Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Underdanig Trump roser Onkel Xi

Kinas stærke mand er blevet endnu stærkere og åbner for en ny epoke, hvor Kina indtager central rolle på verdensscenen.

Der bliver ikke bygget nogen mur rundt om Kina i disse år, hvor Riget i Midten strutter af selvtillid og i stedet fokuserer på at bygge bro til verden i både overført og ordret betydning.

Xi Jinping kunne på den nyligt overståede partikongres lade sig krone som partiets enerådige leder og se sine tanker skrevet ind i partiets principprogram, så han nu står som den største leder siden Mao Zedong.

Han slog fast, at Kina nu skal indtage sin plads som central verdensmagt. Kinas fokus er ikke længere udelukkende på vækst, da den mest ekstreme fattigdom ikke længere er så udbredt. Nu er der igen plads til større armbevægelser og ideologien har med Xi gjort comeback efter flere års teknokratisk vælde.

Derfor kan USA se frem til, at Kina vil spille en endnu større rolle internationalt, og Donald Trump kan hurtigt ende med at blive overskygget af sin kinesiske modpart.

Rosende præsident med baghåndskompliment
Præsident Donald Trump er tilsyneladende på linje med, at kineserne står stærkere, og hans statsbesøg til Kina var udtryk for en ganske ny amerikansk tilgang til Kina. Trump havde taget roser med og hans normale “China Bashing” var hverken at se eller høre. Han var i sit mest charmerende hjørne og talt respektfuldt om Kina, som nøglen til at løse krisen omkring Nordkorea, ligesom han slog fast, at han ingenlunde klandrer kineserne for at udnytte mange år med svag amerikansk handelspolitik. Faktisk beundrer han Kina for at sætte Kina først.

Her er der tale om klimakset på et historisk paradigmeskift, der er udtryk for Kinas stigende magt. USA rejser ikke længere til Kina med ufravigelige krav og vælger her at gøre store øjne og forsøge at dupere Kina med smiger og søde ord i stedet for at sætte hårdt mod hårdt. Trump forsøger på denne måde, at skabe en relation til verdens måske vigtigste leder, ligesom han vil vise sig fra en mere statslig side end hidtil set.

Herudover skal man jo heller ikke underkende, at Trumps ros er en kritik af præsidentens forgængere og dermed en legitimering af Trumps præsidentembede, og hans rolle som manden, der rydder op efter svage ledere.

Stærk Xi svag Trump
Virkeligheden er dog også den, at USA i stadigt højere grad mister sin plads som verdensleder. Økonomisk haler Kina ind og med Xi ved roret spiller landet også en større rolle internationalt i en tid, hvor USA ikke lyser som den ledestjerne landet gerne ser sig som. Mens Kina vil ud i verden bygger Trump mur og siger “America First”.

Xi Jinping har med stor succes markedsført sig selv som en driftssikker og disciplineret leder, mens Donald Trump med sin noget uortodokse stil har tilegnet sig et ry som ganske uberegnelig og politisk ineffektiv. Hvis vi ser på klimakrisen tager Kina stigende ansvar, mens Trump hopper ud og ind af de aftaler landet har bundet sig til.

Med den seneste partikongres har Xi Jinping manifesteret sin magtposition og med hans tanker indkorporeret i partiets principprogram, kan man sætte lighedstegn mellem Xi og partiet. Derfor er et angreb på Xi et angreb på partiet. Det giver en meget stærk magtposition og en meget stabil base at føre politik fra.

Modsat er Trump historisk upopulær og på trods af farverig retorik er han ikke lykkedes med ret meget politisk. Derfor fremstår Xi Jinping handlekraftig, disciplineret og magtfuld, mens Donald Trump i stadigt højere grad er udtryk for det modsatte. De ujævnbyrdige styrkeforhold på hjemmefronten betyder, at Xi har fuldt mandat til at gennemføre sin politik og styrke Kinas rolle på den internationale scene, mens Trumps magtposition smuldrer.

Nationalistisk jernmand står fast
Mens Kina tidligere har kørt efter Deng Xiaopings udenrigspolitiske doktrin og holdt en lav profil, så er Xi i langt højere grad klar til at spille med musklerne. Det betyder, USA ikke længere skal regne med at have eneret på at lede verden. Kineserne har en tradition for at blande sig uden om andres forhold. Det vil fortsætte, men de vil sætte hårdt ind, hvor de har interesser.

Under sin lange tale til partikongressen slog Xi Jinping blandt andet på vigtigheden af konstruktionen af kunstige øer i det sydkinesiske hav og der er ingen tvivl om, at dagens selvsikre Kina næppe bøjer sig i den sag.

Indenrigspolitisk langede han også ud efter demonstranter i Hong Kong, og gjorde det klart, at den nuværende konstruktion med et land – to styreformer ikke bliver ændret. Han slog også fast, at Kina i det hele taget ikke vil opgive nogen kinesisk landområder.

Fortsætter kamp mod korruption
Xi Jinping fik også styrket sit mandat til at slå ned på korruption, og han gjorde det klart, at korruption er den primære udfordring for kommunistpartiet og en kamp man ikke må skrue ned for.

I den forbindelse vil kritikere pege på, at Xi Jinping også har brugt denne kamp til at skille sig af med politiske modstandere og på den måde sikre sin position som Kinas mest autoritære og magtfulde leder siden Mao.

Det afgørende her er dog, at Xi Jinping er lykkedes med at mindske pressens frihed og indføre større kontrol med befolkningen uden det er gået ud over hans popularitet. Xi Jinpings blanding af nationalisme, karisma og resultater gør, at han har bred støtte i hjemlandet.

Skiftende styrkeforhold
Når Donald Trump kommer smigrende til Kina uden Xi Jinping gengælder den samme varme, så er det udtryk for et nyt magtforhold, hvor USA måske har mere brug for Kina end den anden vej rundt.

Kina er lykkedes med at stabilisere økonomien efter en kort krise for to år siden, ligesom man kom fint gennem finanskrisen. I Vesten er man ramt af en usikkerhed og selvtilliden er ikke hvad den har været. Modsat er Kina i topform man tror på egen formåen og giver den fuld gas både politisk og økonomisk.

På den baggrund deklarerede Xi Jinping, at man nu træder ind i en ny epoke, hvor Kina indtager sin plads centralt i verden. Det sker samtidigt med, at tiltroen til den amerikanske præsident er historisk lav og i det hele taget synes magtbalancen af tippe fra mod øst.

Kina kommer dog ikke til at overtage USAs rolle, men vil fortsat indtage en mere tilbagetrukken rolle end amerikanerne. Men tiden hvor USA dikterer verdenspolitikken er for længst ovre og nu har selv Donald Trump erkendt, at USA ikke kan kræve noget af Kina, hvis Xi Jinping ikke er enig.

Jonas Løvschall-Wedel er uddannet cand.public fra Syddansk Universitet og UTS Sydney med kinesiske forhold som speciale. Har desuden en bachelorgrad i kinesiske studier fra Aarhus Universitet. Han har tidligere boet, studeret og arbejdet i Kina og Australien og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Glimt Af Amerika’ og senest ‘Den Amerikanske Drøm’. Dækker fast forholdet mellem USA og Kina for Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen