Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Sikkerhedsråd spiller central rolle i USA’s udenrigspolitik

Siden 1947 har et nationalt sikkerhedsråd spillet en central rolle i enhver amerikansk præsidents tilrettelæggelse af sin udenrigspolitik. Det har varieret hvor magtfuldt rådet har været, men det har altid været til stede i beslutningsprocesserne. Nu foreslår ambassadør Peter Taksøe-Jensen at Danmark laver et tilsvarende. Hvilke problemer og fordele har USA så haft med sit?

På en hengemt side 89 i den nye rapport om dansk udenrigspolitik, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen præsenterede mandag, falder fokus på et ”Nationalt Udenrigs- og Sikkerhedsråd”. Et sådan råd vil kunne hjælpe med at koordinere og samtænke dansk udenrigspolitik, med en række centrale ministre siddende i rådet. Forslaget er at det nye råd skal støttes af et sekretariat med en national udenrigs- og sikkerhedsrådgiver, samlet under Statsministeriet. I en glimrende artikel i Jyllands-Posten forklarer Morten Bruhn, hvorfor denne anbefaling formodentlig ikke er modtaget med glæde i Udenrigsministeriet, da idéen om et sådan råd under Statsministeriet vil tage indflydelse væk fra Asiatisk Plads. Noget som ethvert bureaukrati frygter – afgivelse af magt til en anden del af magtapparatet.
Men hvor idéen om et ”Nationalt Udenrigs- og Sikkerhedsråd” er ny i Danmark og kan give anledning til kamp mellem Udenrigsministeriet og Statsministeriet, så har man haft et sådan råd i rigtig mange år i USA. Her er erfaringerne noget blandede.

Helt grundlæggende har det afgørende for hvor succesfuldt det nationale sikkerhedsråd i USA har været, er kommet an på den enkelte præsidents holdninger og temperament, samt gennemslagskraften for den nationale sikkerhedsrådgiver og de enkelte ministre.

Et råd med sit eget liv
Det nationale sikkerhedsråd i USA blev oprettet ved lov i 1947, og har siden levet et foranderligt liv. Det har nemlig været meget forskelligt, hvordan de enkelte præsidenter har forholdt sig og givet plads til det nationale sikkerhedsråd.

En af de præsidenter som tog et opgør med det nationale sikkerhedsråd var præsident Kennedy. Han foretrak mere uformelle diskussioner med sine rådgivere, og forlod sig også i højere grad på en lille sluttet kreds. Helt modsat har man Richard Nixon, som øgede magten og indflydelse for det nationale sikkerhedsråd, især hjulpet på vej af den magtfulde sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger. Denne større rolle skyldtes at Nixon ønskede at opprioritere udenrigspolitik og langsigtet planlægning for at håndtere de udfordringer USA stod overfor. Dermed blev det nationale sikkerhedsråd utrolig magtfuldt. I de to tilfælde er det altså kommet an på den enkelte præsidents prioriteter.

Hvis vi springer frem til nyere regeringer, så er den første periode med George W. Bush et godt eksempel på en svag national sikkerhedsrådgiver. Her blev Condoleezza Rice fuldstændig kørt over af de to konkurrenter Colin Powell i udenrigsministeriet og Donald Rumsfeld i Pentagon. Dermed blev det nationale sikkerhedsråd svækket i den yderst vigtige beslutningsproces.

Den tendens er blevet vendt under præsident Obama, som har styrket rolle for det nationale sikkerhedsråd og den staben omkring det. Årsagen til denne udvikling er at præsident Obama i høj grad har søgt at koncentrere kontrollen over udenrigs- og sikkerhedspolitikken i det Hvide Hus. Det ønske bunder blandt andet i en mistro mod ledelsen i Pentagon, som præsidenten fik et dårligt forhold til allerede i 2009 i forbindelse med diskussionerne om en ny strategi i Afghanistan. Denne øgede rolle til det Hvide Hus har i løbet af Obamas tid ledt til skarp kritik af hvad der bliver set som unødvendig detailstyring af udenrigspolitikken. På den anden side skal dette nok ses som resultat af en mistro til de andre aktører i den udenrigspolitiske proces.

Disse historiske tilfælde viser altså, at det kommer meget an på sammensætningen af personligheder i det nationale sikkerhedsråd, og særligt præsidentens præferencer. Om det samme vil være tilfældet, hvis Danmark får et lignende råd, vil være et spørgsmål om hvordan det bliver organiseret og rådets plads i processen bliver formaliseret.

Rådets opgave og sammensætning
Formålet med det nationale sikkerhedsråd er at rådgive præsidenten i forhold til udarbejdelsen af amerikansk udenrigspolitik, og samtænke udenrigspolitiske, indenrigspolitiske og militære aspekter af forskellige problemstillinger. Af den grund blev rådet og den tilhørende stab tilknyttet og underlagt det Hvide Hus. Der er en række faste medlemmer af rådet, men det er muligt for den enkelte præsident at ændre i sammensætningen. De faste medlemmer er: præsidenten, vicepræsidenten, udenrigsministeren, forsvarsministeren. Præsident Obama har besluttet at energiministeren også skal være fast medlem. Forsvarschefen og chefen for de amerikanske efterretningstjenester er tilknyttet som faste rådgivere.

Til at støtte arbejdet i rådet oprettede man så en ”National Security Council staff”, som laver det forberedende arbejde inden møder. Indsatsen i denne afdeling koordineres af den nationale sikkerhedsrådgiver, som står for koordination af de primære medlemmer af sikkerhedsrådet inden møder med præsidenten. Som vist har det været meget forskelligt, hvor stor magt denne organisation har haft i den udenrigspolitiske proces.

Spørgsmålet er om man er villig den danske regering til at gribe fat i den bureaukratiske kamp, som formodentlig vil komme hvis man går videre med overvejelserne, som Taksøe-Jensen lægger op til.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft