Syrien: End-game al-Assad, eller…?

Er der vilje og styrke, blandt moderate og reformvenlige kræfter på begge sider af den syriske borgerkrig, som kan skabe momentum mod fred, eller har høgene og radikale kræfter overtaget? Artiklen gennemgår magtstrukturerne imellem konfliktens parter, for netop at afdække muligheder og udfordringer i det syriske mareridt.

Af Lars Cramer-Larsen, oberstløjtnant

”Den mest almindelige vej til demokratisering af autoritære regimer, er, at reformvenlige kræfter i regimet og moderate kræfter i oppositionen foretrækker en alliance med hinanden, frem for at støtte yderligtgående kræfter på hver sin side, dvs. Regime-hardliners og radikale oppositionelle”. Sådan skriver O’Donnel og Schmitter, i “Transitions from Authoritarian Rule: Tentative Conclusions about Uncertain Democracies” (1986). Man må konstatere at denne tese her tredive år senere stadig kan holde, hvis sådanne reformvenlige og moderate kræfter ellers kan findes i den altødelæggende borgerkrig i Syrien. Spørgsmålet er bare, kan de det?

Med mere end fem års voldelig konflikt mellem Bashar al-Assads officielle Syrien og et stadigt mere fragmenteret og radikaliseret oprør, hvor der dertil kan lægges dommedagsbevægelsen DAESHs voldsomme intervention i det syriske magtvakuum med besættelse af centrale dele af Syrien, og en kurdisk dimension som hele tiden udvider og kontrollerer territorium i det nordøstlige Syrien, kan vejen til fred stadig synes lang og fyldt med gensidigt afhængige udfordringer, som ikke umiddelbart lader sig løse. Man kan med andre ord sige, at den ulykkelige situation i Syrien reelt er en gordisk knude, som end ikke en Alexander Den Store ville kunne hugge over med sit sværd, som sagnet ellers siger.

Mere og mere tyder på, at vi i en eller anden grad, må komme til tåls med at pariaen i det internationale samfund – Bashar al-Assad, i hvert fald for en tid, ikke er roden til problemet, men i stedet har gjort sig til en del af løsningen. Det er uomtvisteligt, at der på begge sider af konflikten, er begået handlinger som tenderer krigsforbrydelser, og at ansvaret herfor i sidste ende vil kunne rettes mod præsidenten, som ikke alene er landets øverste myndighed, men samtidig også er Feltmarskal og øverstkommanderende for hele det syriske magtapparat. Det har derfor, og er fortsat sådan, at såvel politiske som militære beslutninger, skal forelægges selvsamme Bashar al-Assad for godkendelse og implementering.

Selvom man kan spekulere og danne sig sin egen mening om eksempelvis angrebene med kemiske våben, afhængigt naturligvis af den indsigt man har om forholdene i Syrien, kunne end ikke FN Sikkerhedsråd komme til enighed om hvem der i sidste ende havde ansvaret for de frygtelige angreb med nervegas, der fandt sted natten til den 21. august 2013 i Damaskus forstaden Ghouta, hvor i hundredevis af uskyldige mennesker omkom. Teksten i resolutionen som sikkerhedsrådet kom frem til, pegede kun på at angreb med kemiske våben havde fundet sted, men at der ikke kunne peges på hvem der stod bag. Resolutionen dannede dog baggrund for RECSYR missionen, som dermed gav det internationale samfund mandat til at kontrollere og fjerne Bashar al-Assads lager af kemiske våben.

Som en bunker-stat med et klassisk patrimonalt styre, har den alawitiske ledelse, der er en minoritet i det syriske samfund, formået at bygge en nærmest eksorbitant stor magtbase op, på et fundament af para-militære styrker, talrige efterretningssystemer som overordnet har til opgave at overse hinandens loyalitet og befolkningens ubetingede opbakning til regimet, samt en omfattende militær struktur der bygger på klassisk sovjet-russisk doktrin og tænkning. Alawitterne, en heterodoks shia-muslimsk sekt, der udgør ca. 20 % af den syriske befolkning, sidder eftertrykkeligt på magten i landet. Særligt indflydelsesrig er naturligvis al-Assad klanen, i kraft af præsidentembedet og den fuldstændige kontrol med sikkerhedsapparatet. Makhlouf klanen, som Bashar al-Assads mor Anisa al-Assad stammer fra, er det andet magtfulde element i den centrale syriske magtbase.

I en triade af absolut betydnings- og magtfulde rådgivere for præsidenten, finder man blandt andet Bashar al-Assads morbror; Mohammed Makhlouf og tillige hans fætter; Rami Makhlouf. Siden al-Assad klanens magtovertagelse tidligt i 1970’erne, har selvsamme Makhlouf klan påvirket landets økonomi på en række parametre. Den position har bibragt familien stor indflydelse på alle forhold i landet, og klanens ord og støtte er derfor afgørende for præsidentens evne til at beslutte og implementere. Det tredje element af triaden omkring Bashar al-Assad, er hans yngre bror Maher al-Assad, som er general og chef for landets to patrimonale elite divisioner: Republikanergarden og Den 4. Pansrede Division. Maher, der i virkeligheden havde sin mors opbakning til at blive faderen Hafez al-Assads arving til magten, efter at den oprindelige arving Bassel al-Assads døde i et trafikuheld i 1994, er anset som en hard-liner og høg i den absolutte top. Han er en frygtet chef for de to eliteenheder, og anset som en fortaler for en fortsat militær bekæmpelse af det syriske oprør.

I en cirkel omkring den absolutte kerne omkring Bashar al-Assad, findes den næste rådgivningskreds: ”The Confidants”. Denne kreds af rådgivere, er alle tæt relateret til al-Assad klanen og Bashar personligt, enten som direkte slægtninge eller som medlemmer af betydningsfulde klaner, som eksempelvis Mohamad Nasif fra Kheirbek klanen, der håndterer koordinationen med eksempelvis Hezbollah bevægelsen i Libanon. Ser man yderligere på de funktioner som denne kreds af rådgivere indtager, er de alle forbundet med sikkerheds- og efterretningssystemerne i landet. Denne konstruktion af Syriens magtbase, er nærmest kendetegnende for en bunkerstat, hvor der ikke forefindes nogen tredeling af magten.

På trods af at Syrien har en forfatning og et parlament med 250 pladser, der vælges ved direkte valghandling, indtager Baath’ partiet til hver en tid majoriteten af sæderne i parlamentet, hvortil der er valg hvert fjerde år. Baath’ partiet, som Bashar al-Assad tillige er leder af, vælger selvstændigt hvem der skal indstilles som præsident for den syriske republik, som også vælges ved direkte valghandling, og her for en syvårig periode. Også her er det tydeligt at Baath’ partiet og Bashar al-Assad sidder tungt på magten i landet. Selvom der findes en statsminister med tilhørende fag-ministerier under sig, lægges politikken i de førnævnte øverste rådgivningslag.

Det er umiddelbart svært at se, hvorhenne de reformvenlige kræfter skal findes, som vil være parat til at afgive den suveræne indflydelse de igennem årtier har sikret sig, og dermed svække den minoritet som siden 1970’erne har siddet tungt på magten i Syrien.

Ser man modsat på oprørsdimensionen, er det ligeledes et faktum, at der er sket et skred i retning af radikalisering for så vidt angår en stor del heraf. Selvom der stadig findes indflydelsesrige moderate kræfter i oprøret, bliver de radikaliserede dele i stadigt stigende omfang, gennemsyret af den Al Qaida relaterede gruppe Jabhat al-Nusras betydning og rolle i oprøret. Gruppen, som i virkeligheden bærer samme ambitioner om Kalifatet som DAESH, anvender en mere nuanceret og sofistikeret strategi for at opnå sine mål. Jennifer Caferella fra The Institute for The Study of War, skriver i sin rapport “Jabhat al-Nusra in Syria” (2016), at gruppen forfølger sine mål gennem en målrettet og afventende strategi, hvor gruppen ud over at optræde som en reel militær-elite enhed integreret i oprøret, også har en klar social og langsigtet dimension, der skal igangsætte en religiøs og social revolution, som skal indfri målet om et kalifat.

Derfor, med udgangspunkt i tesen om reformvenlige og moderate kræfter på begge sider af oprøret, er det tydeligt at det internationale samfund står overfor en udfordring, med at identificere og influerere sådanne kræfter, uden at der er blevet taget hensyn til førnævnte dimensioner. Selvom vejen til en løsning på situationen i Syrien synes lang og trang, er den politiske proces ved Geneve forhandlingerne fortsat betydningssfuld, ligesom en samlet strategi for bekæmpelse af DAESH og Jabhat al-Nusra, må sammensættes under indflydelse af de store aktører i det internationale system.

Den gordiske knude i Syrien, er ikke kun en regional udfordring, det er en global udfordring.

Lars Cramer-Larsen er Oberstløjtnant ved Copenhagen Middle East Research Project & Afdelingschef ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence – Den Haag/Holland