Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Sikkerhedsrådet sætter fokus på veteraner

Veteraner fylder rigtig meget i både amerikansk politik og kultur. Hyldesten af soldater som har kæmpet for deres land er et fast element ved politiske sammenkomster, såvel som sportsarrangementer. I Danmark er et større fokus på veteranpolitik noget forholdsvis nyt, men noget som bør fylde endnu mere. Over den næste måned sætter Sikkerhedsrådet fokus på veteranpolitik i både Danmark og USA.

Mange danskere har prøvet at være i USA og bemærke et meget anderledes fænomen. Ved boarding af flyvemaskiner, inden sportsarrangementer går i gang, ved politiske møder eller bare generelt på bumper stickers. Overalt møder man en eller anden form for hyldest af veteraner. Der er en helt anden kultur for hyldest af veteraner i USA, end vi kender det i Danmark. En kultur som debattører i disse år faktisk siger har taget overhånd, og overskygger en reel indsats for veteraner.

I Danmark er det især i kølvandet på missionerne i Irak og Afghanistan, at Danmark for alvor har sat fokus på veteraner og nødvendigheden af en koncentreret indsats for folk som bliver udsendt i dansk tjeneste. Der er derfor stadig lang vej for dansk veteranpolitik, men bare fordi USA i langt flere år har fokuseret på veteraner, så betyder det ikke at deres system kører som det bør. Lang fra. Ligeledes i kølvandet på missionerne i Irak og Afghanistan, kombineret med en global finanskrise, halte veteranindsatsen i USA også bagefter. Mange er tabt af systemet. Ifølge en undersøgelse fra det føderale Department of Veterans Affairs begår over 20 veteraner hver dag selvmord. En statistik som tydeligt udstiller behovet for reformer og øget fokus.

Hen over sommeren oplevede Danmark også flere selvmord og forældredrab blandt veteraner, begivenheder som bør få politikerne op af stolene.

Krigskorrespondenten Sebastian Junger skriver i sin bog ”Tribe: On homecoming and belonging”, at et andet kæmpe problem for veteraner er den store arbejdsløshed. Finanskrisen har betydet at mange veteraner har svært ved at finde arbejde, når de ikke længere er i militæret. Det betyder ifølge Junger, at de mangler den følelse at høre til, som de havde i militæret. Denne følelse af ikke at høre til nogen steder, er ifølge Junger en af grundene til at mange veteraner bliver deprimerede og får symptomer PTSD. Indsatsen for at hjælpe veteraner, både i Danmark og USA er altså utrolig kompleks, og indeholder mange flere aspekter, end man ofte ser i medierne.

På denne flagdag står politikerne i kø for at bringe mere fokus og flere penge til indsatsen for danske veteraner. En noget anderledes respektfuld attitude, end da statsministeren for et par uger siden opfordrede veteraner til at have ”ro på”, da kritikken af regeringens veteranpolitik var meget heftig i diverse medier.

Hvad de mange løfter videre bliver til, så snart fanerne er pakket sammen efter dagens festivitas og pengene skal findes på finansloven, bliver spændende at se.

Umiddelbare udmeldinger som reaktion på regeringens udspil, er at der mangler større fokus på hjælp til selvmordstruede veteraner og et par andre områder, men at regeringens udspil og Socialdemokraternes mål om at bruge 100 millioner kr. på veteranpolitikken er positive tegn.

Det er rigtig vigtigt at have en debat om dansk veteranpolitik, og prøve at kigge på hvordan det gøres i USA, så man kan lære af deres successer og fiaskoer. Derfor sætter Sikkerhedsrådet over den næste måned fokus på veteranpolitik i både dansk og amerikansk kontekst. Det gøres ved artikler fra bl.a. veteranorganisationen Veteranalliancen, danske politikere og artikler om den føderale og private indsats for veteraner i USA.

Vi håber I vil tage godt imod artikelserien.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen