Kongressen.com
Feature

Slagsmålet om Petraeus som Obama ikke vil tage

Tidligere i år anbefalede FBI og justitsministeriet at man rejste anklager mod tidligere CIA direktør David Petraeus for lækage af klassificeret materiale til hans elskerinde. Det slagsmål var Obama dog ikke villig til at tage med Petraeus’ støtter i Kongressen, trods hans eller hårde tilgang til lækagesager.

I september 2012 kom det frem, at CIA direktør David Petraeus havde haft en affære med kvinden, som ikke længe før havde skrevet en biografi om ham og hans ledelsesstil, Paula Broadwell. Affæren blev behandlet vidt og bredt i medierne, også danske medier havde fokus på den omsigtvækkende sag, og med det samme affæren blev afsløret, trak Petraeus sig tilbage som direktør for CIA. Det var et spektakulært fald fra stjernerne for den mest fremtrædende amerikanske officer i post-11.september generationen. Fra at have haft frelserrollen som øverstbefalende i Irak og Afghanistan, og posten som direktør for CIA, måtte Petraeus trække sig fra offentlighedens søgelys. For mange var det umiddelbart det – endnu en Washington hot-shot som ikke kunne dy sig.

Men siden Petraeus trak sig, har FBI og jurister fra det amerikanske justitsministerium kørt en efterforskning af, hvorvidt Petraeus måske har haft lækket klassificeret materiale til Paula Broadwell. Mistanken blev bl.a. vakt af udtalelser fra Paula Broadwell i forbindelse med terrorangrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi, hvor hun kom med oplysninger, som ingen udenfor CIA angiveligt havde adgang til, samt passager i hendes meget omtalte biografi om Petraeus.

I januar i år, efter to års efterforskning, faldt så bomben. FBI og juristerne fra justitsministeriet havde afsluttet deres efterforskning og anbefalingen lød, at der burde rejses tiltale mod Petraeus for lækage af klassificeret materiale til Paula Broadwell. Den mest fremtrædende og berømte general i sin generation stod pludselig overfor en mulig retssag og fængselsdom på op til flere år. I begyndelsen af denne måned lavede Petraeus så en aftale med justitsministeriet, om at han erklærer sig skyldig i et anklagepunkt, og derefter slipper med to års prøvetid (hvor han ikke må lave lignende forseelser) samt en bøde på $40.000. I forhold til hvordan Obama administrationen ellers har håndteret lækagesager, så må det siges at være let sluppet. Årsagen skal findes i Kongressen.

Frelserfigur som faldt
Fra februar 2007 til begyndelsen af 2008 stod Petraeus i spidsen af USA’s krig i Irak, og gennemførte en ny strategi, som brød med den hidtidige måde amerikanerne havde opereret i landet. Over det år faldt antallet af angreb på amerikanske styrker og civile døde markant. Æren for denne udvikling blev tillagt lagt Petraeus og hans strategi. Over det år blev Petraeus den mest betydningsfulde general i det amerikanske forsvar, og en markant stemme i den udenrigspolitiske debat bag scenerne i det Hvide Hus og Kongressen. Den popularitet der fulgte med succesen i Irak, fulgte ham i hans senere udnævnelse til øverstbefalende for alle amerikanske styrker i Mellemøsten. Politikere fra begge sider (især republikanerne) roste ham til skyerne ved enhver lejlighed, og da præsident Obama kom til, kunne han på ingen måde ignorere Petraeus’ mening i strategidebatterne i det Hvide Hus.

Da Stanley McChrystal blev fyret som chef for koalitionsstyrkerne i Afghanistan, blev Petraeus kastet ind i frelserrollen, for at redde situationen. Med kort varsel blev han sat ind som chef for NATO’s ISAF mission, og over det næste år forsøgte han at skabe samme positive udvikling i Afghanistan, som man havde set i Irak.

Da hans tid som chef for ISAF var omme, skulle man finde en ny post til Petraeus. Valget faldt på direktør for CIA, muligvis for at få ham lidt væk fra det politiske miljø i Washington, men samtidig en post som passede Petraeus ganske udmærket. Den lå godt i forlængelse af hans hidtidige erfaring, og han kunne blive ved med at tjene sit land.

I september 2012 kom så afsløringen af hans affære med Paula Broadwell, og han måtte trække sig fra posten ved CIA. Der var lang vej fra den store afskedsceremoni (komplet med æresvagter fra alle værn i det amerikanske forsvar og taler fra forsvarschef og forsvarsminister), som var blevet afholdt for ham, da han blev pensioneret fra militæret for at komme over til CIA, til den offentlige afgang som han fik fra CIA.

Oven i den lidet glorværdige afgang skulle man så lægge en efterfølgende årelang FBI efterforskning af, hvorvidt Petraeus havde lækket klassificeret materiale til Paula Broadwell.

Faste støtter i Kongressen
Lige siden hans afgang fra CIA har Petraeus holdt en meget lav profil, i høj grad med baggrund i den kørende FBI efterforskning.

Men mens Petraeus har haft lagt sig fladt ned og afventet afgørelsen, så har hans støtter arbejdet hårdt.

Vel nok den største Petraeus støtte i Kongressen må siges at være senator John McCain. Lige fra Petraeus blev en mere kendt skikkelse i bredere kredse i slutningen af 2006, har McCain støttet op om Petraeus. Ved enhver lejlighed hvor Petraeus har skullet vidne for Kongressen om forskellige sikkerhedspolitiske emner, så har McCain ledt an i roserne af Petraeus, hans bedrifter og status som ”national hero”. Også mens efterforskningen kørte, har McCain støttet op om Petraeus og flere gange klaget over at sagen tog så lang tid – sådan kunne man ikke behandle en nationalhelt. Der måtte komme en afsluting. McCain har ligefrem haft skrevet et brev til justitsminister Eric Holder, hvor han klagede over, at sagen stadig ikke var afsluttet.

Da anbefalingen kom, at man burde rejse tiltale mod Petraeus var der endnu en gang mange, især republikanske, støtter, som kom frem i medierne. De talte for, at man skulle lade være med at retsforfølge Petraeus, for så alvorligt var det jo heller ikke, og for øvrigt så var han jo en nationalhelt. Skriften på væggen var tydelig – hvis der blev rejst tiltale mod Petraeus, så kunne det lede til et politisk slagsmål med republikanerne i Kongressen. Nu er det jo selvfølgelig ikke præsident Obama, som beslutter hvem der skal rejses tiltaler mod eller ej, men mon ikke der har været en venlig formaning om at finde ud af noget, som ikke ville vække for meget opsigt. Kampen om en eventuel retssag mod Petraeus ville ikke være det værd.

Resultatet blev i hvert fald, at Petraeus erkendte sig skyldig i, at have givet Paula Broadwell de notesbøger han holdt fra sin tid som general, hvor hun bl.a. fik informationer om lukkede møder mellem Petraeus og præsident Obama. Straffen er, at han er på prøvetid i to år, hvor han ikke må lave lignende forseelser, samt en bøde på $40.000. Det må siges at være billigt sluppet.

De ”nemme” sager
Generelt har Obama administrationen nemlig slået hårdt ned på lækagesager. For eksempel blev CIA agenten Jeffrey Sterling i januar dømt for at have givet information til New York Times journalisten James Risen om sabotage af Irans atomprogram. Strafudmålingen kommer til april, men at Sterling i det hele taget er dømt anses af mange som en sejr for Obama administrationen og dens kamp mod sådanne sager.

Et andet eksempel er CIA analytikeren John Kiriakou, som i januar 2013 blev idømt 30 måneders fængsel for at have lækket informationer om en specifik CIA agent, og videre linkede agenten til en specifik hemmelig mission. Kiriakou afsonede sin dom fra januar 2013 til februar i år. Disse er blot nogle eksempler på sager, som man har ført mod folk som har lækket informationer på den ene eller anden måde.

En anden åbenlys sammenligning er Edward Snowden, som i øjeblikket befinder sig i Rusland efter han har fået annulleret sit amerikanske pas. Hvis Snowden måtte vende tilbage til USA, ville han kunne se frem til en lang retssag, formodentlig efterfulgt af en lang fængselsdom. Der har da også allerede været Snowden-støtter ude og sige, at man bør tilbyde ham en lignende aftale, som man har tilbudt Petraeus.

Nu er det jo dog vigtigt at huske proportionerne i disse sager. Snowden har lækket langt større mængder materiale og mere sensitivt materiale, end det Petraeus gjorde. Men princippet består – lækager har været noget Obama administrationen ellers har slået hårdt ned på. Men i dette tilfælde har Petraeus simpelthen haft for mange stærke støtter til at det medfølgende politiske slagsmål ville være det værd. Og samtidig – det ville være svært at sælge en retssag mod den mest berømte general fra post-11.september konflikterne, til det er hans image stadig for stærkt.

Nu er det spændende bare, hvad venter der i fremtiden for Petraeus. For vi har næppe hørt det sidste til ham.

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen