Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Trumps parade af generaler fortsætter

Mandag havde Donald Trump møde med endnu en tidligere general, som er i spil til en ministerpost i hans kommende regering. Denne gang var det David Petraeus, som blev kaldt til møde i Trump Tower. Dermed er der tre generaler i spil til tre vigtige sikkerhedspolitiske poster i den kommende regering.

Mandag havde Donald Trump møde med endnu en tidligere general for at se om han kunne være interessant til en ministerpost i den kommende regering. Der er rigtig mange stjerner i spil lige nu.
Lige nu er general James Mattis i spil til posten som forsvarsminister, general John Kelly er i spil som Secretary of Homeland Security og nu er general David Petraeus altså kommet i spil som udenrigsminister. Allerede nu har Trump udnævnt generalløjtnant Michael Flynn til posten som national sikkerhedsrådgiver.

Over de sidste par uger har man kunne observere en stor interesse hos Trump-holdet for tidligere generaler til fremtrædende poster. Det kan der være flere grunde til. På den ene side så mener kritikere, at Trump bare godt kan lide at omgås tidligere generaler og lade deres berømmelse smitte af på ham.
For Trump har de tidligere generaler også den appel, at de ikke er del af ”the swamp” i Washington D.C. som han har lovet at rydde op i. De har erfaring med politik, men fra en anden vinkel end andre mere klassiske kandidater til posterne.

En mere politisk betinget grund kan også være at Trump-holdet i øjeblikket har svært ved at finde kandidater til flere prominente sikkerhedspolitiske poster, som på den ene side kan appellere til Trumps støtter (hvilket f.eks. Mitt Romney har problemer med), men som også kan appellere til det republikanske parti, som i sidste ende skal godkende ministrene ved afstemninger i Senatet. Her er der gode muligheder blandt tidligere generaler.

En anden grund til at det sagtens kan gå hen og blive generaler, som får flere topposter er deres verdensbillede og syn på det at tjene. Som general David Petraeus udtalte til BBC for nogle dage siden, når præsidenten spørger, så er der kun ét svar: Javel.
Dermed vil Trump kunne få professionelle ministre med stor erfaring, som ikke er bundet af politiske udmeldinger under valgkampen, og som er villige til at tjene embedet snarere end fokusere på manden.

Han skal dog ikke forvente blind loyalitet fra generalerne, hvis de bliver valgt. Som samtalen med general Mattis viste i sidste uge, så udtrykte generalen modstand mod anvendelsen af tortur (til stor overraskelse for Trump), og mange andre meldte under valgkampen, at det var uacceptabelt for USA at genindføre tortur som f.eks. waterboarding.

Ligeledes gør Greg Jaffe fra Washington Post opmærksom på, at Trump vil kunne opleve sammenstød med ”sine” generaler, hvis ikke der ryddes op i arbejdsprocesserne som lige nu præger overgangsholdet. Her har der været meget rodede arbejdsgange, præget af personfnidder. Hvis det fortsætter i det Hvide Hus efter januar, så kan det komme til at provokere generalerne, som er vant til klare strømlinede kommandoveje, som slutter ét sted.

Skandalen der kunne stoppe det hele

Den seneste i rækken af generaler var altså David Petraeus. Fra 2007 var han chef for koalitionsstyrkerne i Irak under den berømte ”Surge”, og fra 2008 var han chef for US Central Command, og dermed chef for amerikanske militære operationer i hele Mellemøsten. Da Stanley McChrystal blev fyret i 2010 overtog Petraeus kommandoen over NATO’s ISAF styrke i Afghanistan, hvor han gjorde tjeneste i et år. I 2012 måtte han trække sig fra posten som direktør for CIA, efter at det var blevet afsløret at han havde haft en affære med Paula Broadwell som i 2011 skrev en biografi om ham.

Men afsløringerne stoppede ikke der. Det viste sig senere, at han havde delt hemmeligt materiale med sin elskerinde for at hjælpe hende med at skrive sin bog. Sidste år erkendte han sig skyldig i at have delt sine notesbøger, som indeholdt det hemmelige materiale med Paula Broadwell, efter at FBI anbefalede at man rejste officiel anklage mod den tidligere general.
Efter en aftale med Justitsministeriet blev Petraeus dømt to års prøvetid og en bøde på $100.000.

Under normale omstændigheder ville det være game over, men med et republikansk flertal i Kongressen, hvor flere fremtrædende medlemmer af partiet er glødende Petraeus-støtter, så præsenterer sagen måske ikke den rolle man tidligere kunne have forventet. Hvis der nogensinde var en chance for Petraeus til at få en ministerpost, noget han flere gange i sin karriere er nævnt til (faktisk også som mulig præsidentkandidat), så er det nu med den republikansk styrede Kongres, og Trump i det Hvide Hus som søger efter villige ministre.
Dermed kan vi muligvis blive vidner til et af de større comebacks i mange år i amerikansk politik, hvis Petraeus bliver nomineret til posten som udenrigsminister.

Trump var i hvert fald positiv efter mødet i går. På Twitter skrev han: ” Just met with General Petraeus–was very impressed!”

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft