer være iblandt de mest aggressive og omfattende i verden.

Nulsums-spil?
Hvis USA ønsker at konkurrere direkte med Kina i Afrika, så er de allerede langt bagude. Alt fra investeringspraksis, lovgivning, humanitære idealer og finansiel støtte kan være forhindringer. Men hvor der bliver lagt meget vægt på konkurrencen mellem de to største stormagter på planeten, kan det være fornuftigt at stille et kritisk spørgsmål: Er Afrika et nulsums-spil? Altså, er alt opdelt så definitivt, så kinesiske fremgang automatisk betyder amerikansk eller europæisk tilbagegang? Hvis fokus er begrænsede naturresurser kan denne opfattelse være gældende, men der er mange omstændigheder hvor økonomiske investeringer i Afrika er til gavn for alle parter.

Udenlandske investeringer i afrikansk infrastruktur giver Afrika muligheder de ikke ville have haft ellers og muligheder for at udvide deres egen økonomi på næsten alle områder. Både USA og Kina har en interesse i et stabilt kontinent og derigennem sikre investeringer. BNP for kontinentet udgjorde i 2013 cirka $2,39 billioner, altså højere end Ruslands, men mindre end Tysklands. Den voksende middelklasse i Afrika er et marked som USA og Kina i fællesskab kan udvide og investere i. Der et solidt økonomiske potentiale i Afrika for alle aktører, nationale såvel som internationale, men også håndgribelige udfordringer. For USA består disse primært i at udvide handel med Afrika samtidig med at balancere økonomiske interesser og demokratiske idealer.

Johannes Martin Nyborg er en del af panelet ved den store Afrika-konference på Copenhagen Business School torsdag den 27. november.

Læs også

Konflikten mellem Iran og USA understreger hvor handlingslammet Europa er når international politik bliver sikkerhedspolitisk

Kongressen

Svækker Libyen-konflikten det amerikansk-tyrkiske forhold?

Kongressen

Kongressen.com igen på Folkeuniversitet i København

Kongressen

Everybody back to their corners

Philip Chr. Ulrich

Trump indleder Iran-offensiv på de sociale medier

Katrine Villarreal Villumsen

Facebook forbyder ’deepfakes’ – men fænomenet truer stadig præsidentvalget

Katrine Villarreal Villumsen