Talens magt på partikonventerne

De store øjeblikke på de amerikanske partikonventer er ofte knyttet til væsentlige taler –
afholdt af enten årets kandidat eller en vigtig skikkelse i den samtidige politiske debat. I det følgende ser vi på tre taler, der på hver deres måde har været en del af historien omkring konventerne, men også i sig selv har skabt historie.

Partikonventerne havde deres indtog i amerikansk politik i midten af 1800-tallet, hvor partierne efterhånden fik en mere fast plads i det politiske liv. I lang tid tilgodeså konventerne partiapparatet fremfor de enkelte kandidater i valgprocessen, og derfor opstod der flere gange situationer, hvor de mere populære kandidater ude i landet ikke endte med at blive valgt, når først de politiske spidser mødtes med hinanden, og de forskellige partipolitiske interesser skulle tilgodeses.

Dette ændrede sig dog i løbet af det 20. århundrede, hvor græsrødderne i partierne og kandidaterne selv søgte at vriste noget af valgmagten fra partitoppen via bl.a. primærvalgene. Konventet forblev dog længe det afgørende sted for kandidaternes vej til det nationale kandidatur, og selv efter det mistede sin reelle politiske beslutningsrolle i 1970erne har konventet været et af de bedste politiske udstillingsvinduer for politikere med præsidentielle aspirationer.

Manden der kom flyvende – Franklin Delano Roosevelt i 1932
Franklin Delano Roosevelt var ikke en præsident der veg tilbage fra kontroverser eller udfordringer af det politiske status quo. Det gjaldt også i hans kandidatur som præsident i 1932, hvor han blev valgt ved demokraternes konvent i tredje valgrunde. At Roosevelt overhovedet holdt en tale på konventet blev set som kontroversielt, da kandidaterne dengang slet ikke deltog i konventerne for ikke at fremstå for ivrige efter magten. Roosevelt tilføjede et yderligere element af panache over sin optræden ved at ankomme til konventet med fly, i en tid hvor det at flyve stadig blev anset som en ikke helt ufarlig rejseform.

Disse handlinger udnyttede Roosevelt da også i selve talen til at argumentere imod unødvendige traditioner i præsidentvalget og for sin egen iver efter at komme i gang med den reelle regering af landet:

”The appearance before a National Convention of its nominee for President, to be formally notified of his selection, is unprecedented and unusual, but these are unprecedented and unusual times. I have started out on the tasks that lie ahead by breaking the absurd traditions that the candidate should remain in professed ignorance of what has happened for weeks until he is formally notified of that event many weeks later. My friends, may this be the symbol of my intention to be honest and to avoid all hypocrisy or sham, to avoid all silly shutting of the eyes to the truth in this campaign. You have nominated me and I know it, and I am here to thank you for the honor. Let it also be symbolic that in so doing I broke traditions. Let it be from now on the task of our Party to break foolish traditions. We will break foolish traditions and leave it to the Republican leadership, far more skilled in that art, to break promises.”

Roosevelt fremhævede sin villighed til at bryde med traditionerne, som et symbol på den politik han ville føre som præsident. Med hans gestus og ord fremstod han handlekraftig og kunne mere troværdigt symbolisere et større skift i amerikansk politik, end modstandernes parti, som blev udstillet med deres fokus på utidige traditioner og brudte løfter.

Dette syn på lederskab og tradition argumenterede Roosevelt også for i resten af talen, der blev et opråb om at lade den føderale regering blive mere handlekraftig og initiativrig via større nationale programmer, der skulle få amerikanerne på fode igen. Det centrale budskab i Roosevelts tale var et opgør med 1920ernes laissez-faire politik, og den første hjælp under depressionen, der indtil da kun var kommet eliten til gode ifølge Roosevelt. Nu skulle den deles ud via en ”New Deal” til hele det amerikanske folk:

” That is why we are going to make the voters understand this year that this Nation is not merely a Nation of independence, but it is, if we are to survive, bound to be a Nation of interdependence.”

Det var et noget andet syn på det amerikanske samfund, som Roosevelt her repræsenterede. I stedet for et fokus på at enhver var sin egen lykkes smed, skulle regeringsapparatet i stedet træde til for at sikre den enkelte amerikaner både arbejde og den tryghed dette skabte i samfundet. I front for denne kamp skulle Roosevelt selv stå, som en leder der både fremstod frygtløs i lyset af ”depressionens spøgelser” og selvsikker på sin egen rolle som USA’s kommende præsident.

Talen blev et effektivt brud med traditionerne omkring kandidatens rolle på konventerne, ikke mindst fordi Roosevelt genopstillede tre gange til præsidentembedet og holdt taler hver gang ved partikonventerne. Derved blev traditionen omkring kandidatens egen tale på konventet etableret og gav vedkommende større magt end tidligere, samtidig med at primærvalgene blev yderligere udbredt op igennem midten af det 20. århundrede.

Anekdoternes mester – Ronald Reagan i 1976
Hvor Roosevelts tale i 1932 var en iscenesat begivenhed, så var den næste tale, vi skal se på, mere improviseret. Ronald Reagan havde allerede i 1968 forsøgt sig som præsidentkandidat for republikanerne, men der var han kommet for sent i gang til at udgøre en reel trussel mod Richard Nixon igennem primærvalgene. I de følgende år fik den konservative del af det republikanske parti slikket sårene efter Goldwater-katastrofen i 1964, og dette koblet med Nixons Watergate-skandale, og Gerald Fords håndtering af dette og den kolde krig generelt, gav appetit på en ny retning hos dele af republikanerne. Dette udnyttede Reagan til fulde i 1976-primærvalgene, hvor han formåede at holde Ford fra nomineringen før konventet, hvor begge mænd stadig kunne vinde kandidaturet.

Det var sidste gang, dette var tilfældet på et republikansk partikonvent, og efter sin snævre sejr var Ford storsindet nok til at lade Reagan holde en kort tale på konventet foran de delegerede, der netop havde stemt på Ford som deres nationale kandidat. Reagan formåede dog med den korte tale at tegne et så klart og mindeværdigt billede af republikanernes partiplatform, at det efter talen er blevet sagt at publikum og parti stod tilbage med en fornemmelse, af at de havde valgt den forkerte til at lede deres valgkamp i 1976.
Reagans tale blev især mindeværdig grundet hans evner indenfor storytelling, en kommunikationsform som han senere skulle blive yderligere kendt for som præsident. I 1976-talen kom det til udtryk med en anekdote, der satte rammen for det opgør med Roosevelts New Deal-politik som Reagan søgte:

”I had an assignment the other day. Someone asked me to write a letter for a time capsule that is going to be opened in Los Angeles a hundred years from now, on our Tricentennial.
It sounded like an easy assignment. They suggested I write something about the problems and the issues today. I set out to do so, riding down the coast in an automobile, looking at the blue Pacific out on one side and the Santa Ynez Mountains on the other, and I couldn’t help but wonder if it was going to be that beautiful a hundred years from now as it was on that summer day. Then as I tried to write — let your own minds turn to that task. You are going to write for people a hundred years from now, who know all about us. We know nothing about them.”

I stedet for at præsentere sin politiske pointe med det samme brugte Reagan her tid på at skabe en visuel ramme med sin biltur, som umiddelbart kan virke overflødig, men som aktiverede publikums forestillingsevne. Denne aktivering fik et yderligere nyk, da Reagan inddragede publikum i opgaven om at forestille sig USA 100 år ude i fremtiden. Han fik derigennem skabt en naturlig bro til at tale om sin vision for USA – det egentlige politiske budskab i talen. Denne vision handlede i stor grad om at fjerne mange af de programmer som var blevet indført igennem de sidste 40 år siden tiden med Roosevelt.

Historiens vingesus blev derved Reagans argument for at overveje nutidens politik i 1976, og hvad der var på spil i den kolde krig:

“And suddenly it dawned on me, those who would read this letter a hundred years from now will know whether the missiles were fired. They will know whether we met our challenge. Whether they have the freedoms that we have known up until now will depend on what we do here.
Will they look back with appreciation and say, “Thank God for those people in 1976 who headed off that loss of freedom, who kept us now 100 years later free, who kept our world from nuclear destruction”?
And if we failed, they probably won’t get to read the letter at all because it spoke of individual freedom, and they won’t be allowed to talk of that or read of it.”

Reagans konservative revolution udeblev i 1976, idet han ikke selv fik lov til at lede den. Men Reagan fik revanche både i sine egne præsidentvalg i 1980 og -84 og ikke mindst i sit opgør med Roosevelts New Deal. I stedet er det i dag, her 40 år efter Reagans konventtale, et opgør med den konservative revolution vi stadig taler om under Barack Obamas præsidentperiode og set i lyset af Bernie Sanders popularitet i 2016-primærvalget. Reagans retorik fik ligeså stor indflydelse på efterfølgende konventtaler, hvilket ikke mindst kan ses på den sidste af de tre taler, der skal fremhæves her.

Den usandsynlige kandidat – Barack Obama i 2004
Barack Obamas efterhånden så velkendte tale fra 2004 er værd at fremhæve i konventhistorisk sammenhæng, fordi den er indbegrebet af hvad talerpositionen på konventet kan gøre for en politikers karriere, selv i dagens mediemættede landskab. Obama brød igennem på den nationalpolitiske scene på så eftertrykkelig maner, at talen nærmest må ses som starten på hans valgkampagne i 2007, og talen huske langt bedre i dag end det meste af John Kerrys valgkamp fra 2004.

Det Obama gjorde så effektivt var at kombinere sin egen personlige baggrundshistorie med USA’s historie i et tema der passede ind i netop den tid han talte i. På den måde lånte han kraftigt fra Reagans hang til anekdoter, men hos Obama blev det at fortælle historier også en del af selve historien, forstået på den måde at italesættelsen af en persons historie, og en nations historie, var et bevidst skridt i den politiske proces for at engagere vælgerne:
”Tonight is a particular honor for me because, let’s face it, my presence on this stage is pretty unlikely. My father was a foreign student, born and raised in a small village in Kenya. He grew up herding goats, went to school in a tin-roof shack. His father, my grandfather, was a cook, a domestic servant.”
Her fremhæver Obama den mere eksotiske side af sin familiebaggrund, men den er i og for sig blot en globaliseret version af ideen om at vokse op i ’grænselandet’ mellem civilisation og vildnæs for så at nå til tops i USA. Grænselandet er blot flyttet til Afrika og præriens træhytte er udskiftet med et blikskur. Obama formår dog også at balancere denne ’usandsynlige’ del af sin historie med sin amerikanske familiebaggrund, der fremstilles kernetraditionel i forhold til USA’s favoritøjeblikke i det 20. århundredes historie:
”Her father worked on oil rigs and farms through most of the Depression. The day after Pearl Harbor he signed up for duty, joined Patton’s army and marched across Europe. Back home, my grandmother raised their baby and went to work on a bomber assembly line. After the war, they studied on the GI Bill, bought a house through FHA, and moved west in search of opportunity.”
Ved at referere til disse øjeblikke vækker Obama også tiden under Roosevelt og dennes politik til live, og kobler den til nutidens politiske temaer. En væsentlig del af Obamas tale er nemlig også at han ikke kun bruger sine evner som historiefortæller om sig selv men også fokuserer på partiet historie og ikke mindst præsidentkandidaten John Kerry, så Obama ikke
overskygger sin præsidentkandidat, som Reagan gjorde det i 1976 og Christie senere kom til at gøre det med sin konventtale i 2012, hvor det ikke var helt tydeligt hvem der var årets kandidat for republikanerne. I stedet ramte Obama balancen mellem at fremstå som en unik ener og som et billede på det demokratiske partis fremtid:
”John Kerry understands the ideals of community, faith, and sacrifice, because they’ve defined his life. From his heroic service in Vietnam to his years as prosecutor and lieutenant governor, through two decades in the United States Senate, he has devoted himself to this country… And just as Lieutenant Kerry did not hesitate to risk his life to protect the men who served with him in Vietnam, President Kerry will not hesitate one moment to use our military might to keep America safe and secure. John Kerry believes in America. And he knows it’s not enough for just some of us to prosper. For alongside our famous individualism, there’s another ingredient in the American saga.”

Obamas tale var også et opgør med Reagans fremhævelse af individuelle helte og regeringsapparatet som hovedårsagen til USA’s problemer. I stedet blev det som sagt et skift tilbage mod Roosevelts syn på en mere aktivistisk regeringsrolle. Dette gjorde Obama i sin historiefortælling, der netop slog på sammenhold fremfor individuelle helte:
”A belief that we are connected as one people. If there’s a child on the south side of Chicago who can’t read, that matters to me, even if it’s not my child. If there’s a senior citizen somewhere who can’t pay for her prescription and has to choose between medicine and the rent, that makes my life poorer, even if it’s not my grandmother. If there’s an Arab American family being rounded up without benefit of an attorney or due process, that threatens my civil liberties…Yet even as we speak, there are those who are preparing to divide us, the spin masters and negative ad peddlers who embrace the politics of anything goes. Well, I say to them tonight, there’s not a liberal America and a conservative America there’s the United States of America. ”
Selvom elementer af Obamas 2004-tale fremstår naive her 12 år efter, hvor splittelsen er så dyb som den er i USA, så skabte Obamas tale fra dengang fokus på hvad taler ved konventet kunne gøre. Sidenhen har vi bl.a. haft en Julian Castro, der i 2012 talte sig varm for demokraterne og fire år senere blev fremhævet som en mulig vicepræsident for Hillary Clinton.

Kandidaten og alle de andre
I år vil der skabes historie nok engang ved konventerne, når den første kvindelige præsidentkandidat indtager talerstolen. Indholdsmæssigt er der dog større chance for, at det bliver mediemesteren Donald Trump der kommer til at påvirke formatet for den præsidentielle kandidattale på konventet.

Det er værd at bemærke, at det kun er én af de tre taler valgt her, der blev holdt af selve præsidentkandidaten ved de pågældende års partikonvent, og det er sigende for udviklingen af talerne under konventerne. I takt med at kandidaten har sikret sig posten inden konventets begyndelse, er hans/hendes talerposition også blevet mere statisk i forhold til de figurer der bevæger sig omkring ham på konventet. Skal man i dag finde de mere interessante taler, så skal man netop se mod de nye håb, førstedamen, tidligere præsidenter eller sågar vicepræsidenten. Det er dem der har større rum i deres taler til at appellere mere farverigt og direkte til vælgerbasen, hvor præsidentkandidaten skal fremstå mere præsidentiel og nå så mange amerikanere som muligt med sin tale. Her vil Trumps personlighed dog nok engang kunne vise sig at være en joker, der kan give traditionerne en rystetur i stil med den flyvetur Roosevelt anvendte tilbage i 1932.