Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

USA forøger militær tilstedeværelse i Stillehavet

Samtidig med at Obama i disse dage er på rundrejse i Sydøstasien, så planlægger USA at sende flere hangarskibe til Stillehavet for at inddæmme Kina og understrege sin position som global leder

Af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard

Det er muligt, at Kina er vokset op og blevet en økonomisk stormagt, men i den amerikanske selvforståelse, er USA fortsat verdens største og stærkeste magt.

Det har amerikanerne tænkt sig at understrege helt konkret ved at øge antallet af hangarskibe i Stillehavet ud for Kina, så den samlede styrke i 2020 vil være oppe på otte hangarskibe, der bliver suppleret med destroyere og U-både, der er forudsætningen for, at hangarskibene kan operere frit. Oprustningen svarer til, at 60 procent af USA’s flådekapacitet i 2020 vil være udstationeret i dette område af verden.

Samtidig med den militære opbygning arbejder amerikanerne hårdt på at skabe nye alliancer i de asiatiske lande i Stillehavs regionen. For eksempel er Barack Obama i disse dage på en rundrejse i Sydøstasien, hvor han skal besøge Thailand, Cambodja og Myanmar. 

Magtdemonstration
”Selv om Obamas fokus på Stillehavs regionen er en utvetydig magtdemonstration, så handler det ikke kun om at spille stærk mand over for Kina. Det handler også om at signalere til sine allierede – for eksempel Japan, Sydkorea og Taiwan – at amerikanerne er tilbage. De sidste 10 år har Kina haft frit spil i regionen, fordi amerikanerne har haft travlt i Irak og Afghanistan,” siger Philip Christian Ulrich, fuldmægtig ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og med særlig speciale i blandt andet USA’s Asien strategi.
”USA samarbejder i forvejen med Australien, hvor man har en aftale om at udstationere 2.500 marineinfanterister på rotationsbasis i Darwin. Oven i arbejder amerikanerne aktivt på at indgå alliancer med Singapore, Myanmar og Vietnam. Hele strategien handler om at inddæmme Kina,” fortsætter Philip Christian Ulrich. 

Indien er afgørende
I det puslespil er især Indien et vigtigt land. Inderne er en ny potentiel økonomisk og militær supermagt, og i deres egen selvforståelse berettiger det til en rolle som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Et ønske som amerikanerne støtter.
”Indien er allerede en atommagt. De er i gang med at bygge 3-4 hangarskibe. De er en vigtig allieret for amerikanerne og en tilsvarende trussel for Kina, fordi inderne i princippet kan lukke af for søvejene til Kina. 80 procent af den kinesiske import af olie kommer gennem Malacca strædet, der ret let kan lukkes af,” siger Philip Christian Ulrich. 

Kineserne satser på diplomati
Han tilføjer, at det kinesiske militær langt fra kan matche det amerikanske, og at kineserne er bekymrede ved udsigten til den amerikanske troppeopbygning. Kineserne vil formentlig reagere ved at understrege vigtigheden af diplomati, satsning på handelsaftaler og fredelige udvekslinger. For amerikanerne er der også tale om en balancegang, fordi de økonomisk er afhængige af at have et godt forhold til Kina.
”Strategien for amerikanerne er ’speak softly but carry a big stick’, som Teddy Rossevelt sagde. Med andre ord så siger amerikanerne, at de godt vil være samarbejdspartnere, og at landene skal tale godt sammen, men i sidste ende kan amerikanerne banke Kina sønder og sammen, hvis det er det, de vil,” siger Philip Christian Ulrich. 

Lille risiko for krig
Men selv om der sker en kraftig militær opbygning i Stillehavs regionen over de kommende år, så vurderer Philip Christian Ulrich ikke, at der er fare for en militær konflikt.
”De er begge atommagter og er viklet ind i hinanden rent økonomisk. Hvis de går i krig, så falder de begge fra hinanden. Men selvfølgelig kan der ske fejl, når så meget militær er bygget op over for hinanden. Det er en fare, men den er lille,” vurderer Philip Christian Ulrich. 

Satser på fly og skibe
For at kompensere for opbygningen i Stillehavet vil amerikanerne stille og roligt skrue ned for sin tilstedeværelse i Mellemøsten og Europa, hvor der hovedsageligt er udstationeret hærenheder. Obama har lanceret et forslag til besparelser på 450 milliarder dollar i hovedsageligt hæren over de næste ti år. Til gengæld vil der blive satset mere på flyvevåbnet og flåden, der opererer i Stillehavet. Således er der nye bombefly på vej til at afløse B-52’eren, der skal på pension, og hangarskibene bliver nogle nye og større typer med plads til flere fly.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen