Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Så sluttede våbenhvilen mellem Trump og Cruz

Årets første republikanske tv-debat blev som forventet et slagsmål mellem flere af de centrale aktører. Marco Rubio og Ted Cruz fortsatte deres strid, mens den hidtidige våbenhvile mellem Cruz og Donald Trump en gang for alle sluttede i South Carolina

De har indtil videre afstået fra at angribe hinanden. Tværtimod har begge ved flere lejligheder talt om, hvor gode venner de er, og hvor meget respekt, de har for hinanden. Men den republikanske tv-debat i South Carolina var ikke mange minutter gammel, før Donald Trump og Ted Cruz røg i totterne på hinanden og dermed officielt afblæste den våbenhvile, der indtil videre har præget deres relation.
Trump og Cruz indtager en delt førsteplads i den første primærstat, Iowa, og appellerer til mange af de samme vælgersegmenter. Derfor var det også forventeligt, at de to på et tidspunkt måtte afslutte den påtagede venlighed og tage konfrontationen. Det skete i nat og det gik ikke stille for sig. Bemærkelsesværdigt var det, at ingen af de herrer for alvor fik sat den anden på plads. Trump angreb Cruz på hans valgbarhed, eftersom Cruz er født i Canada. Den angreb returnerede Cruz på effektiv vis og efterlod Trump lidt forslået. Men dog ikke mere end da Cruz kort efter skød på Trump i et spørgsmål om Trump og New York, fik Trump returneret mindst lige så effektivt ved at gøre personangrebet til et generelt angreb på New York og i den forbindelse inddrage 9/11-angrebet og måden, New York som by havde rejst sig igen. En returnering, Cruz tydeligvis ikke havde forventet og som gjorde, at han mistede flere af de stik, han få minutter havde taget fra Trump.

Men det var ikke kun Trump, Tea Party-senatoren fra Texas var i clinch med. Striden fra foregående debat mellem Cruz og Florida-senator Marco Rubio fortsatte i nattens debat, om end den først kom godt halvanden time inde i den godt to timer lange debat. Skat og immigration var de centrale temaer, de to senatorer sloges om. En strid, der igen udstillede forskellene mellem den moderate fløj og Tea Party-bevægelsen, og som samtidig viste, at Rubio og Cruz er de to skarpeste republikanske debattører.

For generelt var det, som ved de foregående debatter, igen en god aften for både Marco Rubio og Ted Cruz. Begge fik slået fast nok engang, at de har ordet i deres magt og evner at dominere en debat. Og lige netop den evne gjorde, at et par af de øvrige kandidater på scenen, især Jeb Bush og John Kasich, flere gange gled ud i glemslen.

Trængt i baggrunden, må man også sige, at Ben Carson blev. Og når han endelig stemplede ind, var hans pointer tæt på uforståelige. Især når det handler om udenrigs- og sikkerhedspolitik kommer den pensionerede kirurg i sandhed til kort. Og hvis Carson havde håbet, at nattens debat kunne vende de faldende målinger, bliver han nok skuffet. Tværtimod er der en hvis sandsynlighed for, at det modsatte bliver tilfældet.

Nattens debat var en både intens og medrivende debat, om end den formentlig ikke vil ændre dynamikken i valgkampen. Marco Rubio fik nok en gang slået en fed streg under, at han er bedste bud på de moderate republikaneres kandidat, Ted Cruz fik manifesteret Tea Party-bastionen, mens Donald Trump igen i nat ikke leverede en homerun performance, men heller ikke begik graverende fejl.

Kampen om den republikanske partisjæl fortsætter med andre ord for fuld styrke. Og nu hvor våbenhvilen mellem Donald Trump og Ted Cruz officielt er afblæst, er der god grund til at antage, at debatten i den nærmeste fremtid bliver både voldsom, intens og personlig. Nøjagtig som vi så det i nattens debat i South Carolina.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen