Kongressen.com
Analyse

Polariseringen er den største trussel mod USA’s coronarespons

Trods den sundhedsmæssige og økonomiske nødsituation under coronakrisen er det politiske USA ufortrødent fortsat op ad en tilsyneladende endeløs polariseringsspiral. Det vil gøre – og har allerede gjort – situationen langt værre, end den havde behøvet være, for uden en samlet plan bliver spørgsmål om liv og død, og sikkerhed overfor økonomi, til en polariseret og udsigtsløs debat, der risikerer at forhindre den så afgørende kollektive respons. Og mens folk kommer ud af lockdown i både genåbninger og demonstrationer, ser smitten ud til at sprede sig i landet igen. I USA er coronakrisen stadig kun lige begyndt.

Af Daniel Quistgaard

Siden George Floyds død er nyhedsdagsordenen i USA ganske forståeligt blevet overtaget af den enorme protestbevægelse, der har spredt sig over hele landet. I den forbindelse kan det virke absurd at tænke på, at coronakrisens udvikling indtil for få uger siden var en på samme måde fuldstændig altoverskyggende nyhed, men demonstrationerne har altså ikke fået virussen til at forsvinde. Tværtimod er der en væsentlig risiko for, at virussen blusser op igen, for manglerne i USA’s håndtering af krisen er ikke blevet løst, og samtidig kan protesterne skubbe yderligere til den polarisering, der som altid er en afgørende del af problemets rod.

Den polarisering ramte coronaspørgsmålet for det, der føles som et par år siden, hvor USA’s præsident i pandemiens begyndelse talte om coronavirus, som han taler om så meget andet. Han mente, at der var styr på situationen, og nedtonede faren, formentlig med henblik på at sikre fortsat fremgang på et aktiemarked, der som bekendt reagerer dårligt på usikkerhed og risici. Det er en efterhånden velkendt politisk kommunikationsstrategi, der måske kan være effektiv, så længe emnet er tilpas abstrakt og fjernt fra befolkningens virkelighed. Men det blev coronavirussen som bekendt ikke ved med at være.

Tværtimod slog virkeligheden hårdt igen, og den medfølgende krise berører alle landets indbyggere, Trump-tilhængere såvel som hans modstandere. Og nu, hvor USA’s menneskelige tab skal opgøres i sekscifrede tal, står Trumps udtalelse i februar om, at antallet af smittetilfælde hurtigt ville falde fra 15 til 0, tilbage som et symbol på administrationens manglende parathed.

Corona blev et spørgsmål om politisk identitet
I mellemtiden var det i stedet Trumps politiske modstandere, der talte for nedlukning og forsigtighed, og som udenrigsredaktør her på Kongressen.com Philip Chr. Ulrich argumenterede for på tidspunktet, kan det have været medvirkende til, at Trump aldrig endte i den lejr. Bl.a. grundet kløften mellem partierne – og ikke mindst deres opfattelse af hinanden – anså Trump det ikke for en reel mulighed på den måde at anerkende, at demokraternes tilgang var den rigtige. Men når han negligerer de farer, der er forbundet med virussens udbredelse, og angriber fortalerne for forsigtighed og længere lockdowns, sætter han yderligere fart på polariseringsspiralen.

Når Trump nægter at forholde sig til fakta og videnskab, gør han det nemlig samtidig meget svært for sine tilhængere at tage både Trump og de eksperter, der taler ham imod, alvorligt – og ofte er loyaliteten til Trump stærkere end tiltroen til myndighederne. Således bliver forsigtighed og sikker ageren i et virusbefængt samfund – som alt andet – til et spørgsmål om politisk identitet og tilhørsforhold.

I netop denne situation er det imidlertid ikke uforståeligt, at den amerikanske præsident agiterer for at åbne økonomien for at få den tilbage på sporet. Dels lider hele landet under den økonomiske krises næsten ufattelige omfang, dels har økonomien længe været hans bedste argument for genvalg i det forestående præsidentvalg.

Selvom han i midten af marts erklærede en national nødsituation, er han derfor fortsat med at nedtone farerne ved at genåbne økonomien og ved pandemien generelt. Desværre har det endnu ikke medført en egentlig plan for at genåbne landet under sikre forhold, hvor risikoen for en ny bølge af smitte senere på året er minimeret. Derfor står USA nu i en situation, hvor sygdommen har været på en nedadgående kurve, men nu ser ud til at stabilisere sig, efter mange stater er begyndt at genåbne deres økonomier, om ikke i blinde så i hvert fald med skyklapper på.

Ingen plan i sigte
Og på grund af en kombination af USA’s politiske polarisering, der gør demokrater meget lidt tilbøjelige til at rose Trump, og den mildt sagt mangelfulde håndtering af krisen, har Trump heller ikke fået samme popularitetsboost som andre ledere. Selv steder, hvor virussen har haft forfærdelige omkostninger, såsom New York og Italien, er befolkningen rykket sammen om deres ledere i en anerkendelse af, at de gør deres bedste for at styre igennem krisen. Det er den samme slags ”rally-’round-the-flag”-effekt, som George W. Bush oplevede kort efter 9/11-angrebet, men Trump har ikke formået at hæve debatten – eller sig selv – over de hverdagsskænderier, der til daglig fylder i nyhedsbilledet.

I stedet er tiden med lockdowns i store dele af landet gået, uden at der er udsigt til nogen forkromet corona-plan fra Det Hvide Hus. Og fordi det ikke lykkedes at tegne en vej fremad, der kunne give økonomien kunstigt åndedræt uden at sætte den sundhedsmæssige fremgang over styr, blev genåbningsdebatten mere og mere polariseret – og mindre og mindre konstruktiv. I stedet for at diskutere, hvordan genåbningen skal foregå, har man gravet skyttegrave med argumenter, der er komplet uspiselige for modparten.

Trump og Capitol Hills republikanere har fra starten bare villet åbne økonomien hurtigst muligt – og demokraterne nægter at løfte restriktionerne uden en klar strategi for håndtering af den potentielt større smitte, det vil føre med sig. På overfladen kom det derfor til at ligne en kamp mellem tankeløs genåbning og endeløs lockdown, og debatten har en selvforstærkende polariserende effekt.

Det gjorde det svært for de stridende parter at nå til enighed om de fælles politiske løsninger, man efterhånden har fundet frem til i andre lande. I stedet kan genåbningen og enkeltpersoners smitteforebyggende adfærd blive til en ny front i den pågående kulturkamp mellem det blå og det røde Amerika. Og på grund af coronakrisens natur har det ikke bare politiske konsekvenser i form af beslutningslammelse, men kan også få frygtelige sundhedsmæssige konsekvenser, hvis smitten virkelig blusser op igen.

Demonstrationernes betydning
Og det er der begyndt at være klare tegn på, at den gør. Eller, måske er det forkert at sige ”igen”, for smitten spredes især i stater, der i første omgang undgik store udbrud som det, der ramte eksempelvis New York City, hvor virussen nu til gengæld er på tilbagetog. På nationalt plan betyder det, at USA’s epidemikurve ganske vist er fladet ud, men den falder ikke længere. I stedet har den ramt et plateau, og med mere genåbning på vej er det langtfra utænkeligt, at landet endnu en gang står overfor en voksende sundhedskrise.

I den forbindelse kan de seneste ugers demonstrationer ende med at få en skurkerolle – og ikke bare fordi de enorme forsamlinger i sig selv udgør en væsentlig smittefare. Måske mere problematisk er nemlig det signal, det sender, når tusinder og atter tusinder af demonstranter samles, efter den slags i månedsvis har været enten direkte ulovligt eller kraftigt frarådet af sundhedsmyndighederne. Det gør det sværere at overbevise befolkningen om at huske at følge corona-retningslinjerne: Demonstranterne selv kan begynde at føle en normalisering som den, der har indfundet sig i Danmark, og modstanderne af bevægelsen vil næppe acceptere at skulle agere dydsmønstre, når resten af landet virker til at være ligeglade.

Og her spiller polariseringen selvsagt også en rolle, for på det seneste er tiltroen til sundhedsmyndighederne styrtdykket, efter at mange sundhedseksperter på trods af retningslinjerne opfordrede til deltagelse i protesterne. Så godt som alt er politisk polariseret i USA, og når myndighederne ender på den ene side, kommer reaktionen prompte på den anden.

Derfor er den store fare ved den manglende plan og polariseringen af genåbningsdebatten, ikke mindst i kølvandet på protestbevægelsen, at amerikanerne dropper de tiltag, der skal begrænse smittespredningen. Når der ikke er en national plan for sikker genåbning at følge, er det muligt, folk vil følge signalerne fra deres foretrukne politikere – og Donald Trump vil have vælgermøder igen. Og hvis amerikanerne bliver mindre ængstelige for coronasmitte, kan man ikke længere forvente, at de af sig selv vil holde den fornødne afstand eller begrænse deres aktivitet, som man ellers har set det i eksempelvis Sverige.

Med den seneste udvikling i flere stater in mente er det ikke svært at se, hvordan coronavirussen kan vende tilbage i USA med fornyet kraft. Og med en regering, der nægter at forholde sig til krisen, en polariseret og ukonstruktiv politisk debat og en befolkning, der bliver mindre villig til at følge sundhedsmæssige retningslinjer, kan konsekvenserne blive langt værre, end de havde behøvet at være. Mens vi nyder vores genvundne frihed i en relativt fredsommelig epidemi i Danmark, ser amerikanerne ind i det tragiske resultat af deres lederes utilgivelige forkludring af coronahåndteringen.

Læs også

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen

Her lurer nogle af overraskelserne ved kongresvalget i november

Lars Græsborg Mathiasen

Russisk dusør for drab i Afghanistan bekymrer på flere niveauer

Philip Chr. Ulrich

Præsidentvalgkamp set gennem en græsrods øjne

Camilla Sebelius Winther