Kongressen.com
Analyse

Præsidentkandidaterne skal kunne tage pis på sig selv

Da Hillary Clinton og Donald Trump den anden aften deltog i berømte Al Smith middag, blev der traditionen tro fortalt vittigheder fra talerstolen. En øvelse, der langt fra falder alle politikere lige let. Hverken aktuelt eller historisk.

Begge former for humor synes at gå imod Donald Trumps bøllehumor på talerstolen, som Frank Rich fra NY Magazine beskriver det, så er Trumps ”instrument of humor the bitch-slap, blunt and cruel.” Men hvor Trump ikke har svært ved at tale andre ned, så har han vist sig at være ømskindet, hvad angår hans egen status som en vinder med store hænder og mange penge. Det at erkende fejl eller mindre heldige sider ved sig selv virker naturstridigt for den republikanske kandidat. Trumps tale ved Al Smith Memorial Dinner viste da også i flere momenter, hvorfor han har haft svært ved at træde ind i traditionerne omkring præsidentiel retorik i den nationale del af valgkampen.

Gore var heller ikke med på spøgen
Det er dog ikke første gang, at en præsidentkandidats manglende evne til at tage sig selv lidt mindre seriøst har skabt problemer. Saturday Night Live satireprogrammet har levet nogle bidende sketches af årets tre præsidentielle debatter, hvor de netop har været effektive til at udstille kandidaternes svage sider. Tilbage i 2000 var det samme scenarie med George Bush og Al Gore, hvor de to kandidaters henholdsvis joviale, men knap så vidende, cowboy manerer og professor-persona blev karikeret til stor begejstring for seerne. Forskellen dengang var at Bush tog det lettere gumpetunge image til sig og gjorde det til en del af sin persona. Han fik derved både taget noget af brodden af kritikken samt gjort sin svaghed som kandidat til en del af appellen ved kandidaturet. Bush blev kandidaten man kunne have en øl og en forståelig samtale med. Al Gore derimod kunne i lang tid ikke forlig sig med den TV-udgave der blev vist af ham, og derfor fik denne karikatur lov til at stå alene som en kritik af hans person, fremfor at Gore-kampagnen udnyttede den effektivt til at gøre Gore mere menneskelig ved at vise at den arrogante robot-karikatur ikke var andet end det.

Den mest beskedne person i verden
Samme tilgang til TV-satiren kan siges at være tilfældet i denne valgkamp. Hillary Clinton har spillet med på spøgen flere gange i Saturday Night Live, mens Trump via Twitter har foreslået at showet lukkes ned efter Alec Baldwins lidet flatterende portræt af byggematadoren. Til Al Smith Dinner eventet kunne man også opleve en Trump, der havde svært ved at lave sjov med sig selv. Han blev dog reddet af konteksten, hvor hans normalt storpralende udtalelser blev taget for at være ironiske, alene af den grund, at forventningen var at Trump skulle være ironisk. Således kunne Trump sige følgende: “The truth is I’m actually a modest person. In fact, people tell me that modesty is actually my best quality — even better than my temperament.” Problemet med flere af Trumps udtalelser ved middagen var, at han sådan set sagde det samme, som han altid siger i sine taler. Forskellen var, at her kunne folk tillade sig at grine ad det.

Trump klarede sig dog udmærket i første del af talen, hvilket på mange måder er i tråd med hans debatpræstationer. Efter en lettere pudsig forurettet indledning om alle de politikere, der ikke længere kunne lide ham, leverede Trump flere metakommentarer til sin egen tale, hvorigennem han fik fremhævet det forstilte i politiske taleres forsøg på at være sjove. Samtidig forsøgte han, på sin egen måde, at fremhæve sin kone Melania Trump, som den der havde bukserne på derhjemme.

Der hvor talen dog for alvor røg af sporet var, da han gik i gang med at ’roaste’ af Clinton. Vanen tro kunne Trump ikke holde formen hele seansen ud, og hans tale endte med at gå over stregen i dens grovhed og spillede bl.a. dovent på konspirationsteorier, som f.eks. da Trump sagde, at Clinton var så korrupt, at hun var blevet smidt af Watergate-kommissionen. Til et middagsselskab til ære for katolikker i New York vinder man heller ikke stilpoint for at sige følgende: ”Here she is tonight in public, pretending not to hate Catholics.” Dette blev ikke fulgt op med en udglattende bemærkning eller bare en forklaring for den sags skyld. Så selvom Trump formåede at levere punchlines, som hans støtter kunne more sig over, formåede han også at levere tilpas skyts til at medierne og Clinton-kampagnen nok engang har kunnet fylde dagene derpå med en ny omgang ”har I hørt, hvad Trump sagde?!” Og det på trods af at Clinton også leverede flere slag under bæltestedet til Trump i sin humoristiske tale på en aften, hvor publikum havde ligeså travlt med at finde en grimasse der kunne passe, som de havde med at le.

Humor er det bedste forsvar
I moderne tid har det altid hjulpet præsidenten at være klar med en hurtig bemærkning. Berømt er eksemplet med den aldrende Præsident Ronald Reagan under valgkampen i 1984, hvor han overfor sin modstander Walter Mondale siger at han ikke vil bruge alder i valgkampen – og derved drage nytte af sin modstanders ungdom. Mondale var 56 på det tidspunkt. Præsident Barack Obama har også vist sig at være en habil Straight Man, der med et deadpan-udtryk i ansigtet har kunnet agere effektiv partner for komikere som Zach Galifianakis og Keegan-Michael Key. Obama har i særdeleshed benyttet humor til at afmontere nogle af de konspirationsteorier, som bl.a. Trump har fremsat, omkring Obamas fødested. På den måde har den nuværende præsident også kunnet leve op til sin kones nyklassiske mantra, ”When they go low, we go high.”

Humor er en måde at vise overskud på i en kritisk situation. I takt med at kravene til præsidentens personlighed er steget, er humor blevet en vigtig del af værktøjskassen for præsidenten, særligt under valgkampe, hvor kritik bedre kan afværges eller afvæbnes, hvis befolkningen kan se, at man er bevidst om sine egne fejl og er villig til at arbejde med dem. Den slags erkendelse er det svært at se Trump komme frem til som comedian-in-chief, og det er ikke blevet mindre svært efter at have oplevet talen ved Al Smith Memorial Dinner.

Læs også

Meningen med USA’s tilbagetrækning fra Tyskland

Philip Chr. Ulrich

Det betyder en VP-kandidat for præsidentkampagnen

Camilla Sebelius Winther

Kampen om Amerika: Bidens VP-hovedpine og Trumps fejl

Kongressen

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen