Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

USA og Mexico i nationalismens tid

Som det ofte er tilfældet med nabostater har USA’s forhold til Mexico været præget af perioder med konflikt, samarbejde, og en ambivalent blanding af begge dele. Med Trump i det Hvide Hus og den populistiske Andrés Manuel López Obrador som præsident i Mexico City, er det amerikansk-mexicanske forhold anspændt og usikkert.

 Selvom det kan være en udfordring at finde konsistens i præsident Trumps daglige tweet-bombardementer, 180-graders kovendinger, og kontroversielle udtalelser, er der et område hvor præsidenten har vist kontinuitet: forholdet til nabolandet Mexico. Præsidentens mest kontroversielle valgløfte om at en mur på grænsen til Mexico skulle konstrueres med den mexicanske stat som sponsor, samt beslutningen om at genforhandle NAFTA-frihandelsaftalen, har logisk nok skabt frustration og usikkerhed på den mexicanske side af grænsen. Samtidig har valget af den populistiske Andrés Manuel López Obrador (populært kaldet AMLO) fået de fleste analytikere til at spå om en tilbagevenden til den mere konfrontatoriske linje som prægede det bilaterale forhold før 2. Verdenskrig.

I realiteten har AMLO dog indtil videre ført en mere moderat politik i form af en samarbejdsaftale med Trump-regeringen omkring immigrationsspørgsmålet ved grænsen, og en høj grad af samarbejdsvilje i genforhandlingen af NAFTA. Forholdet mellem de to statsoverhoveder har vist sig overraskende positivt, karakteriseret af pragmatisme hvor fælles interesser er på spil, men også klar mexicansk modvilje hvor amerikansk indflydelse ses som en trussel for Mexicos suverænitet. Med nationalister på tronen i begge lande er spørgsmålet hvilken af de to sider der vil dominere i fremtiden.

De evige problematikker
Selvom USA’s forhold til Mexico under og efter den Kolde Krig har været tættere end på noget andet tidspunkt i landenes historie, er der en række problempunkter som spøger i baggrunden, og som i høj grad er omdrejningspunkt for præsident Trumps politiske linje. De vigtigste af de punkter er også tæt forbundene med hinanden. Først og fremmest har Mexico siden præsident Felipe Calderóns 2006 erklæring om ”krig” imod landets magtfulde narkokarteller befundet sig i en borgerkrigslignende tilstand. For USA’s vedkommende er det særligt foruroligende da man netop under Calderóns periode aftalte Mérida Initiativet som har til formål at stabilisere Mexicos sikkerhedspolitiske situation, tilsyneladende uden den store effekt.

Dernæst er der debatten om illegal immigration. Storstilede forhandlinger mellem præsidenterne Bush og Vicente Fox om en gennemgribende immigrationsreform kollapsede med 9/11-terrorangrebene. USA indførte en hård linje i forhold til grænsekontrol med Patriot Act-lovgivningen og etableringen af Department of Homeland Security med beskyttelse af nationens sikkerhed som hovedprioritet.

Den tredje problematik har efter Trumps indsættelse i det Hvide Hus fået markant opmærksomhed. Et centralt tema i Trump ”America-First”-politik er globaliseringens indenrigsøkonomiske konsekvenser for den amerikanske middelklasse, og et klart symbol på dette er NAFTA-samarbejdet, som menes at have favoriseret den mexicanske økonomi.

Den primære forskel fra tidligere amerikanske regeringer er at under Trump er netop de problemstillinger flettet endnu tættere sammen. Eksempelvis fokuserede Trump under midtvejsvalget i november på den hypotetiske sikkerhedstrussel som migrantkaravanerne fra Centralamerika udgjorde, da terrorister og narkoforbrydere kunne krydse grænsen i mængden.

AMLO og Mexicos ”fjerde transformation”
AMLO’s valg som Mexicos nye præsident er i sig selv en milepæl i nyere mexicansk historie, og har utvivlsomt en markant betydning for hvordan landet agerer i forhold til USA. Med en stemmeprocent på 53 opnåede AMLO’s MORENA parti den mest vidtrækkende valgsejr siden 2000. Ydermere sikrede partiet sig flertal i begge kamre af den mexicanske kongres, og giver dermed AMLO en unik mulighed for at gennemføre sin politik forholdsvist gnidningsløst.

På indsættelsesdagen i januar proklamerede AMLO fra talerstolen, begyndelsen på den såkaldt ”fjerde transformation.” Konceptet er baseret på AMLO’s fortolkning af Mexicos historie og kan skabe udfordringer for forholdet til USA. I AMLO’s optik har alle ”transformationerne” været tæt forbundet med en dybtfølt nationalisme og opposition til fremmedherredømme med Mexicos revolution i 1910 som den tredje. Dermed lægges der op til en nationalistisk politik som ser landets historie som en lang kamp mod fremmede magters indflydelse, navnlig naboen mod nord, USA.

Ser man på de tiltag som den nye mexicanske regering allerede har iværksat er billedet dog mere nuanceret. Selvom AMLO af flere ombæringer har kritiseret sine forgængeres hårdhændede sikkerhedspolitik mod narkokartellerne, karakteriseret ved indsættelsen af militæret, for et fokus på symptombekæmpelse frem for at håndtere de dybere sociale årsager, såsom fattigdom og ungdomsarbejdsløshed, så kører AMLO videre i samme spor. Med et lovforslag om at etablere en ny National Garde som en kombineret militær og politienhed mener mange kritikere at man i sidste ende institutionaliserer militæret i en permanent rolle som ordensmagt.

Hvad udenrigspolitik angår, er USA’s første konfrontation med AMLO-regeringen blevet spørgsmålet om Venezuela. Trump-regeringen har formået at samle en koalition af størstedelen af staterne på den vestlige himmelkugle som anerkender oppositionsleder Juan Guaidó som landets legitime præsident. Mexico har dog gjort det klart at man ikke ønsker at tage side i krisen ud fra en opfattelse af at der er tale om et indenrigspolitisk anliggende. Selvom den officielle bevæggrund er et princip om ikke at intervenere i andre nationers interne anliggender, så kan det også fortolkes som et signal til USA om at man fra mexicanske side ikke vil lade sin politiske linje dikteres af Washington, hvilket et segment af Mexicos befolkning har set NAFTA-samarbejdet og Mérida Initiativet som udtryk for.

På energifronten har AMLO også valgt den nationalistiske linje. Under sin valgkampagne fremsatte AMLO et løfte om at gøre Mexico selvstændigt på energifronten, det vil sige primært olieindustrien. I den forbindelse suspenderede den nye energiminister Rocío Nahle efter regeringens indsættelse i december alle åbninger for udenlandske investeringer i det nationale olieselskab PEMEX frem til 2021. PEMEX har siden nationaliseringen i 1938 haft monopol på olieudvinding, men den tidligere regerings energireform af 2014 åbnede op for at private internationale selskaber kunne investerer i landets olieressourcer.

Men på andre fronter har den nye mexicanske præsident vist sig fra en mere kompromissøgende og pragmatisk side. Eksempelvis har den generelle linje i genforhandlingen af NAFTA fra AMLO’s side været at acceptere alle de punkter som den tidligere regering var nået frem til med USA, og førsteprioritet har været at fået en aftale igennem så gnidningsløst som muligt da handlen med USA er vital for den mexicanske økonomi. På immigrationsfronten har Mexico og USA indgået en aftale som indebærer at asylansøgere ved den amerikanske grænse skal holdes på den mexicanske side under behandlingsprocessen. Herudover var AMLO’s første handling efter indsættelsen at annoncere et fælles økonomisk udviklingsprogram i samarbejde med de Centralamerikanske stater Guatemala, Honduras, og El Salvador. Formålet er at skabe politisk og økonomisk stabilitet i Centralamerika i et forsøg på at bremse immigrationen mod USA, hvilket falder i god jord i det Hvide Hus. Ifølge Tatiana Clouthier, leder af AMLO’s valgkampagne, er det udtryk for præsidentens holdning om at prioriterer Mexicos strategiske interesser, hvor et godt forhold til USA er centralt, og flere analytikere konkluderer at AMLO formentligt vil bibeholde sin pragmatisme og undgå direkte konfrontation med Trump.

Grænsen spøger stadig
Det afskærer dog ikke Trump fra at gå brechen. Det seneste skud i bataljen om grænsestrækningen mellem USA og Mexico er hvad der for en hver anden præsident end Trump ville have været en kontroversiel udmelding. D. 30. marts annoncerede Trump i et karakteristisk tweet at en komplet nedlukning af grænsen lå i kortene for den nærmeste fremtid. Det primære argument var at de amerikanske immigrationsmyndigheder er overbebyrdede og at USA ”ikke vil modtage flere illegale immigranter.” Samtidig flettedes det økonomiske forhold til Mexico ind i ligningen, da Trump på Fox News konkluderede at USA ville profitere ved en nedlukning da landets handelsunderskud med Mexico ville blive reduceret, eftersom nedlukningen også ville lukke for handelen.

Den 4. april valgte Trump så at trække truslen tilbage, men gjorde det dog klart at det stadig var en mulighed såfremt Mexico ikke tager mere initiativ til at stoppe illegale immigranter. Sideløbende med Trumps trusler om grænsen, beordrede Trump det amerikanske udenrigsministerium til at afskære al nødhjælp til den ”nordlige triangel,” Guatemala, Honduras, og El Salvador, med den begrundelse at centralamerikanerne, sammen med Mexico, ikke har ydet nok for at stoppe immigration fra deres lande. Trump ser altså bort fra den førnævnte aftale man har indgået med Mexico om asylansøgere, samt landenes initiativ i form af den økonomiske udviklingsfond. Hele miseren modtog hård kritik fra den demokratiske fløj, blandt andet Senator Bob Menendez fra New Jersey og Repræsentant Nita Lowey fra New York.

Med sin vanlige pragmatisme var AMLO’s reaktion en udstrakt arm med ordene ”vi vil gerne hjælpe, og vi vil gerne have et godt forhold til den amerikanske regering.” Udenrigsminister Marcelo Ebrard var dog mere kontant: ”Mexico agerer ikke efter trusler.”

Selvom hele problematikken med grænsen til Mexico formentligt vil boble op til overfladen igen, formentligt i forbindelse med præsidentvalget i 2020, så tegner der sig et billede af hvad fremtiden vil bringe med populistiske overhoveder i både Washington og Mexico City. Forholdet mellem Mexico og USA, selv i disse ekstraordinære tider, vil formentligt følge et velkendt mønster – Mexico vil samarbejde om fælles interesser, men fungerer som modvægt når amerikansk politik synes at true landets suverænitet.

Læs også

USA, Kina, Rusland, SoMe, sikkerhedspolitik, valgkamp…

Kongressen

Kan nogen stoppe Joe Biden?

Anders Agner Pedersen

Pence og Haley i republikansk positionskamp

Mads Høeg-Mikkelsen

John Bolton ude: En af de mindst overraskende Trump-fyringer

Philip Chr. Ulrich

Hvordan glemmer et land, at man er i krig?

Philip Chr. Ulrich

“America First” dagsordenen aflivede fredsmøde med Taleban

Philip Chr. Ulrich