USA holder fredsforhandlinger i stram snor

I dag går det officielle startskud til fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina. Parterne har ni måneder til at blive enige, og USA vil presse hårdt på for at det skal lykkes. En underskrevet fred vil sikre Obama et solidt eftermæle og han kan endelig betale af på den Fredspris han fik af Nobel komiteen allerede i 2009.

Nu skal det være. Når topforhandlerne fra Israel og det palæstinensiske selvstyre mødes i dag og officielt tager hul på første runde af fredsforhandlingerne, så er det noget af en rygsæk, de slæber med sig. Mere end tusinde års forbitret kamp om retten til Historien har ført til et had og en  mistillid, man formentlig ikke ser nogen andre steder på jorden, og som er blevet nedarvet i generation efter generation. Det er en viden, der vejer tungt hos forhandlerne, når de sætter sig til rette i forhandlingslokalet i dag. Der er blevet gjort utallige forgæves forsøg på at få en fredsaftale på plads, men nu skal det være. Parterne har ni måneder til at blive enige.

”Jeg har dog svært ved at forestille mig, at det skal kunne lykkes,” konstaterer Helle Malmvig, seniorforsker ved DIIS.

”For hvad er nyt denne gang i forhold til tidligere forhandlinger? Tidligere forhandlede man i kortere perioder, nu er der en lang bane, hvor ingen af parterne kan løbe fra bordet. Det er fint nok, men samtidig er ni måneder lang tid. Der kan nå at ske mange interne ting i både Israel og i det palæstinensiske selvstyre, der fuldstændig forandrer tingene, ” fortsætter hun.

Obamas store investering
Fra USAs side er der dog ingen slinger i valsen. Denne gang skal det blive til noget. Nu skal der sluttes fred mellem de to parter. Obama har investeret masser af politisk kapital i forhandlingerne og han lagde de sidste og afgørende spor ud for en løsning på konflikten, da han besøgte Mellemøsten i foråret. En fredsaftale om ni måneder vil næppe få nogen særlig indenrigspolitisk betydning for Obama, men det vil sikre ham et eftermæle som den store fredsmager, og han vil kunne betale lidt af på den fredspris han blev tildelt af Nobel akademiet kun få måneder efter sin indsættelse i 2008.

Forhandlingerne vil blive kørt meget stramt. Det betyder i praksis, at parterne har aftalt, at det kun er udenrigsminister John Kerry, der udtaler sig officielt om processen.

”Det vil sige, at alle artikler, tv indslag, rygter og løs snak om processen, er uden værdi og troværdighed med mindre oplysningerne kommer direkte fra mig,” sagde John Kerry, da han flankeret af den israelske topforhandler Tzipi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat, annoncerede køreplanen for forhandlingerne i Washington DC for fjorten dage siden.

Ved samme lejlighed sagde John Kerry, at det, der gør håbet om en løsning grønt denne gang, er, at parterne – med USAs hjælp – vil gå til forhandlingerne med en indstilling om, at de store kompromiser der skal til for at nå en løsning ikke handler om at forære modparten en masse fordele, men at kompromiserne tværtimod betyder, at man får noget fra modparten – at man i det lange løb vinder på at indgå kompromiser: Palæstinenserne får en selvstændig stat, der vil blive hjulpet i gang økonomisk, og Israel når frem til en tilstand, hvor landet lever i fred med sine arabiske naboer, og ikke som nu, hvor der er tale om ’fravær af konflikt’, når der er mest fredeligt.

Forhandlerne er optimistiske. Saeb Erekat forventer en løsning og Tzipi Livni siger, at hun er ’håbefuld, men ikke naiv’.

Interne spændinger
Det er formentlig først om nogle måneder at man kan se konturerne til, om der er en holdbar løsning på vej. Internt blandt palæstinenserne er der store spændinger mellem Fatah og Hamas og i Israel er Benjamin Netanayhu under et stort pres fra modstandere af fredsprocessen. Den israelske regeringsleder balancerer på en knivsæg, og det er i det lys, man skal se israelernes beslutning om, at der søndag blev givet tilladelse til at opføre 1.000 nye bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem. Bosættelserne er ulovlige og John Kerry kvitterede også prompte med at kalde dem ’illegitime’. Omvendt har Netanyahu fået ros for at løslade 26 palæstinensiske fanger, som led i en proces, hvor 126 blev frigivet i juli måned.

For tre år siden brød forhandlingerne melolem israelerne og palæstinenserne sammen netop fordi, israelerne besluttede at opføre nye bosættelser midt i det hele. Slingrekursen fik i går lederen af oppositionen i Knesset, lederen af Arbejderpartiet Shelly Yachimovich, til at komme med følgende syrlige bemærkning:

”Netanayhu må gøre op med sig selv, om han er leder for en regering, som forsøger at få en fredsaftale igennem, eller om han er leder af en regering, der forsøger at undergrave fredsforhandlingerne.”

Trods den slingrende start på forhandlingerne, så ser det dog ud til, at der denne gang er reelle muligheder for at nå til en løsning og få skabt fred mellem Israel og Palæstina. Hvis formodningerne viser sig at holde stik, vil freden komme på et tidspunkt, hvor konflikten mellem de to folk er rykket ned på den internationale dagsorden, mener Helle Malmvig, seniorforsker ved DIIS.

”Før det arabiske forår, var den israelsk/palæstinensiske konflikt den store gordiske knude. Nu er der sket så meget andet der presser på og skal løses. Konflikterne i især Syrien og Egypten er jo langt større problemer,” siger hun.