Kongressen.com
Analyse BRIK-panel

Vagtskifte på indlandsisen skræmmer ikke Kina

Frygten for, at den ny regering i Grønland kan skræmme kinesiske investorer væk, er stærkt overdreven. Tværtimod taler meget for, at kineserne inden længe bliver budt velkommen af Aleqa Hammond og grønlænderne, nu hvor valgkampen er overstået

BRIK-PANEL: Kineserne har allerede indtaget Grønland, og tusindvis af myreflittige risspisende minearbejdere strømmer dagligt ind i de grønlandske fjelde for at bore værdifulde mineraler ud og sende dem hjem til Xi Jinping og de kinesiske fabrikker. Det indtryk har man næsten kunnet få, når man følger dækningen af det mineboom, grønlænderne håber snart kommer.

Faktum er dog, at der ikke er nogen kinesiske minearbejdere i Grønland, og selvom interessen fra London Mining virker reel, så påstår selskabet hårdnakket, at der altså ikke står nogen kinesiske investorer klar med lommerne fulde af Yuan.

Nu er der så oveni købet sket det, at Grønland har fået ny regering. Aleqa Hammond har med nationalistisk retorik og store løfter revet magten tilbage til Siumut, efter Kuupik V. Kleist og IA har haft den til låns i fire år.

Umiddelbart gør vagtskiftet ikke meget godt for et kinesisk influx af minemillioner, men måske skindet bedrager, og når først Aleqa Hammonds tsunami af valgløfter har lagt sig, kan det hurtigt vise sig, at landets nye leder er endog meget ivrig efter at lokke rige orientalske investorer til.

Royalties eller ej
Det helt store tema under valgkampen var, om mineselskaberne skulle betale royalties eller ej. Kuupik V. Kleist og hans kumpaner mente, at det var bedre, hvis mineselskaberne kun skulle betale selskabsskat, da royalties ville skræmme eventuelle investorer væk.

For Aleqa Hammonds fløj lød parolen, at Grønland ikke er gratis, og man vil derfor indføre royalties. Det betyder, at selskaberne skal betale for alt det, der bliver gravet op. Derfor vil selskaberne altså skulle betale med det samme, og Grønland vil ikke skulle vente på, at selskaberne får skrabet et overskud sammen, som de så ville skulle betale skat af.

Efter valgkampen nu er overstået, og Aleqa Hammond har kunne lade sig krone, står det klart, at Grønland vil indføre royalties, og klagesangen fra diverse eksperter gjalder ud over de grønlandske fjelde, ligesom advarselslamperne lyser om kap med nordlyset. Frygten er, at den nye regering vil skræmme de udenlandske investorer væk, og det mineeventyr, der var på tale, allerede før Nissebanden besøgte landet, vil endnu engang forsvinde som dug for midnatssolen, og alle tanker om minerigdom vil forstumme.

I virkeligheden er der dog ikke nødvendigvis nogen grund til at male noget som helst på væggen. Aleqa Hammond har allerede sænket stridsøksen noget og gør det nu klart, at der kommer royalties, men at de måske snarer bliver af en symbolsk størrelse, og at man naturligvis ikke har nogen intentioner om, at skræmme pengemændene væk.

Hammonds bedste ven
Samtidigt har den nye regering præsenteret en koalitionsaftale, som lægger op til så mange ufinansierede forbedringer, at kineserne hurtigt kan blive Frøken Hammonds bedste ven, hvis der skal være nogen som helst chance for, at regnskabsbogen ikke skal blive fuldstændigt overophedet.

På et punkt er den ny koalition på Grønland også godt nyt for mineselskaberne. De vil nemlig af med nultolerancen overfor uran. Det er godt nok et spørgsmål det danske folketing skal godkende først, men der er ingen tvivl om, at man her sender er klart signal om, at minedriften skal i gang, også selvom det kommer til at få konsekvenser for miljøet og lokalbefolkningens helbred.

Så selv om den nye Siumut-regering kan virke lidt skinger og nationalistisk i sin retorik, så er faktum, at Grønland har brug for pengene. Det havde de før valget, og det har de i endnu højere grad efter valget. Derfor skal man have gang i minedriften. Der bliver selvfølgelig indført royalties, for det har man jo lovet, men man skal nok sørge for, at det stadig giver mening for mineselskaberne at gå i gang. Da de jo næppe gør det af deres egen godhed.

Samtidigt har Grønland et produkt, som kineserne meget gerne vil have fat i, så når først tingene er faldet til ro, og den nye regering tager sin første snak med kineserne, kan det hurtigt vise sig, at der ikke går så længe, før kinesiske minearbejdere vitterligt strømmer til Grønland, og ni hao bliver hverdagsslang på isbræen.

Læs også

Kampen om Amerika: Ginsburgs død genopliver striden om abort

Kongressen

Topmøde: Tommy Ahlers

Anders Agner Pedersen

Trump hamrer på den blå mur

Mads Høeg-Mikkelsen

Jon Stewart kaster sig ind i veteraners kamp for hjælp

Philip Chr. Ulrich

Senatorer i svingstater under pres efter RBG’s død

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen

Prisen for støtten til Trump er et misset genvalg

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen