Trump fortsatte sit opgør med amerikansk verdensorden

I sin tale til FN’s generalforsamling slog præsident Trump en mere afdæmpet tone an, end den han havde sidste år ved samme lejlighed. I en tale lige så meget rettet mod de republikanske vælgere som verdenssamfundet gjorde præsidenten ikke så overraskende op med globalismen og omfavnede nationalismen. Ikke alle dele af talen blev dog modtaget lige respektfuldt.

Fra starten af præsident Trumps tale til FN’s generalforsamling stod det klart, at talen langt hen ad vejen var målrettet hans vælgere – endnu en gang.

Talen indledtes med at opremse hvor godt det gik i USA, efter at Donald Trump var blevet præsident, og lad os allerede her få den lidet respektfulde modtagelse af præsidentens tale af vejen. Ved udtalelsen om at hans administration havde gjort mere i sine to år end nogen anden administration, var der tilsyneladende nogen i salen, som ikke kunne holde masken, og salen endte i latter – også foranlediget af præsidentens reaktion.

Opgør med globalisering

Efter denne ganske opsigtsvækkende hændelse var det en tale, som fulgte ret kendte toner fra præsidenten – og dermed ikke meget at grine af for de forsamlede diplomater. Det som klart er værd at bemærke, er at USA’s præsident står ved FN’s generalforsamling og gør op med multilateralisme og globalisme. Det symbolske i det er interessant. Præsident Trump ønsker en verdensorden, hvor det primært er bilaterale kontakter, som skal præge de interstatslige relationer, og altså ikke de store multilaterale organisationer, som flere generationer af amerikanske statsmænd har bygget op og dyrket.
Flere gange understregede han, at man bør respektere hinandens suverænitet, og ikke blande sig i hvad der sker på den anden side af nationale grænser. Direkte sagde præsidenten, at USA bør holde op med at prædike rundt omkring i verden, og i stedet fokusere på egne interesser.
Til at opsummere sin politik så slog præsidenten fast ”We reject the ideology of globalism and we embrace the doctrine of nationalism”. Det minder meget om tonerne han også slog an sidste år ved FN, og i mange andre taler – og igen er det markant. Der foregår i øjeblikket et filosofisk og politisk opgør i Trump-administrationen om retningen for USA’s udenrigspolitik. Den filosofiske forskel går på, om USA bør spille en aktiv og fremskudt rolle i verden eller bør trække sig tilbage til egne kyster og fokusere derfra. Resultatet af den diskussion kan få store politiske konsekvenser også for os på denne side af Atlanten.

En iransk ”rocket man”?

Ved sin tale sidste år kaldte præsident Trump Nordkoreas diktator Kim Jong-un for ” rocket man”, og sagde at han var på en ”suicide mission” for USA kunne blive tvunget til at udslette det nordkoreanske regime.

Her et år senere er den amerikanske præsident overbevist om, at der sker en utrolig udvikling i forholdet, og at Nordkorea aktivt er i gang med at give sig overfor amerikansk pres. Han henviste til, at der ikke længere testes missiler eller atombomber i Nordkorea. En mere kynisk analyse ville være, at Nordkorea på nuværende tidspunkt har så godt styr på begge elementer, at det giver større politisk gevinst at indstille tests, end at fortsætte med at udvikle yderligere på nuværende tidspunkt.

Fordi præsident Trump er overbevist om det gode forhold til Nordkorea, og lader til at lægge op til et nyt topmøde, så var forventningen at Iran ville være målet for præsidenten i år.

Det var styret i Teheran sådan set også, om end i mere afdæmpet toneleje end sidste år. Der var skarp kritik af det USA kalder Irans destabiliserende adfærd i Mellemøsten, og trusler om forøget pres på regimet gennem sanktioner. USA står dog i den usædvanlige situation, at man i denne sag bliver set som den uretfærdige, og Iran faktisk anses for at være den forurettede, fordi regimet teknisk lever op til aftalen fra 2015. Det er nok også af den årsag, at retorikken mod Iran var mere afdæmpet end retorikken mod Nordkorea sidste år.

Ellers indeholdt talen angreb mod centrale institutioner i den amerikansk-ledede verdensorden, som ellers har udgjort grundlaget i amerikansk udenrigspolitik i årtier. Grundlæggende var det FN, som centrum for multilateralismen som var under angreb, men også WTO blev kraftigt kritiseret. Derudover fik Tyskland også en over næsen, alt imens lande som Polen og Indien fik ros for deres politiske udvikling – læs: en mere nationalistisk tendens.

Præsident Trumps tale var altså endnu et angreb på globalisering og multilateralismen, og endnu et råb på mere fokus på bilaterale forhold og stormagtskonkurrence. Dette understøtter billedet af, at den udenrigspolitiske linje i Trump-administrationen går mere og mere i retning af Trumps ”America First” i stedet for den mere traditionelle linje som ministre som James Mattis har agiteret for.