Kongressen.com
Feature

Trumps udenrigsvrede giver mening i et andet århundrede

Donald Trump er kommet med nogle ret markante udtalelser om mange emner – herunder udenrigspolitik. Men for mange amerikanere giver det rigtig god mening, det han siger. Han lægger op til en mere tilbagetrukken rolle for USA i verden, og en politik som ligner den ført i slutningen af det 19. århundrede.

Landet er i krise. Den internationale status er svækket. Landets troværdighed er i bund. Der er ikke nogen der tager din commander-in-chief alvorligt. Det politiske system er brudt sammen af uduelighed. Dit land bruger umådelige beløb på at redde utaknemmelige lande rundt om i verden som snylter på dit lands godgørenhed. Sådan ser mange amerikanere på USA’s status i verden, og det er de godt trætte af. Nu står der en præsidentkandidat, og lover bedring af de forhold.

Donald Trump lover at forandre amerikansk udenrigspolitik, så man får en mere tilbagetrukket rolle baseret på overlegen militær magt, som skal anvendes som skal styrke USA’s forhandlingssituation overfor modstandere.
Den mere tilbagetrukne udenrigspolitik som Trump lægger op til, ville være et markant brud med de sidste 75 års amerikansk udenrigspolitik. Men faktisk ville politikken ligge godt i tråd med den politik som skiftende præsidenter førte de første halvandet århundrede af USA’s eksistens. Trump har udtalt, at han synes USA’s gyldne tid var i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede med Theodore Roosevelt ved roret.

Faren ved hans politik er, at den ville passe perfekt ind i det 19. århundredes internationale system med skiftende alliancer, en delikat magtbalance mellem stormagterne og et system hvor militær magt spillede en vigtig rolle, når man satte sig ved forhandlingsbordene for at ordne verdenssituationen. Men hvordan den vil spille i et internationalt system i det 21. århundrede er svært at forudse.

Det svage USA – making America great again
Trump har flere gange udtalt, at hans udenrigspolitik vil fokusere mere på at få de allierede til at bære en større del af byrden for international sikkerhed, og trække amerikanske tropper hjem. Men det betyder ikke, at USA skal have en mindre militær styrke og bruge færre penge på militæret. Faktisk det modsatte. Men i stedet for at have det amerikanske militær stationeret rundt om i verden, så skal det i højere grad trækkes hjem, og bruges som afskrækkelse når præsident Trump sætter sig til forhandlingsbordet med besværlige modstandere som Iran og Nordkorea. Det lyder meget som Theodore Roosevelts mantra: ”Speak softly, but carry a big stick.” Man kan dog betvivle, hvor “softly” Trump er i stand til at tale, men det er en anden snak.

Men hvorfor kan et sådan udenrigspolitisk brud vække begejstring blandt vælgerne? Fordi vælgerne ikke har kunnet forstå den udenrigspolitik, som præsident Obama har ført i snart otte år. På trods af hans retoriske evner, så har han på ingen måde formået at forklare hvorfor USA har været nødt til at føre en mere tilbagetrukken udenrigspolitik under ham, og hvad de langsigtede motiver har været. Derfor har mange amerikanere fået den opfattelse, at USA’s internationale status er tæt på uhelbredeligt svækket efter otte år med Obama ved roret.

De allierede snyltere
Noget andet som vælgerne lader til at have forstået, er at USA’s allierede ikke løfter en proportional del af den samlede byrde. Det er sådan set også et budskab, som præsident Obama i flere år har spillet på, men nu har Trump taget det til sig som en del af hans retorik om at få andre til at betale deres andel. Nu er det ikke kun mexikanerne, som skal betale for den store Trump-mur, men allierede skal også til at betale, hvis de vil have amerikansk hjælp til militære operationer. For eksempel skal de mellemøstlige allierede til at betale USA’s udgifter til kampen mod Islamisk Stat, for det er jo i deres interesse at USA er der til at kæmpe. På et tidligere tidspunkt i valgkampen foreslog han da også, at man sendte amerikanske styrker ind for at erobre oliefelter i Irak, hvor salget af olie så skulle finansiere operationerne.

Samme budskab sendes til de europæiske allierede, hvor Trump har stillet spørgsmålstegn ved NATO’s relevans. En stor del af den problematik er billedet af at de europæiske allierede nyder godt af en amerikansk sikkerhedsgaranti, men ikke selv ønsker at bidrage til festen. Her har de europæiske allierede heller ikke hjulpet deres egen sag, ved at være tilbageholdende når det er kommet til forsvarsudgifter, og vores højlydte klagesange når USA har forsøgt at sætte os stolen for døren. Nu bruges det altså som en del af Trumps retorik om de snyltende allierede.

En politik til et andet århundrede

Hvis Trump går hen og får magt som han har agt, så vil det være et brud med 75 års amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som har været baseret på en fremtrukken militær tilstedeværelse over hele verden.

Men faktisk ville en tilbagetrukken politik under præsident Trump ligge godt i tråd med den måde amerikansk udenrigspolitik blev ført i de første 150 år af landets eksistens. I den periode genlød George Washingtons ord i hans afskedstale fra 1796, hvor han advarede mod indgåelse i alliancer og anliggende som ikke var direkte relevante for USA. Hvis USA indgik i alliancer risikerede man at blive draget ind i krige man ikke havde nogen interesse i at være del af.

Den politik blev i 1823 fulgt op af Monroe-doktrinen, som stadig søgte at holde USA ude af især europæiske konflikter, men advarede stormagterne mod at involvere sig i Sydamerika – den region var amerikansk interessesfære og derfor off-limits for europæerne.

Samtidig var amerikansk diplomati bakket op af militær magt. I de første rigtig mange år, var det mere en idé om amerikansk militær kapacitet der lå bag. Men i slutningen af det 19. århundrede, især efter afslutningen af den Amerikanske Borgerkrig, begyndte USA’s militære kapaciteter at vokse. Her blev Theodore Roosevelt helt central ved at opbygge en amerikansk flåde, som skulle bruges som internationalt statussymbol og give amerikansk diplomati mere tyngde.

Det er den type verden, som Trump lader til at ville have amerikansk diplomati tilbage til. Men hvordan den politik vil passe til en verden, præget af internationale handelsaftaler, forsvarstraktater, og samarbejde på kryds og tværs, det er svært at sige. USA og resten af verden er forbundet på så mange måder som var utænkelige i det 19. århundrede, og Trumps politik vil være et forsøg på at gøre op med flere sådanne centrale aftaler. Hvilken sikkerhedssituation det vil lede til er et godt spørgsmål, men militær magt og ikke internationale konventioner og aftaler vil kunne komme til at spille en større rolle. Det lader til at være noget som mange vrede amerikanske vælgere kan forholde sig til, for det vil på den måde blive mere tydeligt hvordan USA er større og mægtigere end deres konkurrenter, som man i øjeblikket synes er ved at indhente supermagten.

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen