Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Putin puster nyt liv i det transatlantiske forhold

Med Krim-krisen har det transatlantiske forhold måske fået et nyt samlingspunkt, om end de overordnede konfliktpunkter mellem USA og Europa fortsat består. Det blev også tydeligt under Obamas Europa-besøg.

Mon man havde husket Obamas første besøg i Bruxelles for særlig meget, hvis det ikke havde stået i Krim Krisens tegn? Det er selvfølgelig svært at besvare et kontrafaktisk spørgsmål, men kendetegnende for Obamas europæiske besøg i sidste uge var, at det på grund af krisen i Ukraine havde fået en helt anden dagsorden, end det oprindeligt var hensigten.
Atomtopmødet i Haag skulle primært handle om nedrustning, men blev til et spørgsmål om, i hvor høj grad Rusland havde tænkt sig at engagere sig i denne proces. Det egentlige G8 topmøde blev til et G7 topmøde – da man på ubestemt tid holder Rusland udenfor – og handlede ikke først og fremmest om økonomi, men om Ukraine og NSA’s overvågninger. Besøgets store højdepunkt var dog Obamas tale i Bruxelles, som var blevet ventet med spænding i de europæiske hovedstæder. Talen var da også et godt udtryk for Obamas europæiske besøg: Mange visioner, som blev leveret velformuleret og karismatisk, men ikke mange konkrete politiske resultater.

For udover at G8 er blevet til G7, og at det næste G7 møde holdes i Bruxelles i juni i stedet for i Rusland, er det begrænset, hvor meget konkret, der er kommet ud af Obamas besøg. Besøget var først og fremmest vigtigt af symbolske årsager, da det skulle manifestere, at USA og Europa står sammen i denne krise. Men samtidig var det også åbenlyst, at der er transatlantiske uenigheder over, hvordan Krim Krisen skal håndteres; både når det gælder omfanget af økonomiske sanktioner, men også i forhold til forsvarsbudgetter.

Alle medlemmer skal bære deres del af byrden
EU befinder sig fortsat i en position, hvor organisationen er en økonomisk gigant, en politisk dværg og en militær orm, som den tidligere belgiske udenrigsminister Mark Eyskens engang formulerede det. Fra amerikansk side er der stadig en udpræget frustration over EU, som først og fremmest ses som et bureaukratisk monster og ikke som en velsmurt politisk maskine. Groft sagt er amerikanerne udmærket klar over, at man er nødt til at ringe direkte til Berlin, London eller Paris, hvis man vil opnå konkrete politiske resultater, og altså ikke til Bruxelles.
Set fra Washington fylder Europa derfor mindre i disse år, især efter den økonomiske krise har ædt vækstraterne og forsvarsudgifterne har været dalende i mange år. I sin tale i onsdags kom Obama da også med et klokkeklart og slet skjult vink med en vognstang til europæerne; nemlig at der skal bruges flere penge på forsvaret. ”Alle medlemmer skal bære deres del af byrden. Alle skal vise, at de er parate til at investere i det fælles forsvar”, lød det således fra den amerikanske præsident.

Obama henviste her ikke kun til de store nedskæringer, som mange europæiske regeringer har gennemført på forsvarsområdet i de seneste år, men også til det faktum, at USA forsat betaler cirka 73 procent af NATO-regningen. I dag er de eneste lande, der lever op til NATOs løse forpligtelse om at medlemmer skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvaret, USA, Storbritannien, Estland og Grækenland. De to sidstnævnte er ikke ligefrem økonomiske kæmper, og man kan undre sig over, hvor nogle af Europas mere velhavende lande befinder sig. Således bruger Danmark kun 1.4 procent af sit BNP på forsvaret, den økonomiske stormagt Tyskland endda kun 1.3 procent, hvilket er mindre end lande som Albanien og Kroatien bidrager til NATO-budgettet.

Kritikere vil påpege, at EU har verdens næststørste forsvarsbudget, hvilket selvfølgelig er korrekt. Dog bruger EU-landene i gennemsnit også kun 1.7 procent af deres BNP på forsvaret. Derudover gør nationale særinteresser og manglende koordinering blandt EU’s medlemmer, at forsvarsbudgetterne ikke administreres særlig effektivt. Et godt eksempel på dette var interventionen i Libyen, som Europa ikke kunne eksekvere uden amerikansk hjælp. Set i dette lys kan man godt forstå Obama-administrationens harme over et Europa, som gerne kalder på sin amerikanske ven, når det har brug for hjælp – som i Krim Krisen – men ikke selv vil påtage sig en større byrde; ikke engang når det skal agere i sin baghave.

Krim er et europæisk spørgsmål
Kynikere vil måske påpege, at Krim Krisen er det bedste, der kunne ske for et transatlantisk forhold, som er ved at miste sin betydning. Det er der bestemt noget om. Man kan godt sige, at Putins handlinger har givet det transatlantiske forhold og NATO et nyt formål, og at fremtidens udfordring kan blive det kollektive forsvar af Europa. Det var bestemt ikke det, Obama havde i tankerne, da hans administration lancerede the pivot to Asia for fem år siden.

Men med den russiske bjørn på rov kan det transatlantiske forhold igen koges ned til sin gamle essens fra den Kolde Krig, nemlig sikkerhedspolitik. Obamas tale gjorde det tydeligt, at Krim Krisen har fornyet amerikanernes opbakning til NATO, og at krisen står højt på Obamas dagsorden. Den amerikanske præsident påpegede således, at Rusland er ”en regional magt, der truer sine naboer – ikke på grund af styrke, men af svaghed.” Selvom konflikten i Ukraine primært er et europæisk anliggende, så vurderer Obama, at USA ikke kan vælge at vende blikket bort fra Ukraine, da det ville stride imod amerikanske værdier og skade amerikansk værdighed. Denne udmelding kan umiddelbart give et indtryk af, at idealisten Obama er tilbage i det Hvide Hus. Man skal dog huske på, at Obama tidligere er kommet med den slags udmeldinger, for eksempel overfor Mellemøsten, uden at følge op på retorikken politisk. Det er trods alt nemmere at holde en velformuleret og visionær tale end at engagere USA i en konflikt, som udspiller sig tusindvis af kilometer væk fra det amerikanske fastland.

I stedet for at blive grebet af Obamas visioner er det derfor en god ide at holde i tankerne, at USA grundet sin geografiske position ikke har de store interesser på spil i Ukraine, og at andre har meget mere brug for USA end USA har brug for dem. Det er nemt at forstå, hvorfor dele af den ukrainske befolkning ønsker at hoppe i seng med Den Europæiske Union og NATO, men det ikke er så indlysende, hvorfor USA skulle ønske at dele dyner og puder med Ukraine – hvilket med stor sandsynlighed vil optrappe konflikten – som Harvard professoren Stephen Walt påpegede i denne uge.

Putin har legitime interesser
Samtidig er det svært at få øje på, hvad Obama reelt set kunne have gjort for at stoppe Putin. George W. Bush gjorde intet, da Rusland invaderede Georgien i 2008, ligesom Dwight Eisenhower forholdt sig passiv, da sovjetiske styrker invaderede Ungarn i 1956. Selv den store og stærke Kold Krigs helt Ronald Reagan var magtesløs, da Kreml i 1981 fik den polske general Wojciech Jaruzelski til at indføre militær undtagelsestilstand.

Om man kan lide det eller ej, så har Rusland legitime interesser i Ukraine og på Krim, hvilket Obama også gentagne gange i private samtaler og i offentlige erklæringer har bekræftet overfor Putin. Den primære problemstilling er derfor ikke længere Krim, men hvorvidt annekteringen af Krim giver Putin mod på mere. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, især taget i betragtning af, at Putin ved, at det ikke er i Vestens interesse at have en konflikt med Rusland. Men det er heller ikke i Putins interesse. Den russiske præsident ved udmærket godt, at yderligere russisk ekspansion vil være en game changer, der for alvor vil få USA på banen. Derfor er det usandsynligt, at Putin fortsætter ekspansionen. For nok er den russiske præsident en bulderbasse, men han er samtidig også en rationel en af slagsen, som Jens Ringsmose, lektor ved Center for War Studies på Syddansk Universitet, har bemærket overfor dagbladet Politiken.

Den lidt kyniske konklusion er derfor, at Putin umiddelbart kan annektere Krim, og så længe han ikke optrapper konflikten, slipper han af sted med det. Konsekvensen for den russiske bjørns aggressive optræden bliver dog, at den i en periode lever uden for det gode selskab, og at han puster nyt liv i det transatlantiske forhold. Men mon ikke Putin kan leve med det?

Skrevet af

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen