Riget i midten i den globale verden

Forskellene mellem Kina og Vesten er delvist betinget af historien, og denne har i høj grad indflydelse på den kinesiske selvforståelse ift. Kinas plads i verden, og den kinesiske følelse af exceptionalisme. Ser man på den kinesiske historie, er der en række perioder, som påvirker den kinesiske forståelse af, hvilken placering Kina i dag og i fremtiden bør indtage i det internationale system.

Af Jacob Theis Winther Jørgensen, Cand.Scient.Pol. med speciale i kinesisk historie

Kinas lange historie spiller en stor rolle, når man skal forstå landets ageren i det moderne internationale system. Den ambivalente arv fra flere tusind års storhed kombineret med et århundredes ydmygelse fra vestlig side former stadig, hvordan Kina forholder sig til USA og de øvrige stater i regionen.

Den historiske plads i regionen bruges nu til at præsentere omfattende krav til store dele af det kinesiske øhav, som tilhører Kina. Her benyttes den kinesiske historie ofte som argument for kinesernes uomtvistelige ret til diverse småøer.

Tributsystemet og Riget i midten
Fra 200-tallet og frem til 1800-tallet var Kina centrum for et statssystem, som man i Vesten kalder tribut-systemet. Tributsystemet var centreret om Kina og angav formelle hierarkiserede strukturer for de politiske relationer mellem Kina og de øvrige aktører i systemet. Tributsystemet var bygget op efter patriarkalske konfucianske normer med Kina som faderen og tributlandene som sønner. Kina vejledte de andre lande, der til gengæld formelt set anerkendte Kina som leder af systemet og betalte tribut til kineserne gennem gavegivning. Formelt blandede Kina sig sjældent i tributstaternes interne anliggender. Det reelle billede var dog mere kompliceret. Dels fordi de gaver, som tributstaterne fik retur fra Kina, som regel var mere værd end dem, som de gav kineserne, og dels fordi flere af vasallerne i lange perioder ikke accepterede kinesisk overherredømme – en slags organiseret hykleri, hvor medlemmer af systemet kunne overtræde de gældende normer uden at ødelægge systemets legitimitet.

Den konfucianske arv
Efter 100 års vestlig dominans fra midt 1800-tallet vendte mange kinesere sig fra den filosofiske verdensforståelse konfucianismen. Sidenhen undertrykte Mao konfucianismen, der derfor fyldte mindre end tidligere i det kinesiske samfund fra midten af 1800-tallet og frem til slutningen af 1970’erne.

Konfucianismen har oplevet en genopblomstring i Kina i de sidste tyve år og særligt siden 00’erne. Der er flere grunde til dette. For det første har nedtoningen af den kommunistiske retorik fra de kinesiske ledere efterladt et vakuum for en samfundsideologi, der nu fyldes af konfucianismen. For det andet spiller konfucianismen en stor rolle i forhold til at sikre sammenholdet i et samfund, hvor nogle er blevet meget rige på kort tid, mens mange stadig er meget fattige. For det tredje bruges konfucianismen som et modsvar til Vestens normer og værdier. De konfucianske normer og værdier handler om at stille fælleskabet over individet, om social harmoni og orden.

Kinas holdning til menneskerettigheder bygger bl.a. på dette konfucianske tankegods, hvor det eksempelvis er vigtigt at have et samfund med social harmoni, hvor man i fælleskab løfter de mange millioner kinesere, der stadig lever i fattigdom. Et sted at bo, et arbejde og nok mad og ejendele er således mere centrale elementer i den kinesiske forståelse af menneskerettigheder end eksempelvis ytringsfrihed, som kan bruges til at kritisere kinesiske ledere og derigennem skabe disharmoni.

Ydmygelsens århundrede
Ydmygelsens århundrede er betegnelsen for perioden fra den første Opiumskrig i 1842 til Folkerepublikkens oprettelse i 1949. Opiumskrigene blev fulgt af en lang række ulige traktater mellem Kina og de vestilige stormagter og Japan. Traktaterne begrænsede den kinesiske suverænitet på en lang række områder og delte det kinesiske imperium op i udenlandske koncessioner, hvor dele af riget som Tibet, Taiwan og Hong Kong gled ud af den centrale regerings kontrol. Ydmygelsens århundrede sluttede af med den meget voldsomme japanske krig mod Kina fra 1937 til 1945 – en krig, hvor kineserne mistede langt flere menneskeliv end nogle af de vesteuropæiske lande eller USA gjorde under 2. Verdenskrig – og kommunisternes efterfølgende magtovertagelse i 1949.

Vestmagterne tvang det kinesiske kejserrige i knæ og åbnede dets marked for udenlandsk handel. Dette gav et alvorligt knæk til den kinesiske nationalfølelse, der stadig i dag præger kinesernes opfattelse af forholdet mellem Kina og resten af verden. Kina gik fra i århundreder at have været ”Riget i midten”, et kulturelt og politisk midtpunkt, til at blive reduceret til et semi-kolonialt rige med begrænset selvstændighed og indflydelse.
Alle disse historiske forhold har i dag givet en dobbeltsidet kinesisk selvforståelse, hvor der på den ene side er stolthed over den dynastiske fortid og at være ”Riget i midten”, mens der på den anden side er store mindreværdskomplekser ift. ydmygelsens århundrede.

Kinas plads i verden
Udslaget af den dobbeltsidede selvforståelse er, at Kina søger at genfinde, hvad kinesernes ser som Kinas retmæssige plads i centrum af verdensordenen samtidig med, at der i Beijing er megen mistro overfor, hvad Vesten vil påtvinge kineserne.

Denne fornyede hævdelse af Kinas plads i det internationale system er især baseret på økonomisk vækst. Kina har haft en vækst i reelt BNP på ca. 10 % i gennemsnit i perioden 1979-2013. I denne periode er lidt over 400 millioner kinesere blevet løftet ud af fattigdom, og Kina er for alvor blevet en økonomisk supermagt. Kina kom desuden relativt bedre gennem finanskrisen i 2008 end Vesten, hvilket har haft stor indflydelse på kinesisk selvforståelse ift. Kinas placering i det internationale system, da dette har skabt mere selvsikkerhed i Kina.

Kineserne har eksempelvis arbejdet for en reformering af FN-systemet og nye normer i FN. Ift. selve FN har Kina søgt at flytte indflydelse fra de vestlige lande til udviklingslandene. I FN promoverer kineserne et stærkt narrativ om ikke-indblanding i andre landes affærer, medmindre disse specifikt har bedt om hjælp. F.eks. mener man i Beijing, at de vestlige lande gik længere i Libyen, end de havde mandat til fra FN, og derfor valgte man at blokere for en FN-intervention i Syrien. Narrativet om ikke-indblanding er også belejligt for kineserne, der i den grad ikke er interesseret i, at andre skal blande sig i, hvordan Kina håndterer Tibet, Hong Kong, Xinjiang og endda forholdet til Taiwan. Fra kinesisk side er man derfor heller ikke bange for at true og sanktionere alt og alle, der udtaler sig om Tibets uafhængighed, eller som mødes med Dalai Lama. Kinesiske ledere er også ekstremt tyndhudede over for både intern og ekstern kritik. Dette er naturligvis udtryk for et presset styre, men der genfindes elementer af den kinesiske historie i denne usikkerhed.

Jacob Theis Winther Jørgensen er Cand.Scient.Pol. med speciale i kinesisk histories påvirkning på landets udenrigspolitik.