Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

USA skærper tonen i Asien

Der er rigtig mange aktører, når man taler om de mange modsætningsforhold, som gør sig gældende i Asien. De to helt store er dog stadig USA og Kina. Retorikken mellem de to lande lader til at være skærpet i øjeblikket, og USA’s ageren i især det Sydkinesiske Hav viser flere tænder.

Taiwan har fået ny præsident – stemningen i landet er til selvstændighed, og det ønske er nu kommet op på højere politisk niveau. Det vil helt sikkert komme til at præge forholdet til Kina. Japan udforsker forandringer i landets sikkerhedspolitik, som ellers har været stærkt pacifistisk siden Anden Verdenskrig. Indien begynder i højere og højere grad at kigge mod øst og udfordringen fra Kina, og væk fra ærkefjenden Pakistan. Kina er blevet mere bestemte i sin ageren i det Sydkinesiske Hav, hvilket får flere af landene rundt om farvandet til at søge efter hjælp.

Der sker altså rigtig meget i Asien i disse år, og på hver side af det store regionale skakspil, sidder Kina og USA. Over den seneste tid har amerikanerne skærpet både deres retorik og deres ageren i regionen – til stor irritation for kineserne.

Forsvarsministeren skærper tonen
I en tale til de nyudnævnte officerer fra søværnets officersskole ved Annapolis, Maryland, fokuserede den amerikanske forsvarsminister Ashton Carter på situationen i Asien. Det er nemlig den region, som mange af de nyudnævnte søofficerer vil komme til at arbejde med. Det er nemlig blevet amerikansk politik, at 60 procent af landets flåde skal stationeres i Asien.

I sin tale lagde forsvarsministeren ikke fingre imellem. USA står som en garant for det internationale system, som sikrer velstand og sikkerhed i såvel Asien som i resten af verden. Det er den verdensorden, som Carter i sin tale lagde op til, at Kina gør modstand mod – på trods af at landet nyder godt af netop den verdensorden.

Ved at anlægge kunstige øer i det Sydkinesiske Hav, krænke copyright for amerikanske firmaer og begå cyber-spionage er Kina, ifølge Ashton Carter, ved at anlægge en ”Great Wall of self-isolation”. Det er altså Kinas egen skyld, hvis de føler sig isoleret og omringet af stigende amerikansk engagement og venner – ikke USA’s.

Hvis bare Kina ville spille efter de gældende internationale regler, så vil USA hilse deres opstigen som stormagt velkommen. Problemet fra amerikanernes perspektiv er, at man ikke synes Kina spiller efter reglerne.

Amerikansk ageren i Asien
For at vise sit engagement, og vilje til at fastholde dette engagement i Asien, har amerikanerne skruet op for varmen i sin ageren overfor Kina.

I det Sydkinesiske Hav har Kina bygget kunstige øer, som de i stigende grad militariserer. Dette er del af kinesernes indsats for at gøre krav på store områder i det farvandene – her spiller de kunstige øer en stor rolle i Kinas krav.

Som modsvar til Kinas handlinger og militarisering har amerikanerne udført flere såkaldte ”Freedom of Navigation Operations” – som efter en tur gennem Pentagons akronym maskine kaldes FONOPS. Disse operationer indebærer, at amerikanerne sender krigsskibe, eller fly, gennem områder omkring omstridte øer, og for kort tid siden lod en hangarskibsgruppe operere i det Sydkinesiske Hav.

I sin tale ved Annapolis omtalte Ashton Carter netop disse operationer. Men i hans udlægning er de ikke rettet mod Kina, men er blot udtryk for opretholdelse af et internationalt system, som er til gavn for alle. Hans tale nævnte destroyeren USS Lassen og hangarskibet USS John C. Stennis, begge skibe som har deltaget i meget omdiskuterede FONOPS. Det er et klart signal til kineserne, om at de skal stoppe med at brokke sig. Beskeden er ”I kender spillereglerne, så hold op med at brokke jer. Ret jer efter dem i stedet!”

Ud over disse operationer, ser vi også stigende aktivitet i forhold til at bygge diplomatiske, økonomiske og militære forbindelser til de omkringliggende lande. En reel inddæmning af Kina i en moderne udgave af den inddæmning man så mod Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

For de regionale allierede er det betryggende, at USA begynder at agere mere håndfast overfor kineserne. De har savnet amerikansk lederskab og rygstøtte.

Asien-strategien er skrøbelig
Siden 2011 har det været præsident Obamas erklærede mål at fokusere en større grad af amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik mod Asien. Det er ikke rigtig lykkedes på grund af begivenheder i andre dele af verden, som for eksempel Ruslands annektering af Krim-halvøen og Islamisk Stats opståen. At fokusskiftet ikke rigtig er lykkes, har givet anledning til bekymring hos asiatiske allierede. Kan man stole på at amerikanerne virkelig vil stille op, hvis behovet opstår? Det er man ikke rigtig sikre på i for eksempel Japan og andre lande.

Den igangværende valgkamp har bestemt ikke afhjulpet frygten hos de asiatiske allierede.

Donald Trump har udtalt, at han gerne ser at USA trækker sig mere tilbage fra sine internationale engagementer, engagementer som de asiatiske allierede ikke synes er standhaftige nok på nuværende tidspunkt. På et tidspunkt udtalte han sågar, at Japan og Sydkorea såmænd godt kunne få atomvåben, hvis det kunne stabilisere situationen og lede til mindre amerikansk engagement. Den udtalelse er han begyndt at trække i land igen – var der nogen der sagde at han skal til at appellere til midtervælgerne?

Faktum er, at den amerikanske Asien-strategi er svag. Den har ikke kunnet få den nødvendige energi til at komme afsted, som præsident Obama havde drømt om. Netop af den grund, manglende ressourcer, og at fokusskiftet har været en personlig mærkesag for Obama betyder, at den øgede indsats kan miste yderligere pust til januar, når en ny præsident sætter sig bag skrivebordet i det Hvide Hus. Hvis det sker, vil det være en enorm strategisk fejl.

Asien præsenterer enormt strategisk potentiale, både diplomatisk, økonomisk og militært. Men dette enorme potentiale er samtidig også grobund for potentielle konflikter. Efterhånden som staterne i Asien bliver mere velhavende, og især Kina søger at opruste og markere sig som en stormagt, så vil spillet gå i gang med at positionere sig i forhold til hinanden. Hvordan det spil vil foregå er svært at forudse. En ting er sikkert, det er i ingens interesse, hvis situationen i Asien skal afgøres på baggrund af militært styrkeforhold. Det er ikke en verdensorden, som har særlig mange vindere.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft