Slutspillet om Afghanistan presser USA

USA og Afghanistan har forhandlet hårdt om at få en aftale i stand om et forsvarssamarbejde mellem de to lande. Det ser nu ud til at en aftale kan blive en realitet, men forhandlingerne har været symptomatisk for det dysfunktionelle forhold som har været mellem USA og Afghanistan.

Som det allerede er beskrevet her på Kongressen.com, så er USA, sammen med sine NATO allierede, på vej ud af Afghanistan. Efter næsten 13 års operationer i Afghanistan skal den afghanske stat til at stå på egne ben, og NATO landene kan trække deres styrker hjem efter mange års hårde kampe, både politiske og militære.

Som optakt til denne tilbagetrækning har USA forhandlet i mere end et år med den afghanske regering om en sikkerhedsaftale, der skal definere den eventuelle amerikanske tilstedeværelse i landet efter 2014.

No-go i Irak
Da de amerikanske tropper trak sig ud af Irak i december 2011, var det en total tilbagetrækning man så. Alle tropper blev trukket ud, undtagen sikkerhedsstyrker ved den amerikanske ambassade selvfølgelig.
USA havde ønsket fortsat at have små styrker i landet, for at forsætte jagten på Al Qaeda terrorister, og fortsætte uddannelsen af irakiske sikkerhedsstyrker. Men de to lande kunne ikke blive enige om en aftale der definerede betingelserne for den fortsatte amerikanske tilstedeværelse.

I den forbindelse viste Obama-administrationen sig utrolig kold. Den ville ikke for enhver pris kæmpe for en fortsat amerikansk tilstedeværelse, og derfor accepterede man en total afslutning af USA’s militære engagement i landet i december 2011, efter mere end 8 år i landet.

Hårdknude i forhandlingerne
Forhandlingerne om en fortsat amerikansk tilstedeværelse i Afghanistan efter 2014 har da også vist sig at være mere end besværlige. Symptomatisk for hele forholdet mellem USA og Afghanistan så har de to lande været fastlåste i diskussioner om, hvad USA måtte og ikke måtte, og hvad afghanerne selv vil stå for.

Karzai-regeringen satte som krav til amerikanerne, at USA skulle garantere Afghanistans sikkerhed på linje med USA’s NATO allierede. Det ville reelt betyde, at USA ville være forpligtet til at foretage offensive operationer ind i Pakistan, en anden problematisk amerikansk allieret, hvis fjendtlige operationer fandt sted herfra ind i Afghanistan. Absolut ikke et drømme scenarie, og da heller ikke et USA ville gå med til.
Desuden vil Karzai-regeringen ikke tillade amerikanske specialstyrker at operere selvstændigt i landet, men krævede at USA overgiver efterretninger til de afghanske specialstyrker, som så vil stå for eventuelle operationer. Denne problemstilling lader det til, at man har fået løst, men det er ikke offentligt hvordan.

Kerry måtte træde til
Situationen har været så anspændt i forhandlingerne, at udenrigsminister John Kerry så sig nødsaget til at rejse til Afghanistan, for at forhandle direkte med præsident Karzai.
Dette var et markant skridt, og bevis på at selvom Obama-administrationen nok er villig til, at forlade Afghanistan i samme stil som man forlod Irak, så vil man godt kæmpe for en anden løsning.

Kerry’s rejse i midten af oktober havde da også den ønskede effekt. Man fandt ud af et udkast til en aftale. Det eneste spørgsmål som ifølge Kerry er tilbage, er spørgsmålet om jurisdiktion.
Som altid, ønsker USA ikke at amerikanske styrker udstationeret i Afghanistan skal høre under afghansk lovgivning. De skal høre under amerikansk lovgivning og eventuelle retssager skal køres gennem det amerikanske retsvæsen. Det er sådan USA ønsker (og også har det) de fleste steder i verden, hvor amerikanske styrker har en fast tilstedeværelse.
Denne betingelse skal Karzai dog have godkendt af et afghansk stammeråd, som Karzai vil kalde sammen i løbet af november.

Hvorfor blive?
Hvad er så pointen for USA med at blive i Afghanistan efter 2014? Hvorfor ikke bare sige ’Tak for denne gang’ og tage hjem?

Fordi det har man prøvet før, og det gik ikke så godt.
I min artikel ”Heading for the exits” her på hjemmesiden, tilbage i maj, citerede jeg det texanske kongresmedlem Charles Wilson, og citatet er igen meget rammende:

These things happened. They were glorious and they changed the world… And then we fucked up the end game.

Citatet er en beskrivelse af USA’s engagement i Afghanistan i 1980’erne, hvor man støttede den afghanske kamp mod Sovjetunionen. Da Sovjet trak sig tilbage, og den Kolde Krig sluttede, sluttede USA’s interesse for Afghanistan også.
I de lidt over 10 år som fulgte, sank Afghanistan dybere og dybere ned i borgerkrig, indtil Taleban-bevægelsen tog magten og stabiliserede landet under en streng fortolkning af Sharia lovgivning.
Fordi man overlod Afghanistan til sig selv efter Sovjet trak sig tilbage, overlod man landet til borgerkrig, og Taleban som lod landet være tilflugtssted for terrorister fra Al Qaeda herunder Osama bin Laden.

Det ønsker man ikke skal ske igen.

Man vil derfor gerne fortsat have en tilstedeværelse i landet for at fortsætte kampen mod terrorister, og støtte den siddende regering i Kabul fra at falde sammen som man så det i starten af 1990’erne.

Med udkastet til en aftale ser det ud til at USA kan fortsætte med at have tropper i Afghanistan efter 2014, men det er uvist hvordan forholdet mellem de to lande vil udvikle sig fremover. Til april træder Karzai tilbage når han tid som præsident udløber. Forholdet til en ny præsident vil være definerende for USA’s rolle i landet fremadrettet, og hvorledes landet selv vil udvikle sig, når der ikke længere er store internationale styrker i landet.
To be continued…