Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Russisk teatertorden, mens vi venter på en New Deal for sikkerhed i Europa

USA, Europa og Rusland har brug for en ”New Deal” for sikkerhed i Europa. Den kommer ikke på NATO-topmødet i Warszawa. 2016 er et politisk mellemår, der skaber dødvande. Mod slutningen af 2017 eller først i 2018 kan den dagsorden begynde at gro.

Af Jens Worning Sørensen, ekstern lektor i international politik, Statskundskab ved Københavns Universitet og udenrigskommentator ved Kristeligt Dagblad.

Inden NATO-landenes regeringsledere mødes i juli i Warszawa vil EU på statsledermødet sidst i juni forlænge sanktionerne mod Rusland over Ukraine. Rusland vil forlænge sin fødevareembargo mod vesten. I Østukraine er våbenhvilen forsat porøs, med mulighed for eskalering i sommervarmen. Intet har med andre ord ændret sig i den nye Øst-Vest-konflikt, siden den bragede i gang for to år siden.

Dengang i september 2014 besluttede NATO-topmødet i Wales en række initiativer, som nu udmøntes. Bl.a. ved at vi her i juni har tre store, separate NATO/USA-øvelser tæt på Ruslands grænser – flådeøvelse i Østersøen, hærøvelser i henholdsvis Polen og Baltikum. De største siden den Kolde Krig.

NATO-topmødet vil tage nye initiativer mod Rusland. Og der vil komme russiske modsvar. Og – ikke mindst – vil vi se en voluminøs russisk teatertorden udfolde sig medialt omkring NATO-topmødet. Det vil blive mødt med skarpe formuleringer og retorik, der sender skurkerollen til de forsamlede NATO-lande i Warszawa.

Rusland både forstår og forstår ikke NATO’s initiativer de sidste par år. Når spændingen mellem øst og vest stiger, som følge af Ruslands rolle på Krim og i Østukraine, så er det en no-brainer, at det vil føre til øget oprustning i vest. Ville det ikke ske, så ville russerne for alvor være forundrede. Så at der sker det, der må ske, har Kreml intet grundlæggende problem med. Det Rusland ikke forstår og har et grundlæggende problem med, er at NATO siden den Kolde Krig nærmer sig Ruslands baggård. Det er ikke mangel på begavelse eller kløgt, der afskærer Kreml fra at forstå NATO’s motiver. Det er en fundamentalt – og vigtigst – konfliktende sikkerhedspolitisk tænkning, der afskærer Kreml fra at forstår NATO fuldt ud. Det modsatte gør sig i øvrigt og ikke overraskende også gældende.

Da den Kolde Krig sluttede blev den nye orden i Europa bygget på det fundament og med den arkitektur vesten har udviklet siden 2. Verdenskrig. EU, NATO og det transatlantiske broderskab. Og gerne en udvidelse af EU og NATO i både dybde og bredde. Rusland var velkommen – og det var vores perception frem til Georgienskrigen i 2008 – til at knytte sig tættere og tættere til dette hus på sin måde. Umiddelbart efter den Kolde Krig havde Rusland ikke styrke til at udfordre denne orden. Derfor noterede vi os ikke Ruslands modstand. Men tolkede russisk, verbal frustration i den anledning, som reaktioner fra en tidligere stormagt, der endnu var lavt på læringskurven i at finde sig til rette i sin nye rolle.

I nullerne styrkedes den russiske økonomi. Og Putin satte fra start en kamp i gang for at få det svage, uduelige og korrumperede russiske forsvar sat på fode igen. Det var – og er – en kamp med samme system selv. Det russiske forsvar er forsat korrupt. Men ikke længere svagt og udueligt. Vesten og Putin fandt ikke hinanden – selvom begge parter ærligt forsøgte – under Putin’s første præsidentperiode. Derfor ændrede Kreml kurs efter 2004. Og har siden gjort brug af sine militære muskler til at nå sikkerhedspolitiske mål, når de konflikter med vestens og passende kompromisser ikke kan findes i de internationale organisationer, hvor vi samarbejder. Georgien 2008. Krim 2014. Syrien 2015.

Intet af dette handler om Putin og hvilket humør Ruslands stærke leder er i, når han står op om morgenen. Det handler om forskellig og konfliktende sikkerhedspolitisk tænkning. Den slags går dybt, er konservativt og selvreproducerende. Det indebærer, at det ikke er noget vi kan tale os ud af. Det er et modsætningsforhold, der er en realitet. En realitet, som må håndteres.

Den europæiske tænkning er, at hvis lande samarbejder stadig tættere, så bindes der interesser i samarbejde og man lærer at sameksistere. Fred og sikkerhed er kun på spil, når man ikke lykkes med denne øvelse. Hvilket er det europæiske tema i år med Brexit, flygtningekrise, folkelig mistillid. I Rusland ser man sikkerhed konstitueres – eller trues – af de store betydende magter i en region. Derfor skal disse tage hinandens legitime interesser i ed og sammen skabe en sikkerhedsarkitektur, der afspejler kombinationen af interesser og styrke. Krydret med hvad sofistikeret adfærd i forhandlingens kulisser kan opnå. Derfor bliver vi usikre, når Rusland med (vold og) magt forsvarer sin – i egen optik legitime interessessfære. Og derfor bliver Rusland usikre, når vi udvider vort fredelige – inklusiv det militære – samarbejde helt op til Ruslands grænser.

Handelssanktionerne mod Rusland, NATO-beslutningerne i Wales for to år siden og de, der besluttes i Warszawa i juli har alle til formål at få Rusland til at ændre adfærd. Det er ikke sket. Tværtom har vi to års jubilæum på en øst-vest konflikt i dødvande. For at ”bridge” den fundamentale konflikt har vi brug for en ”New Deal” for sikkerhed i Europa. Et stærkt politisk initiativ og lederskab, der etablerer en bro mellem de to konfliktende tænkninger i øst og vest. Det sker ikke i 2016. Det er et mellemår. Vi skal have nogle ting på plads. En ny præsident i USA. Et parlamentsvalg i Rusland. Muligvis også parlamentsvalget i Tyskland i efteråret 2017. Men så skal en ”New Deal” også på plads. For ellers kommer vi for tæt på næste præsidentvalg i Rusland i 2018. Og så står vi måske med en ny kold krig. Denne gang ikke globalt. Blot i Europa. Resten af verden vil drage videre. Med ringe forståelse for, at det gamle Europa ikke længere magter at prioritere sine vigtigste problemer. Og løse dem i den rækkefølge.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen