Kongressen.com
Analyse Klimapanelet

USA’s klimafokus bliver stadig mindre – både ude og hjemme

Da Præsident Trump valgte at udskifte på udenrigsministerposten, var det et farvel til en af de få i administrationen, som mente, at USA skulle blive i Paris-aftalen. Ind kom i stedet en udtalt klimaskeptiker, og udskiftningen på udenrigsministerposten samt den seneste tids klimapolitiske tiltag, slår det føderale USA’s manglende engagement i klimakampen fast med syv-tommer søm.

Da Trump valgte Mike Pompeo som ny udenrigsminister i stedet for Rex Tillerson, bragte Trump ikke bare utvetydig klimaskepsis ind i sit kabinet. Der er snarere tale om klimabenægtelse. Pompeo har nemlig flere gange med overbevist stemme peget på, at der både er forskere, som mener, at klimaet bliver varmere og forskere, som har evidens for, at jorden bliver koldere.

I tiden som repræsentant for Kansas på Capitol Hill, gjorde Pompeo det tydeligt for enhver, at han er særdeles skeptisk over for antagelsen om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Pompeo mener ikke, at der er entydig forskning, som beviser global opvarmning, og slet ikke at mennesker spiller en rolle i det globale klima.

Trump har tidligere udtalt, at USA trådte ud af klimaaftalen, fordi USA skulle lægge for mange dollars i den måde, som aftalen var skruet sammen på. Det var en dårlig aftale for USA. Pompeo var komplet enig i, at USA skal ud af Paris-aftalen, for blandt andet grundet sin klimaskepsis er han indædt modstander af amerikansk deltagelse i aftalen.

Selvom udenrigsministerposten ikke fastsætter det føderale USA’s klimapolitik på egen hjemmebane, er udenrigsministeren dog samtidig vigtig for USA’s deltagelse i den internationale kamp mod klimaforandringer. Den deltagelse vil man givet vis ikke se meget til med Pompeo som udenrigsminister.

Fra internationalt samarbejde til intet samarbejde
Den tidligere udenrigsminister Rex Tillerson og Donald Trump havde forskellige syn på flere ting, som Trump udtrykte det. Holdningen til USA’s deltagelse i den internationale klimakamp var afgjort et af de områder, hvor de to var uenige. For på trods af at Tillerson tidligere var chef for det store olieselskab Exxon, lå Tillersons sympati ikke udelukkende hos olieproducenterne. Det var der ellers mange, som frygtede.

De mange bekymredes skræk blev dog aldrig helt til virkelighed. Nuvel, Tillerson blev aldrig en decideret fortaler for at fastholde USA’s vigtige rolle i klimakampen, som blev bygget op under Obama. Ej heller blev han en udtalt tilhænger af grøn omstilling. Dog gik han så langt som at tilskrive mennesket en rolle i den globale opvarmning. Tillersons semi-positive holdning til klimakampen lå i stedet i den subtile afdeling, pakket ind i noget lidt andet papir.

For i kraft af sin rolle som udenrigsminister havde Tillerson fokus på internationalt samarbejde. Det var derfor snarere i diplomatiets end klimaets navn, at Tillerson, efter sigende ind til det sidste, forgæves forsøgte at overbevise Trump om ikke at trække USA ud af Paris-aftalen. Tillerson var sikker på, at det ville skade USA’s forhold til de andre lande verden over, hvis Trump trak USA ud af klimaaftalen.

Tillersons overtalelsesevner rakte ikke dengang, og præsidenten blev ikke overbevist. USA’s internationale klimakurs er fortsat langt væk fra FN og globale aftaler, og uenigheden om USA’s exit fra Paris-aftalen var afgjort en af årsagerne til, at Trump ønskede sig en ny udenrigsminister. Og Pompeo bakker fuldstændigt op om præsidentens beslutning. Og det giver jo fin mening, at Trump vil have en udenrigsminister, som er enig i de beslutninger, der træffes. Pompeo kommer nok aldrig til at støtte amerikansk engagement i en international klimaaftale, og det er sandsynligvis også en af grundene til, at Trumps valg faldt på netop Mike Pompeo som ny udenrigsminister.

Grønne krav i USA svækkes
Det er ikke udelukkende i internationalt henseende, at alt lysegrønt håb for selv de allermest klimaoptimistiske amerikanere synes at svinde længere og længere ind. For der er sket en del på gangene i USA’s klimaministerie, EPA, de seneste uger. Med Scott Pruitt som chef for EPA, har Trump også her en person, som ikke støtter grøn omstilling og som tvivler på menneskeskabte klimaforandringer.

Pruitt havde derfor ikke noget synderligt imod at være en del af at rulle Obamas vigtige klimaudspil ’Clean Power Plan’ tilbage. Pruitt havde heller ikke noget imod visheden om, at en af hans vigtigste roller var at skære i EPAs budget.

I budgettet for 2019 er der således lagt op til en reduktion i EPAs bevilling med 23 procent i forhold til seneste år. Det svarer til en reduktion på omkring 2,5 milliarder dollars. Blandt andet lagde budgettet op til en markant lavere bevilling til det område i EPA, som arbejder med klimaforandringer. Herudover står en masse initiativer og programmer for skud, hvor det mest i øjenfaldende er det betydeligt mindre økonomiske fokus, der bliver på at sikre vandkvalitet i USA.

I den seneste tid har EPA arbejdet på at revurdere anbefalinger for udledning af drivhusgasser fra biler. Det kom til en udtalelse fra Pruitt om, at Obama administrationen havde været gal på den. Der skal fra 2022 være færre krav til, hvor meget drivhusgas en bil i USA må udlede. Samtidig sagde Pruitt dog også, at EPA vil arbejde sammen med landets stater for at finde frem til de rigtige løsninger. I den forbindelse nævnte han Californien, som har langt skrappere krav til bilers udledning end de fleste andre stater i USA. På den måde åbnede Pruitt for, at måske landets vigtigste stat får en stor rolle i fastsættelsen af de nye føderale standarder for udledningen.

En nødvendig alliance mellem Udenrigsministeriet og EPA
Nedskæringerne i EPA, tilbagerulningen af ’Clean Power Plan’ og ønsket om færre krav til biler i USA markerer med alt tydelighed den nationale klimapolitiske kurs. Med skiftet på udenrigsministerposten er der ligeledes sendt et tydeligt signal om landets position i den internationale klimakamp. Samtidig betyder Pompeos nye job også, at der er opnået enighed mellem cheferne i de to ministerier, som har med USA’s klimapolitik at gøre. Og samtidig, og nok vigtigst af alt, er begge fuldkommen enige i præsidentens nationale og internationale klimapolitiske retning.

Fra føderal side har man nu et endnu mindre fokus på at kæmpe imod klimaforandringer end med Tillerson som udenrigsminister. Det bunder i høj grad i, at de tre personer med størst klimapolitisk mandat – Scott Pruitt, Mike Pompeo og, selvfølgelig, Donald Trump – tvivler på, at klimaforandringer eksisterer og at deltagelse i klimakampen er i amerikanernes interesse.

Man vil derfor ikke foreløbig se en udenrigsminister, som forsøger at overtale præsidenten til at forblive i en international klimaaftale. Man vil derfor heller ikke høre Pruitt forsøge at skaffe EPA et større budget ved næste års budgetforhandling. Man vil heller ikke høre Trump sige, at USA skal i en grønnere retning, så længe det kan mærkes på den føderale pengepung. Med klimapolitisk enighed på de tre poster, er der derfor meget lange udsigter til, at Det Hvide Hus tager del i klimakampen.

Læs også

Nu vil Deval Patrick alligevel være præsidentkandidat

Anders Agner Pedersen

Trumps Mellemøst-kurs giver Putin frit spil

Kongressen

Langvarigt primærdrama venter for Demokraterne

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s nyeste hangarskib plaget af problemer

Philip Chr. Ulrich

Er Tyskland og USA stadigvæk ”Wunderbar together”?

Kongressen

Begyndelsen på slutningen for USA i Mellemøsten?

Kongressen