USA’s geopolitiske interesser i Mellemøsten

USA er stadig den dominerende aktør i Mellemøsten. Regionens geografiske placering og økonomiske omstændigheder gør det til en omstridt region i international politik. Men USA er ikke afhængige af olieimport fra regionen – trods manges antagelse herom. Men hvorfor fastholder man så en så aktiv rolle? Det handler om stabilitet og det internationale system.

 Mellemøsten udgør en vigtig økonomisk, kulturel og strategisk position, og det er derfor ikke tilfældigt, at USA og andre stormagter har vist stor interesse for regionen igennem tiden. Samtidigt er Mellemøsten en region ramt af regionale opgør på tværs af grænser, og disse opgør kan få indflydelse på de amerikanske interesser i regionen. Det er derfor ikke tilfældigt, hvordan amerikanske præsidenter handler i disse opgør. Hvad end det handler om at bruge magt i Syrien og Yemen, yde militær støtte til Egypten og Israel eller holde hånden over Saudi Arabien, er USA’s handlinger i Mellemøsten ofte nøje kalkuleret i forhold til USA’s interesser i regionen, og disse interesser er ikke altid nøje præciseret. Denne artikel vil forsøge at klarlægge disse interesser, og hvorfor USA agerer som de gør i regionen – en region som er ramt af opgør på kryds og tværs af landegrænser.

For USA mangler ikke ressourcerne til at dominere og handle i regionen, hvis der sker noget. Det sås i forbindelse med Islamisk Stats opståen, hvor det amerikanske militær hurtigt stablede en reaktion på benene. Det der oftere mangler er synlige amerikanske interesser i klemme – hvis ikke der er det, mangler ambitionerne og interessen ofte hos amerikanerne.

Alliancer, magt og interesser

For at kunne forstå USA’s ageren i Mellemøsten, kan det være en fordel at være bekendt med magtbalancen i regionen. Ud fra dette omdrejningspunkt er det ofte nemmere at forstå USA’s handlinger (eller mangel på handling) i regionen.

Som udgangspunkt udgør USA den mest magtfulde aktør i Mellemøsten, og USA dominerer dermed regionens magtbalance. Man kan sætte spørgsmål ved, om der er én enkelt stat i Mellemøsten som har de materielle midler samt de organisatoriske og ideologiske ressourcer til at projektere deres magt henover regionen. Herudover virker det heller ikke til, at der findes én stat i Mellemøsten som er anerkendt af andre stater, både indenfor og udenfor regionen, som værende regionens ledende stat, og som i internationale forums taler på vejene af hele regionens interesser.

Det betyder dog ikke, at der ikke er stater i Mellemøsten som igennem historien har haft ambitioner om, og har forsøgt, at blive regionens ledende stat og dermed destabilisere magtbalancen. I 1950’erne til 70’erne var det Gamal Abdel Nassers Egypten, i slut-70erne og start 80’erne var det præstestyrede Iran, og senere i 80’erne forsøgte Saddam Hussein også at etablere sig som den ledende magt i regionen. Derudover har lande som Tyrkiet, Saudi Arabien og Israel også haft ambitioner om at blive den mest magtfulde stat i Mellemøsten, og den dag i dag forsøger stater så som Iran, og til dels Tyrkiet og Saudi Arabien, at prikke til magtbalancen endnu engang. I forfølgelsen af at blive den ledende magt i regionen, har flere af disse lande været i konflikt med hinanden, både direkte, men især også i form af stedfortræderkrige. For fælles for dem alle er, at de mangler nok kapacitet til at kunne projektere deres magt henover hele regionen.

For at USA kan sikre deres interesser i regionen, er det nødvendigt at USA opretholder deres position som ledende magtaktør i regionen og dermed tilbageholde ovennævnte stater fra at destabilisere denne magtbalance. Især er det i USA’s interesse, at inddæmme Irans magt henover regionen.

Nøglen til dominansen: Militær overlegenhed

Det er dog usandsynligt, at denne balance bliver væltet lige foreløbigt. I forhold til militær magt er USA uden sammenligning den største magt i Mellemøsten. Det præcise tal på USA’s styrke i Mellemøsten ændrer sig ofte på grund af rotationer i USA’s udstationeringer samt specifikke operationer, men faktum er, at USA er i stand til at reagere på kortsigtede og uforudsete forhold i regionen, og USA’s kapaciteter i regionen kan hurtigt stige på grund af dets baser i regioner og enestående transport og logistikkapacitet. Ingen andre stater, både på regionalt og internationalt plan, har et netværk af baser som kan sammenlignes med USA’s netværk i regionen. I skrivende stund har USA baser i Kuwait, Qatar, Bahrain, De Forenede Emirater, Jordan og i Tyrkiet. USA har stationeret flere tusinde tropper, kampfly, missilforsvar, pansrede militære køretøj, etc. på disse baser, og dette står klar til at blive mobiliseret hvis nødvendigt. Samtidigt bør USA’s allierede staters militære magt medregnes i USA’s militære magt i regionen. Den amerikanske militære magt i regionen stammer derfor også fra de allieredes militære styrke, og flere af de allierede, herunder især golfstaterne, besidder højteknologiske våbensystemer, som de har indkøbt fra Vesten.

Taler vi om økonomisk magt er USA, med den delvise undtagelse af våbensalg, ikke økonomisk knyttet til Mellemøsten. I stedet kommer USA’s økonomiske magt i regionen fra den økonomiske styrke af de amerikanske allierede, samt fra de økonomiske svagheder hos USA’s rivaler, Iran og Syrien. På lang sigt kan USA’s økonomiske magt i Mellemøsten dog blive udfordret af Kinas voksende økonomiske tilstedeværelse i regionen.

Ikke afhængig af olien

Lad os slå det fast med syvtommersøm; USA er ikke økonomisk afhængig af mellemøstlig olie. Faktisk køber USA størstedelen af deres importerede olie fra Canada. Cirka 20% af USA’s olieimport kommer fra Mellemøsten, og dette tal vil kun falde, så længe USA’s egen olieproduktion stiger. I stedet er USA interesseret i at sikre, at den internationale økonomi forbliver stabil, hvorfor USA igennem historien har arbejdet for at sikre den frie strøm af råolie. Også derfor indgik USA og Saudi Arabien et strategisk samarbejde efter USA’s alliance med Iran brød i 1979 som følge af Shahens fald – en tidligere vigtig økonomisk allieret. Samarbejdet går ud på, at USA garanterer Saudi Arabisk sikkerhed, hvor Riyadh til gengæld sikrer, at olien flyder i en stabil strøm ud på det globale marked. Grundlæggende har dette samarbejde holdt, fordi de fundamentale interesser ikke er blevet brudt; ingen anden magt kan garantere Saudi Arabien sikkerhed, mens Saudi Arabien er den stat som bedst kan sikre det globale oliemarkeds stabilitet. På samme måde er USA’s alliance med de mange af de andre stater i Mellemøsten baseret på samme fundament – stabilitet for sikkerhed. Derfor selvom lande som Qatar, Egypten og Saudi Arabien har haft deres stridigheder med USA, er det usandsynligt, at disse stater bryder deres alliancer med USA, da disse lande er afhængige af den sikkerhedsgaranti USA yder. Økonomisk og politisk set er det derfor fordelagtigt, at USA forbliver den mest magtfulde aktør i Mellemøsten, så de allierede sikrer stabilitet, både i regionen, men også på det internationale marked.

Så selvom USA siden George W. Bush-årene har været tilbageholdende fra krige og humanitære kriser i regionen, så har landet stadig en stor interesse i at være til stede i Mellemøsten. Det er i USA’s interesse at forblive den mest magtfulde aktør i Mellemøsten, så USA fortsat kan garantere sikkerhed til deres allierede, og sikre, at deres rivaler så som Iran og Syrien ikke destabiliserer den nuværende magtbalance. Som nævnt er det derfor ikke ressourcerne, USA mangler til at engagere sig i borgerkrige og humanitære kriser, men derimod interessen og ambitionerne til at involvere sig. Dette kommer til udtryk i Præsidents Trumps udenrigspolitiske tilgang til regionen set igennem et ”America First”-perspektiv.

Følg med efter vinterferien, når vi dykker ned i USA’s relationer til de regionale aktører og aktuelle konflikter i regionen.