Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Trump, de udenrigspolitiske eksperter – og en CIA agent

Det republikanske parti har i langt overvejende grad valgt at falde ind på linje, og støtte partiets præsidentkandidat Donald Trump. Men én gruppe har været vedholdende i deres modstand mod Trump. Gruppen består af partiets kerne af udenrigs- og sikkerhedspolitiske eksperter. 50 af dem har nu skrevet et åbent brev, hvor de kalder Trump direkte farlig. Samtidig har en tidligere CIA-agent meldt sig på banen som uafhængig kandidat. Problemerne forsætter.

Sikkerhedspolitiske emner bliver ved med at hjemsøge Donald Trump i disse uger. Rygter om markante udtalelser om atomvåben, sammenstød med en Gold Star Family, en tidligere CIA-direktør som har kaldt ham en ufrivillig agent for Rusland og en mangel på viden om forholdene i Ukraine har præget debatten om Trumps kampagne på det seneste.

Fremtrædende medlemmer af hans eget parti har været ude og kritiseret ham, men i sidste ende ikke trukket deres støtte. De fleste medlemmer af det republikanske parti har på den ene eller anden måde valgt at falde ind på linje for partiets bedste, på trods af kandidaten. Men allerede under primærvalgkampen så man en modstand mod Trump indenfor de sikkerhedspolitiske rækker i partiet. Den modstand holder stadig ved. Den seneste udvikling er at 50 af disse fremtrædende eksperter har valgt at skrive et åbent brev, hvor de advarer om at Trump vil være direkte farlig for USA, hvis han bliver valgt. Det er et stort problem for en kandidat som har sat national sikkerhed højt på sin dagsorden. Det har både været i forhold til sikkerhed indenfor USA’s grænser, men også i kampen mod international terrorisme, og hvad Trump kalder ”islamisk ekstremisme” – som f.eks. Islamisk Stat.

At 50 fremtrædende eksperter indenfor en af grundpillerne for det republikanske parti i meget stærke vendinger fordømmer Trump er et kæmpe problem for ham.

At en tidligere CIA-agent og medlem af det republikanske parti nu har taget konsekvensen og stiller op som uafhængig giver kan give anledning til yderligere problemer. Evan McMullin er en helt ukendt spiller på banen, men han kan alligevel koste Trump dyrt ved at tage stemmer i især staten Utak, som ellers er republikansk kerneland.

Eksperternes fordømmelse
I et åbent brev udgivet i The New York Times fordømmer 50 fremtrædende sikkerhedspolitiske eksperter fra det republikanske parti i stærke vendinger deres partis kandidat.

De 50 personer inkluderer tidligere nationale sikkerhedsrådgivere, assisterende udenrigsministre, fremtrædende akademikere, en tidligere præsident for Verdensbanken og de to første direktører for Department of Homeland Security. Her er altså tale om den absolutte elite indenfor det republikanske parti sikkerhedspolitiske segment.

De mange fremtrædende mænd og kvinder lægger ikke fingre imellem i deres brev. De slår fast: ”None of us will vote for Donald Trump.”

Hvorfor vil de så ikke det? Trumps udtalelser om international politik har vakt bekymring: ”He continues to display an alarming ignorance of basic facts of contemporary international politics.” Denne uvidenhed er kombineret med en bekymrende personlighed ifølge de 50 republikanere: “He is unable or unwilling to separate truth from falsehood. He does not encourage conflicting views. He lacks self-control and acts impetuously. He cannot tolerate personal criticism. He has alarmed our closest allies with his erratic behavior. All of these are dangerous qualities in an individual who aspires to be President and Commander-in-Chief, with command of the U.S. nuclear arsenal.”

Det er altså benhård kritik, som går efter Trumps egnethed til at være præsident.

Hvorfor skal man så tillægge det så stor betydning, at disse 50 personer tager afstand fra Trump. Ganske simpelthen fordi det er eliten indenfor sikkerhedspolitik i hans eget parti, som siger at han ikke er egnet. Det er ikke hans modkandidat eller den siddende præsident fra det andet parti. Det er dem som burde være hans støtter, som skulle arbejde hårdt for ham på kampagnesporet, som med mange års erfaringer bag sig har stor troværdighed og tyngde indenfor partiet. De kan få nogle partisoldater til at tænke sig om en ekstra gang, inden de måske går ned og stemmer på Trump.

Det er samtidig også dem som i tilfælde af en republikansk sejr ved valget ville skulle indtage centrale poster i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske system i Washington D.C. Som James Fallows skriver for The Atlantic, så er det her folk som har rigtig meget på spil ved at gå ud med sådanne meldinger. I en eventuel Trump-regering så vil de her 50 personer i hvert fald nok finde sig selv arbejdsløse.

CIA-agenten mod Trump
Hvis de menige republikanere så beslutter sig for ikke at stemme på Trump, hvad skal de så? Hillary? Nu har republikanere mod Trump fået en kandidat, som de i flere stater kan stemme på.

Den tidligere CIA-agent og politiske rådgiver for det republikanske parti i Kongressen, Evan McMullin har valgt at stille op som uafhængig. Han er fuldstændig ukendt for den brede offentlighed, og han er da også så sent ude at han faktisk ikke kan stille op i alle delstater. Antallet af stater han kan stille op i, betyder at han ikke ville have nogen som helst mulighed for at samle nok valgmandsstemmer til at vinde valget.

Alligevel kan McMullin gå hen og blive ret afgørende for valget, hvis han lever op til formodningerne. Han kan nemlig ifølge mediet vox.com godt gå hen og koste Donald Trump delstaten Utah, som ellers er en republikansk kernestat. Det skyldes at Trump er upopulær blandt statens mange mormoner, som leder efter et alternativ til Trump.

Her kommer mormonen McMullin så ind i billedet. Med en religiøs og politisk baggrund som kan appellere til mange vælgere i Utah, så kan McMullin trække stemmer fra Trump. Ikke dermed sagt at han selv vinder staten, men han kan trække partiets vælgere i to lejre, og dermed skabe en åbning for Hillary Clinton.

Det er altså ikke fordi vi skal til at forvente en ny kandidat, som kan komme til at sidde bag skrivebordet i det Ovale Værelse. Til det er han for ukendt, og valgmandsmatematikken taler imod ham. Men ”Never Trump” folkene i det republikanske parti kan alligevel slutte sig sammen om McMullin i en sådan grad at han bliver afgørende.

Det bliver spændende at følge ham over de næste måneder, efterhånden som valgdagen i november nærmer sig.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft