Kongressen.com
Feature

Putins Syrien-offensiv presser vaklende USA yderligere i Mellemøsten

Ruslands engagement i Syrien er udtryk for at Putin har set en mulighed for at opnå en historisk russisk ambition om adgang til Middelhavet, samtidig med at han kan presse NATO. Det har han gjort ved at udnytte et geopolitisk vakuum som Obama-administrationen har skabt, og som er blevet forstærket af kræfter uden for amerikansk kontrol.

Over det seneste stykke tid er russiske styrker rykket ind i Syrien, hvor de har konsolideret sig rundt om Latakia-flybasen i det vestlige Syrien. Styrken består af både landstyrker og luftstyrker (både kampfly og helikoptere), og det fik i første omgang det amerikanske udenrigsministerium til blot at konstatere at styrkerne var sendt afsted alene for at beskytte russiske interesser i luftbasen. Det viste sig dog hurtigt at det ikke blot var for at beskytte luftbasen, men i stedet at Rusland har iværksat luftoperationer for at støtte Assad-regimet som ellers har været under hårdt pres på det seneste.

Rusland har med denne intervention meldt sig ind i konkurrencen om at blive en dominerede regional aktør i Mellemøsten – en rolle som USA ellers har domineret gennem mange år. Men Obama-administrationens politik over for regionen har åbnet for at andre aktører også har kunnet melde sig på banen.

Samtidig åbner det op for at Rusland kan presse NATO fra en sydlig retning, og dermed supplere det pres som lægges på alliancens østlige flanke.

Da det arabiske forår greb regionen forholdt USA sig meget afventende, og valgte i tilfældet med Ægypten, efter længere tids overvejelser, at kræve at Hosni Mubarak skulle træde tilbage. Dermed forlod USA en gammel allieret, og kastede deres lod sammen med den folkelige opstand. Fra et idealistisk perspektiv var det også det rigtige at gøre – støtte en folkelig opstand som krævede rettigheder til folket og afskaffelse af diktatur. Men i et geopolitisk perspektiv så var læren klar for de øvrige statsledere i Mellemøsten, man var ikke længere sikret ubetinget amerikansk opbakning. Derfor måtte de nu finde ud af en anden regional struktur, hvor man klarede sig selv og støttede hinanden. Det har man blandt andet set med dannelsen af en sunni-muslimsk militæralliance mellem blandt andre Saudi Arabien, Ægypten og en række Golfstater som har engageret sig i Yemen. Det er dette geopolitiske vakuum, som Rusland nu har søgt at finde en plads i.

En historisk russisk drøm
Ruslands intervention i Syrien sker for at støtte op om Assad-regimet, som er Ruslands billet til en fast base i det østlige Middelhav. Det har været en historiskdrøm for Rusland at opnå adgang til Middelhavet, for bedre at kunne projicere russisk magt ud over et større område. Historisk har Rusland nemlig været begrænset af kun at have direkte tilstedeværelse i Sortehavet, men denne tilstedeværelse har ikke kunnet udvides på grund af først Osmannerrigets og senere Tyrkiets kontrol med Bosporus-strædet. Ruslands ønske om adgang til Middelhavet blev allerede i det 19.århundrede set som en trussel af de vestlige magter, og Storbritannien og Frankrig udkæmpede Krim-krigen fra 1853 blandt andet for at standse russisk kamp for adgang gennem Bosporus.

Med en hurtig intervention har Putin opnået, hvad russiske ledere har drømt om i mange år.
Med tilstedeværelsen af russiske fly og andre militære enheder i Syrien er krigen i Syrien blevet langt mere kompliceret. Konflikten i Syrien har gennemgået flere faser, først var det en folkelig opstand, og senere blandede regionale aktører som Saudi Arabien og Iran sig. Nu er konflikten blevet en del af en geopolitisk konkurrence, med USA og Rusland i centrale roller. Men det er ikke kun borgerkrigen i Syrien som Rusland står overfor at blive en aktiv aktør i.

Rusland kan påvirke situationen i Irak
I et andet træk som har fanget Obama-administrationen på sengen, har Rusland indgået en aftale med Iran, Syrien og Irak om udveksling af efterretninger om Islamisk Stat. Det var et træk som USA ikke havde forudset, og Pentagon har siden arbejdet på at finde ud af hvad aftalen indebærer. Mange af de efterretninger som Irak har om Islamisk stat får de nemlig fra USA, og derfor er man bekymrede for hvad der bliver delt med især Rusland. Man er ikke interesseret i at Irak deler efterretninger, som kan give Rusland et billede af hvilke kapaciteter USA råder over.

Men Rusland kan også komme til at påvirke luftoperationer i Irak. Ifølge en artikel fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War kan Rusland hæmme amerikanske operationer ved at begynde luftoperationer i Irak. Fordi der ikke er nogen koordination mellem russiske og amerikanske enheder, så vil russiske luftoperationer betyde at amerikanerne bliver nødt til at begrænse deres operationer for at undgå utilsigtede sammenstød. Det er ifølge artiklen ikke sandsynligt at den irakiske regering vil standse russiske operationer, for det vil betyde klart at vælge side mellem USA og Rusland. I kraft af at Rusland er rykket tættere på Syrien og Iran, så er det ikke nødvendigvis i regeringens interesse at fravælge Rusland. Dermed kan det tvinge USA til at begrænse sine operationer. Det er selvfølgelig et worst-case scenarie, men under alle omstændigheder komplicerer russiske luftoperationer konflikten i Syrien og Irak.

Noget som yderligere komplicerer USA’s krig mod Islamisk Stat, og ambitionen om at Bashar al-Assad bør trække sig, er at Iran lader til at have sendt landstyrker til Syrien for at støtte offensive operationer mod forskellige oprørsgrupper.

Dermed har Rusland og Iran tilsammen leveret den type militære styrker til Assad-regimet, som USA og Vesten ikke har kunnet levere til de moderate oprørere. Dette har samtidig været den store begrænsning ved operationerne i Syrien og Irak, nemlig at man ikke har haft styrker på landjorden, som har kunnet følge op på presset som koalitionen har skabt fra luften.

Nu har Rusland leveret luftstøtte, og Iran landstyrker, og kan dermed støtte Assad-regimet i langt mere effektive operationer end de moderate oprørere er i stand til.

Tilstedeværelsen af russiske fly i luftrummet over Syrien vil også gøre det svært for Vesten at indføre en flyveforbudszone, som mange ellers har talt for. Hvis Rusland begynder at eskortere syriske luftstyrker, vil det betyde at Vesten ikke kan angribe de syriske regeringsfly af frygt for at komme i konflikt med russiske kampfly. Dermed kan Rusland endnu en gang sætte Vesten skakmat, og sikre Assad-regimet yderligere.

En anden geopolitisk kontekst
Man skal dog ikke kun set de russiske styrker i Syrien i en mellemøstlig kontekst. Man er også nødt til at se det i en europæisk kontekst. Over det seneste år har Rusland gennemført operationer i Ukraine, for at fastholde den destabiliserede situation i landet og dermed forhindre at Ukraine nærmer sig Vesten. Det har ført til en øget tilstedeværelse af NATO styrker i de østeuropæiske medlemslande for at afskrække yderligere russiske aktioner. Putins muligheder har været ret begrænsede i forhold til at lægge yderligere pres på NATO landene, da yderligere aktioner vil skulle gå imod medlemmer af Alliancen, og det er en risiko som Putin ikke kan tage.

Ved at have tropper i Syrien har Putin fået placeret tropper ved NATO’s sydlige grænse, lige op til medlemslandet Tyrkiet. Faktisk er russiske fly lige nu kun få minutters flyvning fra tyrkisk luftrum. Dermed er NATO nu nødt til at orientere sig mod den sydlige flanke, en øvelse som vil kræve yderligere ressourcer fra Alliancen. Det er altså ikke kun for at markere sig i Mellemøsten at Putin at placeret styrker i Syrien, det giver også yderligere mulighed for at lægge pres på NATO, som del af at opnå Putins ambition om at genrejse Rusland som stormagt.

Obama ville ud af Mellemøsten
Det vakuum som Rusland nu prøver at finde en plads i, er opstået i kølvandet på at Obama-administrationen ønskede at trække sig ud af regionen. Ambitionen var klar da præsident Obama overtog det Hvide Hus, nemlig at få afsluttet USA’s krig i Irak, og undgå at blive engageret i en ny krig.

Det var netop derfor at Obama-administrationen ikke ønskede at engagere sig da det Arabiske Forår, før langt inde i forløbet. Det var her man krævede Mubaraks afgang, og sendte signalet til de øvrige ledere i regionen, at de måtte klare sig selv. Dette efterlod et vakuum, idet USA lod til at have forladt sin hidtidige stilling som dominerende aktør i regionen.

Problematikken i at lande som Saudi Arabien og Iran nu i højere grad begyndte at kæmpe om rollen som dominerende magt i regionen, forstærkede de konflikter og forstyrrelser som opstod i kølvandet på det Arabiske Forår. De to lande har siden forsøgt at udnytte den usikre situation som opstod som resultat af folkelige opstande til egen fordel, og ført stedfortræderkrige mod hinanden for at blive den dominerende magt. Syrien har været hovedscenen for disse stedfortræderkonflikter, og nu er situationen altså blevet mere kompliceret af indblandingen af stormagter som USA og Rusland.

Obama-administrationens opgave i det næste stykke tid er at finde fodfæstet efter at være blevet overrasket af de russiske aktioner. Dernæst skal man fortsætte revisionen af strategien for kampen mod Islamisk Stat, men nu skal man have inkorporeret en russisk, og iransk, tilstedeværelse i Syrien. Kort sagt kan man nok se frem til nogle lange aftener det næste stykke tid i Pentagon og det amerikanske udenrigsministerium.

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen