Arktis er ikke blot en region, hvor klimaspørgsmål er højaktuelle. Åbningen af søveje gennem området, og nemmere adgang til potentielle ressourcer betyder at regionen også er blevet en sikkerhedspolitisk problemstilling. Men der er forskel på hvordan to store konkurrenter – USA og Rusland – håndterer spørgsmålet.
USA har store interesser i det arktiske, og som verdens eneste supermagt er USA den største modvægt til en anden militær stormagt, som har interesser i Arktis – Rusland. Denne modvægt kan være med til at sikre for eksempel Danmarks forhold i regionen, over for Rusland, som ikke lader til at have problemer med en øget militarisering af Arktis, som potentielt kan overvælde en lille stat som Danmark.
Fra amerikansk side har man accepteret, at Arktis ikke udelukkende er et klimapolitisk problem, men har større strategiske implikationer. Derfor udgav Obama-administrationen allerede i 2013 en National Strategy for the Arctic Region. Dette strategidokument viser, hvad USA’s strategi er i forhold til de udfordringer, som man står overfor i denne nordlige region.
Hvis man læser strategien, får man et billede af, at USA primært vil håndtere problematikkerne i Arktis gennem multilaterale organisationer, forhandlinger og aftaler med de øvrige arktiske lande. Man ser det altså ikke på nuværende tidspunkt som en overvejende sikkerhedspolitisk problemstilling. Men det kan vise sig at være en naiv disposition, hvis man ser på, hvad Rusland foretager sig i Arktis.
En national strategi for Arktis
Den nationale strategi som det Hvide Hus udgav i 2013, lægger meget vægt på samarbejde med de øvrige arktiske lande. Rettigheder og besiddelser i regionen skal ikke være baseret på, hvem der kan slå hårdest. Man skal respektere internationale regler og mæglingsmyndigheder, og gennem dem finde ud af en fordeling af områder i Arktis, som potentielt kan indeholde store naturressourcer.
Det er især det Arktiske Råd og FN, som USA mener skal fungere som fora for forhandlinger og løsning af uoverensstemmelser. To ud af tre ”guiding principles” i den nationale strategi lægger da også vægt på sådanne fora og samarbejde mellem medlemmerne af Arktisk Råd – og dermed fredeligt samvirke i regionen. Der tales ikke om en oprustning i regionen, men håbet om en fredelig sameksistens.
De sikkerhedspolitiske udfordringer som behandles i strategien handler om fri bevægelighed på verdenshavene, kapaciteter til at håndtere udfordringer ved den øgede aktivitet i regionen, samt sikre en ansvarlig udnyttelse af potentielle ressourcer i regionen.
Over for denne meget fredelige amerikanske tilgang står Rusland. Allerede i 2008 annoncerede de russiske myndigheder, at man ville sende militære styrker til Arktis, og man har nu offentliggjort at man er ved at have færdigbygget en base på en øgruppe øst for Svalbard. Denne base er stor nok til at kunne huse 150 soldater i op til halvandet år uden at behøve nye forsyninger.
Samtidig ser man stigende russisk militær aktivitet i Arktis, noget som amerikanerne altså mener, man bør fornægte af hensyn til at undgå sammenstød i denne strategisk vigtige region.
Dermed melder spørgsmålet sig, om USA er ved at blive kørt agterud, af et Rusland, som allerede på nuværende tidspunkt ikke lader til at have problemer med at militarisere området.
Samarbejde mellem parterne
Det seneste forsøg på at sikre samarbejde og dialog i Arktis har været oprettelsen af det såkaldte Arctic Coast Guard Forum. Idéen er at søfartsmyndighederne fra Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Rusland og USA skal mødes i dette forum og koordinere indsatser samt sikre dialog mellem de relevante myndigheder for opretholdelsen af sikker maritim trafik i området.
USA har i disse år en fremtrædende rolle i det Arktiske Råd, hvor man har formandsposten frem til 2017. Gennem denne stilling er det ret tydeligt, at USA vil søge at sikre at uoverensstemmelser mellem de forskellige parter løses i rette fora i stedet for gennem traditionel magtpolitik. Det er sådan set ikke svært at sælge overfor langt de fleste medlemmer af Arktisk Råd, måske lige bortset fra Rusland. Landet kan nemlig bruge Arktis til at hævde sig som stormagt i en ny region, og i øjeblikket er den russiske bjørn ret alene om at se militariseringen af Arktis som ønskelig. Det er derfor vigtigt, at man holder USA fokuseret på problemstillingen, da man er nødt til at have USA som modvægt til Rusland.
Man er altså igen afhængig af at den amerikanske ørn holder øje med den russiske bjørn. Denne gang i det kolde nord.
You must be logged in to post a comment Login