Kongressen.com
Analyse Økonomisk analyse

Stor ståhej for ikke særlig meget

Efter at have talt dunder imod NAFTA gennem længere tid, enes præsident Trump nu med Canada og Mexico om en opdateret version af aftalen. Det betyder formentlig at Trump vil forsøge samme bøllestrategi overfor Beijing og Bruxelles den kommende tid.

Af Ulrik Bie, USA-økonom, BieResearch.com

De amerikanske aktiemarkeder reagerede med begejstring på indgåelsen af en aftale med Canada om opdateringen af Nafta. Aftalen, der nu hedder US-Mexico-Canada Agreement (USMCA) bygger videre på den aftale, som USA indgik med Mexico ultimo august. Mens presset i medierne har ligget på Canada, havde Præsident Trump brug for at få Canada med om bord. Vejen til at få en opdateret aftale godkendt i Kongressen er i forvejen brolagt med forhindringer, og uden Canada var det næsten sikkert ikke gået. Nu har Trump en fjer i hatten og kan dokumentere, at hans bøllestrategi virker. Det betyder også, at man ikke skal være alt for begejstrede i Beijing og Bruxelles; der er meget mere i vente her.

Når man ser på indholdet, så er det selvfølgelig spørgsmålet, om en anden præsident ville have opnået tilsvarende resultater. Nafta-aftalen stod foran en genforhandling under alle omstændigheder, da både den teknologiske udvikling og markedsstrukturerne har ændret sig siden forhandlingerne i begyndelsen af 1990’erne. Mest oplagt selvfølgelig i forhold til emner som e-handel, men mexicansk landbrug er fx nu gennemindustrialiseret i forhold til de små familiebrug, der dominerede dengang.

Præsident Trump er fikseret på bilindustrien, og den spiller derfor en vigtig rolle i den samlede aftale. De nye krav om et højere lokalt indhold af bildele og merestål og aluminium vil have en mere positiv indvirkning på industriproduktionen i Nordamerika end straftold. Canada har givet indrømmelser på mejeriprodukter, men det var indrømmelser, der allerede lå på bordet, inden Trump trak USA ud af Trans Pacific Partnership-aftalen – som landene i Stillehavsområdet nu er kørt videre med uden USA.

Omkostningerne forbundet med forhandlingsstrategien har været store. Det amerikanske forhold til Mexico får en ny start med den tiltrædende præsident Obrabor, som Præsident Trump kun har sagt pæne ting om. Til gengæld er forholdet til Canada alvorligt skadet. Det betyder ikke noget i forhold til den daglige samhandel, men canadiske politikere vil nok have fokus på endnu flere globale frihandelsaftaler, der kan reducere den økonomiske afhængighed af USA. Samtidig er det meget tvivlsomt, om de øvrige G7-lande stoler nok på Præsident Trump til at lave en fælles front mod Kina. Det kan betyde, at EU/Japan/Canada kan overhale USA indenom i forholdet til Beijing.

Der er lige nu meget støj i Washington, men uden for ringvejen går tingene den rigtige vej. Beskæftigelsen stiger fortsat støt, erhvervs- og forbrugertilliden er i top, og på det seneste er amerikanerne blevet så komfortable med situationen på arbejdsmarkedet, at de i stor stil er begyndt at skifte job. Det vil presse lønomkostningerne opad i virksomhederne, både de direkte i form af løn og bonus og de indirekte i form af bedre benefits, såsom sundhedsforsikring, fridage og barsel. Samlet set presser det omkostningerne opad på et tidspunkt, hvor også straftold giver hovedpine.

Samlet set bliver amerikanske virksomheder nødt til at hæve priserne, hvis indtjeningsvæksten skal fastholdes. Det højere omkostningspres øger også incitamenterne til at investere i automatisering, dvs. flere maskiner og færre arbejdere. Det er samtidig et ufravigeligt krav, hvis omkostningspresset ikke skal give et hop i inflationen. Det burde umiddelbart svække bundlinjen, men virksomhederne kan straksafskrive mange investeringer de i nærmeste år som følge af skatteaftalen fra december 2017. Der er en sammenhæng i den republikanske plan for økonomien, men alle enkeltelementerne skal spille i perfekt harmoni for at ramme den helt rigtige balance.

Det er også i det lys, at man skal se præsidentens kritik af centralbankens renteforhøjelser. I et land med høj gæld i virksomheder og stat er stigende renter præcis den brik, som kan vælte læsset. Jeg forventer flere aggressive udmeldinger om pengepolitikken i den kommende tid.

Læs også

Trumps nye forsvarschef er klar på udfordringerne fra Kina og Rusland

Philip Chr. Ulrich

Morgen I Amerika: Cohen skal i brummen og Castro vil være præsident

Lars Græsborg Mathiasen

Obama satte præcedens for Trumps Yemen-politik

Philip Chr. Ulrich

Er Ohio på vej ind i den republikanske lejr?

Mads Høeg-Mikkelsen

‘Obama – Håbets Præsident’ på gaden den 17. januar

Kongressen

Kan en homoseksuel borgmester fra Midtvesten blive USA’s præsident?

Rasmus S. Jorgensen