Kongressen.com
Perspektiv

Spillet om ‘the ground game’

I amerikanske kampagner afhænger din politiske skæbne af græsrødderne. Af samme grund er kandidaterne og deres kampagner så optagede af det såkaldte ”ground game”. For styrken af dette kan i høj grad være med til at påvirke valgudfaldet.

Donald J. Trump travede ind på scenen i New Hampshire med et øre-til-øre smil. Forretningsmanden havde netop vundet landets første primærvalg overbevisende, og lettelsen var tydelig ovenpå en uges kritik over resultatet i Iowa. Efter at have takket sin familie vendte han sig mod sin kampagneleder Corey Lewandowski:
”Does Corey have a ground game or what? Boy do we have a ground game. You know we learned a lot about ground games in one week.”

Og det varede ikke længe, før aftenens anden vinder i det republikanske felt Ohio guvernør John Kasich udtrykte den samme følelse. Efter at have talt om skepticismen i medierne og de mange tvivlsbetyngede spørgsmål, han havde fået, erklærede Kasich:
”You know what I said: I have an insurance policy. It’s you. It’s all of you. How does a guy like me thank you for the countless hours, the phone calls, the door knocking.”

I dagene forinden havde omkring 500 frivillige rejst over 1.100 kilometer for at stemme dørklokker for Kasich, en kvinde sendte 1.300 håndskrevne breve til New Hampshire-vælgere for at bede dem om deres stemme, og John Kasichs ground game var utvivlsomt en af de største årsager til hans overraskende success i New Hampshires primærvalg.

Da jeg studerede Elections and Campaign Management i New York, blev jeg forelsket i måden at føre valg i USA. Det er en milliard-industri, der har gjort professionel politik til et karrierevalg. Og det er en decideret videnskab, hvor man minutiøst undersøger effekten af forskellige taktikker — helt ned til radioreklamers evne til at overbevise latinoer under 25 år til at stemme.

Hvis jeg kun må pege på én ting, du skal holde øje med som den udslagsgivende faktor i dette års præsidentvalg, så er det kandidaternes såkaldte ground game. Inden for de sidste 10 år er evnen til at organisere frivillige, i daglig tale field, blevet fundamentet for sejr i amerikanske præsidentkampagner. Kampagnerne investerer store summer i at skabe en maskine, der kan mobilisere frivillige og i sidste ende snakke med millioner af vælgere. Det mest åbenlyse eksempel er Obamas seneste kampagner i 2008 og 2012. De var på mange måder revolutionerende på grund deres tro på at organisere nedefra og op, og det uhørt høje antal af frivillige, der deltog i den politiske proces. Field gør ganske enkelt forskellen.

På valgdagen i 2012 gik mere end 100,000 frivillige dør til dør og fortalte mere end syv millioner vælgere, at de skulle huske at stemme, hvor deres stemmested var, hvad de skulle have med. Selvom reklamer i medierne stadig er den største udgift, så er det bredt anerkendt, at Demokraternes evne til at mobilisere frivillige har været udslagsgivende for de seneste to præsidentvalg. Obamas kampagneleder Jim Messina kaldte det, grunden til at præsidenten blev genvalgt i 2012. Et godt eksempel finder du i svingstaten Nevada, hvor Demokraternes fordel i registrerede vælgere steg med 17.000 fra 2008 til 2012, og hvor græsrødderne ændrede, hvem der stemte.

Og derfor har de førerende kandidater på begge sider allerede hundredevis af kontorer og betalte medarbejdere fordelt i hele landet med et enkelt formål — at organisere og ændre, hvordan vælgerkorpset ser ud i 2016.

Der er flere årsager til, at konsulenterne i USA fokuserer så intenst på direkte vælgerkontakt. Amerikanerne stemmer ikke på samme niveau, som vi er vant til herhjemme. I 2012 fandt sølle 53,6 procent vej til stemmeurnerne, og stemmeprocenten har ikke oversteget 64 procent af befolkningen siden 1908. På samme tid har det amerikanske vælgerkorps udviklet en partiskhed, der efterlader et fåtal personer, du rent faktisk kan overbevise til at stemme på din kandidat fremfor modstanderen. Kampagnerne handler derfor mere om at sørge for, at dine egne støtter kommer af sted og får stemt end at overbevise skeptiske vælgere til at stemme på dig.

Græsrodstaktikker har vist sig mere effektive, når det handler om at få folk til at stemme. Der er blevet foretaget hundredevis af eksperimenter fra forskellige valg, der gang på gang viser, at personlige samtaler ved døren eller opkald fra frivillige er bedre til at forhøje stemmeprocenten end tv- og radioreklamer. Overordnet kan græsrødderne forbedre antallet af stemmer med tre procent. Of fordi svingstater tit bliver afgjort med en mindre margin, er evnen til at organisere blevet afgørende for vejen til Det Hvide Hus. Faktisk er der studier, der viser, at tv-reklamer ikke betyder noget for stemmeprocenten i præsidentvalg, og de eksperimenter, der har bevist en effekt, finder samtidig frem til, at effekten ikke varer længere end en uge.

Det er desuden den taktik, der giver dig mest for pengene. Den indflydelsesrige bog ”Get out the vote” opgør, at dør-til-dør samtaler har en omkostning på 29 dollars per stemme, telefonopkald fra frivillige er 38 dollars per stemme, mens breve løber op i 67 dollars per stemme. Uden at kunne sammenligne resultaterne præcis, brugte Jeb Bush mere end 1.000 dollars per stemme i New Hampshire.

Hvordan ser det det så ud, hvis du er på jorden?

I 2014 arbejdede jeg som field organizer under guvernørvalget i Florida. Det er ikke et job. Det er en livsstil. Og det er det ikke engang, for der er ikke andet liv end kampagnen. Fra øjeblikket du står op om morgenen, typisk omkring klokken 7:30, til øjeblikket, hvor du har indtastet data fra dagen og er klar til at forlade kontoret, omkring 23:30, hvis du er heldig, handler det om kontakt med frivillige og kontakt med vælgere.

Politisk aktivisme i Danmark blegner i forhold til USA, og folk er langt mere udtalte og åbne. Du kommer til at kende folks navne og deres historier. Der var Moose, der kun kunne hjælpe på fire af dagene under hele valget. Barbara, der havde ført kampagne for alle demokratiske nominerede siden Roosevelt. Joan, der den dag i dag stadig sender mig beskeder og kommenterer, hvor godt jeg ser ud på Facebook-billeder. Mina, der inviterede mig til at bo hos hende i to måneder efter kampagnen var slut. Og du støder på hemmeligheder, som du forbløffet over, at de frivillige deler. Efter fire uger vidste jeg for eksempel, hvem der havde en kræftsyg far, og at to prominente partiledere datede hinanden i smug — en måned efter kampagnen sluttede, stod jeg på en strand til deres bryllup.

At mobilisere støtte kan virke kaotisk, og som om det bygger på held og ikke forstand. Det gør det ikke. USA har fundamentalt andre regler for, hvilket data du kan tilegne dig som politisk parti, og hvordan du må kontakte borgere.

Field er baseret på en kolossal mængde data og stramme regler for daglig indberetning. En kampagne har en central database, som fortæller dig en lang række ting, om menneskerne i dine tildelte valgkredse. Du kan lave lister over folk, der er mest tilbøjelige til at komme til en telefonbank ud fra den enkeltes tidligere historie som frivillig. Du kan skabe en målgruppe, der kun består af folk, der tidligere har indikeret, de vil være villig til at møde op til et arrangement, som ikke er blevet kontaktet i de seneste fem dage, og som ikke har deltaget i en aktivitet i to uger. Kampagnen har på samme måde forskellige lag, hvor folk er placeret alt efter sandsynligheden for, at de vil deltage i kampagnen. Ved hver eneste kontakt skal du markere, hvad de svarer. Alle svar går tilbage i databasen, hvorfra modellen ændrer sig igen. Forestil dig at få mindst et opkald på din mobil om ugen fra en kampagne, der spørger, hvem du støtter i det opkommende valg, og om du vil være frivillig. Du lærer hurtigt ikke at tage det personligt, når den fjerde person på en dag fortæller dig, at hvis han får bare et opkald mere fra din kandidats kampagne, så stemmer han sgu ikke.

Kampagnens ledelse går i lige så høj grad op i, hvor meget vælgerkontakt de producerer. Gennem udregninger om taktikkers effektivitet og en række antagelser om stemmeprocenten, er der et specifikt antal døre de frivillige skal banke på, og opkald de skal foretage for at vinde. Det betyder, at du hver uge har mål for, hvor mange opkald du skal foretage til potentielle frivillige, hvor mange døre du skal banke på, hvor mange en-til-en møder du skal holde, hvor mange husmøder du skal arrangere, hvor mange holdledere du skal teste og bekræfte, hvor mange du har overbevist til at brevstemme. Måden at organisere de sidste dage af valget på, den såkaldte GOTV fase, er et helt kapitel for sig selv, som jeg nok skal komme ind på i en senere artikel.

Udover data og komplicerede statistiske modellen er der strømlinede manuskripter til forskellige faser i kampagnen, som alle over hele staten bruger. For eksempel var en del af vores strategi at få sporadiske vælgere, der kun havde stemt i to ud af de seneste fire valg til at brevstemme. Der blev lavet et univers, så vi kun havde telefon- og dørlister baseret på dem. Og kampagnen udviklede særlige talepunkter, der slog på socialt pres med sætninger som ”alle dine naboer gør det”, ”et rekordantal i Florida stemmer via brev”, ”du sørger for, der er mindre kø på valgdagen”. Manuskripterne bliver ændret, når valgstederne er åbne. Hver linje er vigtigt og bygger på psykologisk og sociologisk videnskab, der gør, at du nogle gange skal recitere næsten tre hele A4 sider i en bestemt rækkefølge. Det er vigtigt, at du eksplicit takker personen i den anden end af røret for at være vælger og bruger sætninger som ”vælgere som du og jeg forstår …”, fordi eksperimenter har vist, at taknemmelighed øger stemmeprocenten med mellem 2,1 og 3,1 procentpoint. Alle frivillige bliver instrueret til at lave en plan med den enkelte vælger: ”hvornår på dagen regner du med at stemme”, ”kører du eller bor du i gåafstand fra dit stemmested”, ”hvor kommer du fra”, ”hvad laver du forinden”.

Og i de sidste timer spurter du rundt fra dør til dør og bliver lige dele rasende og tilfreds, når du minder en vælger om, at det skam er i dag, de skal stemme.

Kasichs ground game i New Hampshire var en af grundene til, at han nød succes. Ironisk nok er hans manglende organisering i de næste stater blevet nævnt som en af hans store svagheder, og grunden til at langt de fleste iagttagere ikke spår ham de store chancer. Guvernøren satsede alt på New Hampshire og selv med momentum fra en overraskende andenplads tager det simpelthen for lang tid at opbygge et netværk, der vil gøre ham i stand til at motivere nok vælgere, når mere end en stat stemmer på samme dag.

Samtidig virker det paradoksalt, at den førende republikanske kandidat har en af de mest undervældende græsrodsorganisationer. Trumps kampagne har sølle 10 fuldtidsmedarbejdere i South Carolina, hvilket er markant mindre end andre kampagner i staten. Til sammenligning hævder Ted Cruz’ super PAC at have 250 betalte dør-til-dør medarbejdere, mens kandidaten selv fremhæver en græsrodshær på 10.000 frivillige i The Palmetto State. Men Trumps kandidatur har på alle måder knust enhver konventionel visdom, og han er stadig favorit til at vinde i South Carolina.

Nu er det værd at huske, at telefonopkald og at stemme dørklokker kun kan hjælpe dig til en vis grænse, og gennemsnittet af den seneste uges målinger har Trump som vinder med 17,5 procentpoint. Men hvis Cruz hiver en snæver sejr hjem, hvis Kasich overrasker igen, eller hvis præsidentvalget bliver afgjort med mindre end 3 procentpoint, så kan du trygt regne med, at field gjorde forskellen.

Læs også

Ét tweet har ødelagt forholdet mellem NBA og Kina

Anders Friis Daugbjerg

Valget varer længe, koster mange penge

Rasmus S. Jorgensen

Arven efter divaerne

Anders Agner Pedersen

‘Ser Du Månen, Daniel’ er både barsk, rørende og – desværre – stadig relevant

Anders Agner Pedersen

It’s James Carville, stupid!

Anders Agner Pedersen

Næsten 50 procent af Californiens unge hjemløse er LGBTQ-personer

Lauritz Korfix Schultz