Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Ted Cruz stempler ind, slagsmålet kan begynde

I dag meddeler Texas-senatoren Ted Cruz, at han stiller op som præsidentkandidat ved valget i 2016. Selv om det næppe er sandsynligt, at Cruz bliver Obamas efterfølger, så vil han få en central rolle i valgkampen – af flere grunde.

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mirco Reimer, nyhedschef

Han er godt skåret for tungebåndet, den 44-årige Ted Cruz. Mange vil helt sikkert ikke være enige i hans pointer, men at de bliver leveret skarpt, retorisk overlegent og medrivende, anerkender selv Cruz’ mest indædte modstandere.

Når Ted Cruz lidt senere i dag, helt som forventet, meddeler, at han er blandt kandidaterne til at blive den næste amerikanske præsident, vil det derfor også blive gjort i skarpe, præcise vendinger. Og gennemsyret af det budskab, der har været mantraet for Cruz’, siden han for lidt over to år siden blev taget i ed som senator, nemlig at Washington D.C. er problemet, at Obama var og er en katastrofe som præsident, og at vejen til at genrejse Amerika går gennem frihed for den enkelte amerikaner uden statslig indblanding.

Ted Cruz er en kontroversiel type. En mand, der har skældt det føderale politiske system huden fuld, siden han i starten af januar 2013 skiftede tilværelsen i Texas ud magtens centrum på Capitol Hill. Fra første dag talte han dunder imod både Demokraterne og præsident Obama. Det kunne aldrig falde ham ind, bare for en stund, at stemme for et forslag, fremsat af en demokrat.

Cruz har fra første dag i Washington D.C. valgt den konfrontatoriske kurs. Det har gjort ham hadet, ikke blot blandt demokrater, men også flere moderate republikanere ønsker tit texaneren hen, hvor pebret gror. Men Cruz er ligeglad. Få ting kunne rage ham mindre, synes at være hans indstilling. Måske tydeligst illustreret i efteråret 2013, da budgetstridighederne mellem Demokraterne og Republikanerne kom så vidt, at det føderale USA lukkede i 16 dage. Forrest i den kamp stod Cruz, der af samme grund blev kendt som manden, der lukkede Washington D.C. Og store dele af Amerika. Men igen, Cruz var ligeglad. Han nægtede at gå på kompromis og nægtede at række så meget som en lillefinger til Demokraterne og Obama.

At Ted Cruz i dag melder sig ind i præsidentvalgkampen, er som sagt ingen overraskelse. Rygterne har svirret længe om, at han ville gøre forsøget. Hvilket vil vække stor jubel i Tea Party-bevægelsen, men som tilsvarende vil give anledning til dybe panderynker i den moderate del af det republikanske parti.

For modsat tidligere Tea Party-spidser som Sarah Palin og Michelle Bachmann, har Cruz vist sig som en repræsentant for bevægelsen, man ikke sådan lige bider skeer med. Hvilket netop er grunden til, at folk som Jeb Bush og Scott Walker i disse dage tænker mange, lange tanker om, hvordan de kan håndtere Cruz.

For det er næppe sandsynligt, at Ted Cruz kan vinde sit partis nominering. Dertil er adskillige af hans synspunkter ganske enkelt for vidtgående. Og de seneste tal fra RealClearPolitics viser da også, at Cruz kun har en opbakning på 4,6 procent, mens favoritterne Jeb Bush og Scott Walker begge ligger på 16,6 procent. Også i de første to primærvalg i Iowa og New Hampshire ligger Cruz ikke til mere end fem procents opbakning på nuværende tidspunkt. Men når både Bush og Walker alligevel er bekymrede over Cruz, er det fordi de godt er klar over, at han kommer til at spille en større rolle i valgkampen end hans reelle position berettiger til.

For som sagt er Cruz en mand, der i højere grad søger konfrontationen end kompromiset. Og en mand, man ikke sådan lige bider skeer med. Og som med Tea Party-bevægelsen i ryggen, vil blive svær at komme uden om. Derfor tænker både Bush og Walker over, hvordan de kan inddæmme Cruz, så han på en eller anden måde kommer ind i folden, i stedet for at bekrige både dem og Demokraterne. Hvordan de vil gøre det, er endnu for tidligt at spå om. Nogen let opgave bliver det imidlertid ikke. For selv om sandsynligheden for, at Ted Cruz bliver manden, der afløser Barack Obama i Det Hvide Hus, er yderst begrænset, så er der ingen tvivl, om Cruz og hans allierede selv mener, at det ville være det bedste. Derfor giver han heller ikke op uden kamp.

En kamp, der altså officielt bliver indledt i dag, når ivrige Tea Party-soldater ved verdens største kristne universitet, Liberty University i Lynchburg, Virginia vil vifte med skilte med ordene: ‘Ted Cruz for President 2016’. Kampen om den republikanske nominering er for alvor i gang. Og som altid, når Ted Cruz er en del af slagsmålet, kommer det næppe til at gå stille for sig.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen