Trumps kriseretorik kan mere end blot appellere til basen

Donald Trump taler om liv og død, når han argumenterer for at lukke grænserne. Hvis befolkningen køber præmissen for debatten, kan det give ham mulighed for at forandre politikken.

Nævn de tre største amerikanske præsidenter i historien.

Der er ret stor sandsynlighed for, at du tænker på George Washington, Abraham Lincoln og Franklin D. Roosevelt. Og så kan diskussionen ellers begynde om, hvem af de tre, der var størst, hvem der egentlig er nummer fire, og om Reagan var større end Kennedy.

Det er absolut ikke tilfældigt, at det netop er de tre, som så mange peger på. De førte nemlig USA igennem de tre største kriser i landets historie, og i politik er det sådan, at en krisebevidsthed hos befolkningen giver magthavere mulighed for at tage lederskab, udstikke en retning og gennemføre vidtrækkende reformer.

Hos Donald Trump skal man ikke lede længe for at finde eksempler på krisekommunikation på immigrationsområdet. Han gør indvandring til et spørgsmål om liv og død for den almindelige amerikaner, ligesom nationens overlevelse er på spil. Så skrappe i mælet har de foregående præsidenter ikke været, men at Trump i vid udstrækning er lykkedes med at overbevise amerikanerne om problemernes alvor, har givet ham mulighed for at bryde med tidligere administrationers politik og vinde nogle hård tiltrængte politiske sejre.

En gennemgang af debatten om immigration i amerikansk politik viser, at der er blevet brugt en række forskellige argumenter for henholdsvis at stramme eller lempe politikken. Og hvilke argumenter, der bruges, kan betyde meget for, hvor succesfuld en politikudvikler er.

For nationens stiftere var selvforståelsen om moralsk exceptionalisme i USA over for de gamle kongedømmer i Europa fundamentalt. At tage imod mange indvandrere var ganske vist ikke det unge og fattigt befolkede lands interesse, men det var det gode og rigtige at gøre, var holdningen dengang. Thomas Jefferson sagde blandt andet: ”Shall we refuse the unhappy fugitives from distress that hospitality which the savages of the wilderness extended to our fathers arriving in this land? Shall oppressed humanity find no asylum on this globe?”

Helt så højt på den oratoriske sky svæver Donald Trump næppe, når han diskuterer immigration. Det er med begge ben solidt plantet i mudderet, at han taler om drab, voldtægter, kaos og lovløshed i USA. Dermed gør han op med en lang periode, hvor snakken noget mere prosaisk handlede om jobs, statsbudgetter, arbejdsmarkedsrettigheder og enkelte gange mere abstrakte temaer som retfærdighed, lov og orden og suverænitet. Med henblik på, at kriseretorik hjælper, hvis banebrydende nye reformer skal vedtages, så er det ikke så overraskende, at det har været svært for de tidligere præsidenter at tage lederskab på området.

Når Trump taler om sikkerhed i forbindelse med indvandring, er det med udgangspunkt i en nationalistisk ideologi, som tidligere chefstrateg, Steve Bannon, om nogen personificerede i Trumps administration. Man kan spørge sig selv, om Bannons exit får betydning for Trumps måde at tilgå indvandrerspørgsmålet på. Her er svaret entydigt nej.

Først og fremmest er der stadig mange i Trumps administration, som repræsenterer de samme synspunkter på immigrationsområdet som Steve Bannon. Tre af de vigtigste er John Kelly, Jeff Sessions og rådgiver og taleskriver Stephen Miller, som mange spår til at få en endnu vigtigere rolle nu, når Bannon er tilbage på Breitbart. Trumps Hvide Hus har altid været præget af åbne magtkampe og intern uenighed. At tro, at han nu vil springe i armene på Kushner og Ivanka Trump som genfødt globalist og ikke lade andre fremlægge deres holdninger, virker ikke realistisk.

Derudover vil det være dumt, hvis Trump først talte en krisestemning op på immigrationsområdet for derefter at kaste muligheden for politikudførelse fra sig, som den form for retorik legitimerer. Nok polariserer talen et i forvejen opsplittet USA, men hvis republikanske lovgivere kan se, at deres stemmer skal vindes på en hård immigrationspolitik, så vil det alt andet lige trække dem til højre på området.

Til sidst er der forklaringen, som meget ofte overses i politiske analyser, nemlig at manden rent faktisk mener det, han siger. Lang tid før Bannon kom med i Trumps kampagne var hårdere politik på indvandrerområdet et tema. Og i takt med, at vi får en bedre forståelse af Trumps måde at se verden på, tyder mindre og mindre efterhånden på, at hele kampagnen og alle hans udtalelser og tweets har været et resultat af en genial og nøje planlagt Grand Strategy på baggrund af vælgersegmenteringsanalyser og politisk opportunisme. Om Trump har en dyb ideologisk funderet og sammenhængende forståelse af virkeligheden som baggrund for hans politik er ikke umiddelbart klart, men når han hidser sig op og tweeter løs om indvandrere, nyhedsværter og kongresmedlemmer, så er der ingen grund til at betvivle ægtheden i hans holdningstilkendegivelser.

Trump vil fortsætte sin kriseretorik på indvandrerområdet og forsøge at skubbe til grænsen for, hvad han kan tillade sig at gennemføre. Den hårde tale appellerer både til basen, men kan samtidig også betyde, at han får lettere ved at få immigrationspolitik igennem. Problemet for Trump er dog det samme her som på alle andre områder. Hvis krisestemningen i befolkningen er klør konge på præsidentens hånd i politikspillet, så er personen Donald Trump den ruder to, som han aldrig rigtig kan slippe af med.