Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Tysk NSA-Tankado: Ingen roser uden torne

(foto: flickr.com)

Edward Snowdens afsløringer har sat liv i en ellers kedelig tysk valgkamp, og flere steder i Tyskland kan man høre ramaskrig over de amerikanske overvågningsprogrammer. Reaktionerne grænser til det hykleriske og bruges primært af valgtaktiske årsager. Sandheden er, at Tyskland nyder godt af Amerikas overvågningsprogrammer. Når det kommer til terrorbekæmpelse er Tyskland stadigvæk et barn, der er afhængig af sin stærke, amerikanske far.

Susan Fletcher er en meget begavet matematiker. Hun er samtidig også leder af NSA’s (National Security Agency) kryptografidivision. Her bliver hun stillet over for en ubrydelig krypteringskode. Koden er skrevet af den japanske kryptograf Ensei Tankado, som er en tidligere NSA-medarbejder. Tankado er utilfreds med NSA’s overvågning af private email korrespondancer og truer derfor med at frigive koden til alle, hvilket vil have fatale konsekvenser for USA og resten af verden.
Denne historie, som udgør plottet i Dan Browns første roman Digital Foretress (på dansk Tankados kode), spiller i året 1995, men kunne lige så godt være en del af den NSA-affære, der har kørt de seneste måneder. Da Brown skrev bogen var der mindre end tre procent af Amerikanerne, der vidste, hvad NSA var. I dag er agenturet verdenskendt, og Ensei Tankado kendes nu som Edward Snowden. Men i nutidens begivenheder truer Snowden ikke bare USA, men også den tyske forbundskansler Angela Merkel, som gerne vil genvælges, når tyskerne går til valg den 22. september.

Hvad Merkel ikke ved?
Snowden har med sine afsløringer nemlig tilføjet en ekstra ingrediens til en ellers kedelig tysk valgkampsmenu. Merkels valgmenu – som består af en god omgang sovevognsvalgkamp, hvor kansleren dækker alle flanker af ved at tage stort set alle sine modstanderes synspunkter om bord – er for en stund blevet rystet godt og grundigt igennem. Nu diskuterer man et emne, som igen er blevet højaktuelt: Hvor langt vil man gå, og hvad er man villig til at gøre for at forhindre et terrorangreb og beskytte forbundsrepublikkens borgere?

Denne diskussion er spændingsfyldt i Tyskland grundet landets dårlige erfaringer med Gestapo- og Stasi-overvågningen, og det har efterladt en arv af national bekymring for privatsfære og borgerrettigheder. Samtidig er det svært at forklare det tyske koncept af privatsfære. I USA er man, i de fleste tilfælde, ikke glad for at staten har for mange oplysninger om ens person, og især ikke, at staten blander sig i ens personlige anliggender. Men når det kommer til indre og ydre sikkerhed har de fleste amerikanere accepteret, at statslig ”indblanding” ikke kan undgås. Men i Tyskland har man den stikmodsatte tilgang: Her er man heller ikke glad for en høj statslig indblanding i privatsfæren, men man har ikke noget problem, for eksempel, at ens bopæl bliver registreret i et folkeregister. Men når det kommer til spørgsmålet om indre og ydre sikkerhed har tyskerne kun begrænset tillid til staten. Som den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister, Otto Schily, påpegede i sidste uge, så har tyskernes frygt for staten nærmest paranoide træk til tider.

Merkel, som er vokset op i Østtyskland, er sig dette bevidst, men hun er samtidig en pragmatisk magtpolitiker med en forkærlighed for USA. Derfor er regeringens taktik at prøve at svede NSA-affæren ud og nægte ethvert kendskab til amerikanernes indsamling af data. På sit årlige sommerpressemøde for tre uger siden forsikrede Merkel da også, at hun ikke havde kendskab til NSA`s dataindsamling. Justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger (FDP) og indenrigsminister Hans-Peter Friedrich (CSU) afviste ligeledes, at de skulle have kendt til amerikanernes dataindsamling. En påstand, som enten udstiller den tyske regering som uvidende på et så centralt emne, eller som må betyde, at de ikke tager det helt så nøjagtigt med at fortælle sandheden. Det var heller ikke særlig overraskende, at fire ud af fem tyskere i en meningsmåling lige efterfølgende tilkendegav, at de ikke troede på regeringens uvidenhed. Derfor er regeringen, og især kansleren, nu gået i forsvarsposition. Men spørgsmålet forbliver det samme: Hvor meget har Merkel vidst om NSA`s gøren og laden – og hvor meget har de tyske efterretningstjenester koopereret med amerikanerne?

Et samarbejde
Overvågning og spionage har i århundreder været praksis for alle efterretningstjenester. Teknologien er selvfølgelig en anden i dag, og derfor bliver der også indsamlet langt større mængder af data. Men det tyske ramaskrig blandt den tyske befolkning og især i medierne og blandt oppositionspolitikere over de amerikanske overvågningsprogrammer er hyklerisk og bruges af oppositionen primært af valgtaktiske årsager. Oppositionen i Tyskland kritiserer forbundsregeringen, men det er sandsynligt, at de ikke ville handle anderledes, hvis den sad ved magten – og i øvrigt heller ikke gjorde, da SPD og Die Grünen dannede regering i årene 1998-2005.

Mange af de oplysninger, som Amerika samler – især når det kommer til terrorbekæmpelse – deles med europæiske lande, også Tyskland. Og meget af den amerikanske aktivitet i Europa sker i samarbejde med lokale myndigheder, også i de oprørtes vulkans epicenter, Tyskland. Således bygger USA for tiden et nyt “Consolidated Intelligence Center” i Wiesbaden, som også skal bruges af NSA, og det tyske ugemagasin DER SPIEGEL offentliggjorde et dokument i sidste uge, hvor det fremgik, at regeringen har ”omfortolket” Tysklands restriktive regler om personbeskyttelse for at give USA nemmere adgang til hidtil beskyttede data. At noget af dette samarbejde kan grænse til at være ulovligt er et problem for den tyske regering, hvis dette altså skulle være tilfældet. Men det er næppe Amerikas skyld.

På grund af disse oplysninger er kansleren så småt gået i gang med at finde en syndebuk. Kansleren har tidligere udtalt, at “det er ikke mit ansvar at sætte mig ind i oplysninger om Prism”, og man kan godt tolke denne udtalelse som en hentydning til den mand, som i hvert fald ikke kan løbe fra sit ansvar med en lignende udtalelse. Manden hedder Ronald Pofalla (CDU) og er chef for Bundeskanzleramt (kanslerens eget sekretariat). Den tyske opposition mistænker nu Pofalla for at have haft kendskab til overvågningen. I og med en del af Pofallas jobbeskrivelse indebærer, at han koordinerer de tyske efterretningstjenester, og i forbindelse med dette flere gange om måneden orienteres af cheferne for de forskellige efterretningstjenester, forekommer det usandsynligt, at Pofalla lige præcis ikke er blevet orienteret om samarbejdet med Amerikanerne under disse møder. Pofalla burde derfor have orienteret Merkel, og sandsynligheden for, at han har glemt at nævne det, virker forholdsvis lille.

USA er Tysklands øjne
De tyske efterretningstjenester har benyttet sig af informationer som NSA har indsamlet, også i Tyskland. Samtidig har chefen for den tyske efterretningstjeneste BND, Gerhard Schindler, bekræftet samarbejdet med NSA – vel at mærke efter, at hele skandalen brød ud, og efter at Merkel på sit sommermøde afviste ethvert kendskab. De tyske efteretningstjenester benytter sig også af programmet XKeyscore, og nogle af dem har allerede siden 2007 brugt det for at kontrollere kommunikationsdata og datapakker for mistænkeligt indhold. Det er der heller ikke noget galt i, ligesom det er legitimt og fornuftigt, at de tyske og de amerikanske efterretningstjenester arbejder tæt sammen. Snarere ville der være grund til bekymring, hvis efterretningstjenesterne i to nationer som USA og Tyskland ikke arbejdede sammen.

Sandheden er, at tyskerne fortsat nyder godt af Amerikas overvågningsprogrammer. Som den tyske indenrigsminister Friedrich har påpeget, ville Tyskland højst sandsynligt ikke være er i stand til at forhindre terrorangreb i Tyskland uden Amerikanerens data og hjælp. Denne assistance er altså vigtig, da Tyskland er langt fra at være en ukendt plet på verdenskortet for islamiske ekstremister. En stor del af terroristerne bag angrebene den 11. september boede i Hamborg, og de slap igennem de tyske efteretningstjenesters søgelys.
Så for at gøre det kort: En stor del af de oplysninger Tyskland har brugt for at forhindre terrorangreb er blevet leveret af de agenturer, som tyskerne nu er så forargede over. Ja, Amerikas øjne er over det hele – men de er også tyskernes øjne, og uden dem ville Tyskland være blind.

Man skal kravle, før man kan gå
Som den tyske journalist Walter Wüllenweber pointerede i sidste uge, så er der intet, som sårer tyskerne mere end at blive ”bedraget” af amerikanerne. Tyskerne har stadig et specielt forhold til det land, som man godt kan omtale som forbundsrepublikkens ”far”. Men nu har den tyske søn lært at gå, han er blevet myndig, og han vil bestemme selv. Men når det kommer til både den inde og ydre sikkerhed, vil Tyskland stadigvæk hjælpes af sin stærke, amerikanske far. Tyskland virker endnu ikke indstillet på at tage det fulde ansvar, som følger med, når man er blevet voksen. Det er stadigvæk Amerika, som skal tage sig af det beskidte vasketøj.

Et illusorisk ønske ville være, at tyske politikere var ærlige nok til at fortælle vælgerne om de omkostninger, som følger med, hvis man opgiver dataovervågningen. Men kan man forestille sig en kansler eller indenrigsminister, eller enhver anden politiker i en valgkamp, der har modet til at forklare befolkningen, at prisen kan være et terrorangreb? Næppe. Som præsident Obama påpegede, så kan man ikke have 100 procents sikkerhed, 100 procents privatsfære og nul besvær.
NSA-sagen til trods vil eurokrisen og økonomien stadig dominere den tyske valgkamp. Men Snowdens afsløringer sætter nyt liv i en debat, som er aktuel og nødvendigt at føre i den digitale tidsalder: Er sikkerhed en supergrundret, der trumfer alt andet, som indenrigsminister Friedrich har udtalt? Og hvordan vægter vi generelt hensynet til den enkeltes frihed over for hensynet til sikkerheden?

Denne debat vil forhåbentlig føre til en sund realpolitisk erkendelse af, hvor vanskeligt det er at finde den rette balance mellem sikkerhedshensyn på den ene side og demokratisk kontrol og personlig frihed på den anden. Denne debat har kørt i USA siden den 11. september 2001, og præsident Obama har erkendt offentligt, at USA ikke har fundet den rette balance endnu.
I denne debat findes ikke nemme svar, lige meget hvor gerne den tyske befolkning og oppositionen vil have dem. Kansler Merkel har erkendt, at NSAs, og efterretningstjenesternes arbejde mere generelt, er uundværlig, da et land uden efterretningsarbejde ville være for sårbart. Men hvem forklarer den tyske befolkning, at Tyskland, på trods af sin nye stærke position i Europa, stadigvæk er et barn, der har brug for sin stærke, amerikanske far, når det kommer til terrorbekæmpelsen?

Skrevet af

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen