Kongressen.com
Feature

USA og det regionale opgør i Mellemøsten

En række lande i Mellemøsten har dannet en ”reaktionsstyrke”, som skal kunne sættes ind i nødsituationer. Reaktionsstyrken skal ses som en foreløbig kulmination på en længere proces, som i høj grad har været skubbet i gang af præsident Obamas forsøg på en tilbageholdende udenrigspolitik over for Mellemøsten.

For kort tid siden annoncerede en række mellemøstlige stater dannelsen af en indsatsstyrke, med cirka 40.000 soldater tilknyttet, og støttet af en international kommandostruktur. Hovedkvarteret skal ligge i Ægypten, ledet af en saudiarabisk general. Idéen er at styrken skal kunne reagere på krisesituationer, lige som man senest har gjort det i Yemen.

Reaktionsstyrken er den seneste udvikling i den regionale magtkamp, som i øjeblikket udspiller sig, mellem sunni- og shiamuslimer ledet af henholdsvis Saudi Arabien og Iran. Traditionelt har USA været dén dominerende magt, og især Saudi Arabien har kunnet regne med hjælp fra USA, hvis der måtte opstå problemer.

Fordi USA under præsident Obama i højere grad har søgt at trække sig ud af Mellemøsten, har en række lande i Mellemøsten taget konsekvensen og oprustet intenst. De arabiske lande ser sig i højere grad nødsaget til at løfte deres sikkerhedsansvar selv, fordi de ikke ubetinget kan forlade sig på amerikansk hjælp.

Så kombinationen af et mere tilbagetrukkent USA, og den regionale magtkamp har altså ledt til at de sunnimuslimske lande har dannet den nye reaktionsstyrke. I en artikel for tidsskriftet Foreign Policy kommer den tidligere NATO chef, admiral James Stavridis, med en yderligere faktor som kan have fået de sunnimuslimske lande til at gå sammen: Udviklingen i forhandlingerne med Iran om landets atomprogram.

Fra USA’s perspektiv så kan det vise sig at være et tveægget sværd. På den ene side så er det lige præcis den type initiativ og byrdedeling, som USA har ledt efter. Præsident Obama har i høj grad ledt efter en måde at få USA ud af Mellemøsten, og en større grad af engagement fra landene i regionen vil kunne hjælpe på det.

På den anden side er det langt fra ideelt at denne styrke ser ud til at blive et primært redskab i det regionale opgør mellem de sunnimuslimske lande og shiamuslimske Iran. Hvis konkurrencen eskalerer til reelle sammenstød mellem for eksempel iranske styrker og saudiske styrker i Yemen, så vil konsekvenserne være uoverskuelige – og kræve amerikansk intervention af den ene eller anden art.

Aktionen i Yemen
Situationen i Yemen er gennem længere tid blevet værre og værre. Der har været ustabilitet i dele af landet stort set siden det Arabiske Forår i 2011, og USA har forsøgt at støtte op om den yemenitiske regering gennem en stor anti-terror kampagne, især baseret på droneangreb mod al Qaeda. I løbet af marts måned blev sikkerhedssituationen dog så uholdbar at USA valgte at evakuere deres ambassade, og store områder af landet faldt udenfor regeringens kontrol og under shiitiske oprøreres kontrol.

Denne trussel fra iransk støttede shiiter lige syd for grænsen, var noget som Saudi Arabien ikke kunne lade stå overhørigt. Derfor har de indledt en militærkampagne, ”Operation Decisive Storm” (et noget mere inspirerende navn end den amerikanske ”Operation Inherent Resolve” i Irak) mod de shiitiske oprørere, støttet af otte andre lande fra regionen.

Derudover støtter USA med overvågningskapaciteter i form af droner til at finde mål for saudiske luftangreb.
Det kunne være en forbilledlig operation. Et oprør er ved at destabilisere et land i regionen, en god amerikansk allieret. Som reaktion sender de regionale magter styrker af sted for at hjælpe den siddende regering med at genvinde kontrollen, støttet af minimal amerikansk hjælp. Det lyder meget som den type scenarie, som Obama ved flere lejligheder har lagt op til – øget byrdedeling mellem USA og dets allierede. Det er som nævnt den ene side af mønten, den anden side er det regionale opgør med Iran.
Men hvad er det, der har frembragt denne situation, hvor Saudi Arabien beslutter sig for at stille sig i spidsen for en international koaliton.

Obamas ønske om exit fra Mellemøsten
Som det er beskrevet mange gange, så var det jo præsident Obamas ønske, da han kom til, i videst muligt omfang at få USA trukket ud af Mellemøsten. Et årti med krige i regionen skulle slutte, og ressourcer fokuseres andre steder.
Signalet var dermed klart til de mellemøstlige allierede: ”Storebror skal over og lege i en anden skolegård, hvis I har problemer så må vi se om han kan komme og hjælpe.”

Situationen blev ikke bedre for de mellemøstlige allierede under det Arabiske Forår, hvor USA pludselig lod til at lade gamle venner i stikken – især da man krævede Hosni Mubaraks afgang i Ægypten. Det blev bemærket i de andre hovedstæder, USA var måske ikke så solid en allieret alligevel.
At USA nu igen er i gang med en militær kampagne i Irak, er meget mod Obamas vilje, men det understøtter bare, at USA ikke lige vil være villige til at intervenere militært andre steder i Mellemøsten. Netop Yemen har også været et af de steder som Obama gentagende gange har fremhævet for den succes, som den tilbageholdende anti-terror strategi har opnået. Udtalelser som man har haft travlt med at hive i land i den seneste måneds tid. Men fordi USA hidtil har set Yemen som en succeshistorie, så har sandsynligheden for amerikansk intervention været endnu mindre, og nu er behovet for handling blevet for stort for Saudi Arabien.

Saudi Arabiens reaktion
Fordi USA i høj grad har været på vej ud af regionen, og ikke været set som en så stabil allieret som hidtil, så har især Saudi Arabien taget konsekvensen. Over de seneste år har de gennemført en intens oprustning, som har skullet sikre moderne kapaciteter til militæret. Ifølge de nyeste tal fra den svenske organisation Stockholm International Peace Research Institute, så har Saudi Arabien i perioden 2010-2014 set en firdobling i importen af større våbensystemer i forhold til perioden 2005-2009. Det betyder, at Saudi Arabien nu er verden næststørste våbenimportør, kun overgået af Indien. Samlet set har landene på den arabiske halvø (Saudi Arabien, Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar og de Forenede Arabiske Emirater), oplevet en 71 procent stigning i import af våbensystemer i perioden 2010-2014. Det betyder at de seks lande har stået for 51 procent af den samlede våbenimport til Mellemøsten.

Denne oprustning er en konsekvens af, at Saudi Arabien har erkendt at man må kunne stå på egne ben, når man ikke længere er garanteret amerikansk støtte.
Desuden så er det et modspil til den stigende indflydelse, som Iran har fået i regionen, efter USA væltede Saddam Hussein i Irak, samt som resultat af iransk støtte til diverse shiagrupper rundt om i regionen.

Nu har man så valgt at etablere en regional reaktionsstyrke, for at kunne sikre en gennemprøvet og organiseret kommandostruktur i fremtidige situationer som den vi ser i Yemen. Det er altså en logisk forlængelse af den oprustning som de enkelte lande har gennemført. Nu suppleres det af en international organisation, samt at kunne danne en fælles front mod Iran uden at skulle forlade sig på amerikansk hjælp.

Forhandlinger med Iran
Den succes som forhandlingerne med Iran om landets atomprogram lader til at opleve i disse uger, er også noget som bekymrer Saudi Arabien og de andre lande i den nye reaktionsstyrke. For som admiral Stavridis siger i sin Foreign Policy artikel, så vil en aftale med Iran føre til en række positive ting for Iran. Det vil betyde ophævelsen af sanktioner mod Iran, øge mulighederne for international handel og dermed mulighederne for at få gang i den iranske økonomi samt få Iran tilbage som en del af det internationale samfund. Alt sammen ting som er ubehagelige for de regionale modstandere at forestille sig. I forvejen har de over de sidste ti år set Irans indflydelse i regionen stige, og hvis den indflydelse suppleres af forbedret økonomi og international status, så vil det blot stille de sunnimuslimske lande relativt dårligere.

Tegnene på en positiv aftale med Iran, har derfor nok også bidraget til at de sunnimuslimske lande har set det som et godt tidspunkt at danne deres internationale forsvarssamarbejde, med en fast etableret struktur og samarbejde. Således kan de stå samlet mod iransk indflydelse, og udvikle de nye kapaciteter som man over de sidste år har investeret i.

For USA gælder det nu om at udnytte at de regionale aktører er villige til at engagere sig i højere grad end tidligere, men samtidig forsøge at influere processen. Hvis forsvarssamarbejdet håndteres på en forkert måde, så kan det risikere at bidrage til ustabiliteten i regionen, men hvis den håndteres med måde så kan det være med til at forsøge at etablere den stabilitet som er en grundforudsætning for at opnå Obamas udenrigspolitiske drøm – at få amerikanske styrker ud af Mellemøsten.

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen