Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Vil Mosul være byen, der knækker Da’esh?

I disse dage kæmper de irakiske sikkerhedsstyrker med Da’esh over Mosul, Iraks andenstørste by. Da’esh erobrede byen i 2014 og udråbte Kalifatet herfra, der således har en stor ideologisk betydning for Da’esh. Men hvad sker der, når de irakiske sikkerhedsstyrker befrier Mosul? Kollapser Da’esh? Forsvinder Da’esh ud af Irak, eller sker der noget helt tredie? Da’esh har tidligere vist, at organisationen formår at transformere sig i forhold til mulighederne. Det vil ske igen!

Skrevet af major Thomas Galasz Nielsen

Kampen om Mosul er i gang. Den har været længe undervejs, men midt i oktober 2016 oplyste den irakiske premierminister på irakisk TV, at nu var tiden inde til at generobre Mosul. Når denne kamp er vigtig for Irak, så hænger det sammen med, at byen er det tydeligste symbol på Da’esh tilstedeværelse i Irak. Desuden ønsker den irakiske regering at gøre op med det svidende nederlag i 2014, hvor Da’esh tog byen i besiddelse. Her flygtede irakiske soldater ud af Mosul efterladende sig våben, køretøjer og ammunition, da ca. 1.500 Da’esh-krigere angreb Mosul. Det var også herfra, at Da’esh udråbte kalifatet, så der er en stor symbolsk værdi i Mosul. Hertil kommer at området har råstoffer og derfor spiller økonomi også en rolle både for Da’esh, regeringen og kurderne.

Men når Mosul bliver befriet forsvinder Da’esh ikke bare, for baggrunden for at Da’esh opstod er fortsat tilstede. Allerede før Da’esh angreb Mosul havde der været årtiers oprørskampe i Irak, og i den malmstrøm af kampe og oprør kunne tidligere officerer, der havde en tilknytning til Saddam Husseins Baath-parti, skabe en sammenhængende oprørsbevægelse med officererne som ledere kombineret med utilfredse sunnimuslimske stammer, der leverede kanonføden. Efterhånden fik Da’esh magt til at bryde med sit ideologiske ophav, Al-Qaeda, og spille på genskabelsen af Kalifatet, hvilket sikrede både økonomisk og ideologisk støtte rundt omkring i verden. Kalifatet er en muslimsk ledet stat, der efterlever Koranens love og er spået til at kunne samle alle muslimer. Hermed var en transnational terrororganisation skabt, der kunne anvende muslimsk ideologi til forstærkning. Successen for Da’esh er således betinget af, at der allerede var en stor grad af utilfredshed med magtfordelingen i Irak og at der var en oprørskamp i gang, der havde degenereret irakisk sikkerhed og skabt et handlerum. I sammenhæng med en formidabel evne til at brande sig selv som succesfuld på de sociale medier fik Da’esh samlet de utilfredse oprørsgrupper i Irak og senere Syrien. Da’esh kunne agere både lokalt, regionalt og internationalt.

Imidlertid er det lykkedes for de irakiske sikkerhedsstyrker med støtte fra en international koalition at stoppe Da’esh fremmarch i Irak og begynde at tage besatte områder tilbage. I den kamp er Mosul kronjuvelen både for de irakiske sikkerhedsstyrker og for Da’esh. Vi må derfor forvente hårde kampe om Mosul, selvom ingen rigtigt kan give et kvalificeret bud på, hvad der kommer til at ske på nuværende tidspunkt. Når Mosul bliver befriet, så har Da’esh flere operative muligheder, som den irakiske regering og koalitionen, men bestemt også det internationale samfund må forholde sig til.

Én mulighed for Da’esh er at genopstå som en klassisk terrororganisation, der ikke holder terræn, men anvender klassiske småangreb, hvor de slår til og så hurtigt forsvinder igen. Her kan Da’esh anvende den viden, de har opnået i Irak og Syrien for at gøre kampen mere spektakulær gennem en militær tilgang til anvendelse af rådige ressourcer. Da’esh har allerede anvendt kemiske kampstoffer, raketter og droner til at skabe overskrifter i medierne. Da’esh kan også internationalisere angrebene ved at ramme spektakulære mål i Vesten og på den måde fremstå magtfuld. Det kan sikre støtte fra utilfredse befolkningsgrupper i sikkerhedsmæssigt udfordrede dele af verden, der kan udnyttes til at terrorisere og udfordre magthaverne.

En anden mulighed er, at Da’esh anskaffer nyt terræn i andre svage stater, hvilket øjensynligt er muligt i Nordafrika. Libyen er allerede i Da’esh fokus og flere oprørsgrupper i det område er interesseret i at anvende Da’esh navn til at støtte deres kamp – ikke mindst for at gøre den synlig og tiltrække ressourcer. Det samme kan gøre sig gældende i det sydlige Afghanistan, hvor Da’esh har opnået støtte fra enkelte oprørsgrupper. Muligheden for at anskaffe sig nyt terræn sikrer, at der fremover fortsat kan spilles på oprettelse af Kalifatet og dermed kan opnå støtte fra sympatisører over hele verden.

Der er altså ikke noget der tyder på, at Mosul vil knække Da’esh, når byen bliver befriet. Da’esh har vist sig at være en organisation, der evner at omstille sig fra traditionel oprørskamp til at skabe sig statslignende forhold ved at besidde og forsvare terræn. Da’esh var transnational allerede inden Mosul blev angrebet af de irakiske sikkerhedsstyrker og har tidligere vist, at terræn er en handelsvare som alt andet. Der er derfor ikke noget, der umiddelbart hindrer, at Da’esh kan ændre sig til at være en terrorbevægelse bestående af løst sammenhængende grupper under et fælles navn. Ligeledes er der heller ikke noget der forhindrer, at Da’esh finder nye områder, hvor Kalifatet kan udråbes. I det mindste ikke så længe, at Da’esh navn kan anvendes til at styrke en kamp mod det bestående sikkerhedsmæssigt svage lande. Kampen mod Da’esh er ikke forbi, fordi Mosul falder, men den bliver sikkert anderledes.

Major Thomas Galasz Nielsen fra Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Thomas har en Master in Modern Wars fra King’s College i London.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen