Kongressen.com
Analyse Økonomisk analyse Perspektiv

Wall Street og Main Street – en ulykkelig romance der afslører alt

Den økonomiske elite i New York spiller en stor rolle i politik og er i sidste ende med til at afgøre, hvem der ender i Det Hvide Hus. Men hvordan er forholdet mellem Wall Street og Main Street i dag, og hvem holder de egentlig med nede på Manhattans sydspids?

NEW YORK: Forholdet mellem den økonomiske elite i USA og den almindelige amerikaner er en stormblæst relation med store op- og nedture, og i denne valgkamp spiller lige præcis dette forhold en hovedrolle. Det er nøglen til at forstå den mistillid til og vrede imod de etablerede politikere, som har præget primærvalgene. Det er formentlig det eneste, som tilhængere af Bernie Sanders har tilfælles, med dem som støtter Donald Trump.

Men før vi dykker ind i parterapien kommer først lidt baggrund om Wall Street.

Det startede som et forsvarsværk i det 17. århundrede. De hollandske nybyggere på Manhattans sydspids ønskede at forsvare sig med en mur (lyder det bekendt?) mod briterne, der huserede i den resterende del af byen. Muren blev aldrig nogen succes, briterne nappede kontrollen over byen og døbte den New York. Eneste levn fra muren er navnet på gaden, den lå på.

Wall Street er symbolet på penge. Det er den uofficielle branchebetegnelse for den finansielle sektor, og det endda på trods af at alle de største banker i dag har hjemmebane andre steder i byen. Det er et mikro samfund for den økonomiske elite udødeliggjort i pop kulturen, da Michael Douglas snød en ung Charlie Sheen i filmen Wall Street fra 1987. Senere tog Sheen som bekendt revanche og sendte Gordon Gekko i fængsel. I nyere tid er ”Blue Horseshoe loves Anacott Steel” byttet ud med Leonardo DiCaprio’s skildring af den berømte svindler Jordan Belfort i filmen The Wolf of Wall Street.

New York Stock Exchange har hjemme på hjørnet af Wall Street og Broad Street, men ellers er der ikke meget finansielt magtcentrum over den afspærrede gade, som i dag formentlig bliver betrådt af flere turister end finansfolk.

Sådan var virkeligheden ikke på ”Black Thursday” den 24. oktober 1929. Da bunden gik ud af aktiemarkedet, var Wall Street bl.a. hjemsted for den amerikanske storbank J.P. Morgan. Det store børskrak, som skulle føre til The Great Depression, havde altså hjemme lige her på Manhattans sydspids. I fire dage blødte investorerne – bl.a. tabte det store industri-tunge aktieindex Dow Jones 25 procent af sin værdi på blot fire dage.

De blodrøde dage i oktober 1929 var et vendepunkt i forholdet mellem den almindelige amerikaner – Main Street om man vil – og Wall Street. I 20’er var folk sikre på to ting. Penge skulle investeres, og investeringer gav altid pote. Aktierne tog typisk et værdihop på små 20 procent årligt i gennem størstedelen af årtiet, og alle ville have en del af kagen.

Da markedet kollapsede var det altså ikke kun eliten, som tabte penge. Det gjorde helt almindelige amerikanere også. Og udover deres penge mistede de også deres job. Arbejdsløsheden steg til 25 procent, og gennemsnitslønnen faldt 42 procent.

Det blev begyndelsen på The Great Depression, som lammede ikke bare amerikansk økonomi men hele verdensøkonomien i ti år. Mens tyskerne valgte Hitler til at løse deres økonomiske udfordringer, valgte amerikanerne Franklin D. Roosevelt i 1932, og med sit berømte velfærdsprogram The New Deal var han med til at sætte en prop i krisen.

Hvis du stadig læser med, vil jeg gerne belønne dig ved snart at nå frem til pointen.

Forholdet mellem Wall Street og Main Street er svingende, og afhænger ultimativt af hvordan økonomien har det. For når økonomien buldrer derudaf, som i opsvinget før finanskrisen, så er Wall Street garant for vækst via udlån, så folk kan få råd til at købe hus, eller så virksomheder kan investere.

Men da krisen ramte i 2008, bl.a. som følge af at en lang række amerikanere havde fået lov at optage dårlige lån, som de ikke havde råd til, havde Main Street igen i problemer. Og de banker, som havde taget for store chancer under opsvinget, skulle nu reddes – ultimativt med hjælp fra skattekronerne. Vi ved alle sammen, at hvis der er noget, som slider på et forhold, så er det pengesager. Og siden daværende finansminister Hank Paulson måtte hoste op med $700 milliarder i hjælpepakker til bankerne, har forholdet mellem Wall Street og Main Street været iskoldt.

8,7 millioner amerikanere mistede jobbet i mellem 2007 og 2010, og finanskrisen satte gang i en ny bølge i USA. I september 2011 mødtes protestbevægelsen Occupy Wall Street for første gang i Zucutti Park, som egentlig ikke er en park, men nærmere et torv cirka midt imellem Wall Street og World Trade Center. Under sloganet ”We are the 99 percent,” demonstrerede gruppen mod den rigeste procent af befolkningen, og den magt de besidder. Målet var bl.a. at sikre en mere fair fordeling af midler for at skabe mere lighed i samfundet. Bevægelsen trækker i dag spor ind i Bernie Sanders’ kampagne, hvilket bringer os frem til i dag.

Indtil nu har Wall Street været mest i vælten i demokraternes halvdel af primærvalgene. Kontrasten mellem Bernie Sanders og Hillary Clinton er størst, når snakken falder på kampagnemidler. Sanders bruger enhver lejlighed til at kritisere Clinton for at modtage penge fra de finansielle interessenter – uanset om det er via diverse Political Action Commitee’s (PAC’s), som samler penge ind til hendes kampagne, eller om det er i direkte bidrag.

Ifølge Federal Election Commission (FEC) kommer kun 32,5 procent af Hillary Clintons samlede kampagnebudget på $154,1 millioner fra små donationer på $200 eller mindre. Over halvdelen af hendes budget stammer fra donationer på $2000 eller over. Til sammenligning kommer 85 procent af Sanders’ samlede budget fra donationer under $200. En markant forskel som han ikke forsømmer at minde befolkningen om. Han tegner et billede af, at hun kan købes for penge.

Bernie Sanders vil reformere Wall Street og blandt andet betale for sin plan om gratis uddannelse ved at indføre en skat på finansielle transaktioner. Derudover taler han om at dele de største banker op – for hvis de er ”too big to fail,” som det hed under krisen, da finansministeriet og Federal Reserve argumenterede for at finansiere en hjælpepakke, så må man jo dele dem op i mindre bider.

I den anden lejr bruger Donald Trump også meget tid på at tale om midler, og også han revser konkurrenterne for at modtage penge fra den finansielle sektor. Og selvom han er forretningsmand med hjemmebane i New York, så har han meget få venner på Wall Street. Fra et politisk perspektiv skyldes det bl.a. at han har luftet tankerne om at beskatte de rigeste hårdere og andre upopulære udsagn blandt den finansielle elite. Og som jeg også var inde på i min seneste analyse, så er en stor portion af Trump-vælgerne frustrerede. De er vrede på Wall Street over, at de mistede deres job i forbindelse med recessionen.

Begge kandidater taler til et stærkt og stødt stigende publikum, og begge kampagner er anti-Wall Street. De indkapsler på hver deres facon den vrede, som befolkningen har mod alt, der emmer af elite. En tendens som vi danskere også kender hjemmefra, hvor partier som Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti har enorm opbakning.

I en undersøgelse fra Gallup i september blev amerikanerne spurgt ”how much trust and confidence do you have in general in men and women in political life in this country who either hold or are running for public office.”

Og som det fremgår, har mistilliden sejret i dag i modsætning til i september 2008, da finanskrisen blev skudt i gang.

 

Mens Sanders og Trump appellerer til Main Street, så har Wall Street fundet deres favoritkandidat i bunden af det resterende kandidatfeltet. For en måned siden spurgte CNBC økonomer, porteføljeforvaltere og analytikere, hvem de mener har den politik, som er bedst for økonomien og for Wall Street.

Her svarede 42 procent, at de foretrækker Ohios guvernør John Kasich, mens blot Clinton og Trump fik hhv. 16 og 13 procent af stemmerne. Sanders fik ikke en eneste. Årsagerne var blandt andet, at Kasich vurderes at kunne arbejde mere hen over midten.

I år er der ekstra fokus på primærvalget New York, fordi de to førende kandidater hjemme i byen. Både Clinton og Trump fører da også relativt stort i meningsmålingerne op mod valget den 19. april. Men New York er også i fokus, fordi det er blandt de byer i USA med størst forskel i indkomst mellem de rigeste og fattigste, og ulighed er et af de største temaer i valgkampen.

Der er kridtet op til kamp mellem Wall Street og Main Street.

Læs også

Et bibliotek uden bøger bygger bro i San Antonio

Kongressen

Konflikten mellem Iran og USA understreger hvor handlingslammet Europa er når international politik bliver sikkerhedspolitisk

Kongressen

Svækker Libyen-konflikten det amerikansk-tyrkiske forhold?

Kongressen

Kongressen.com igen på Folkeuniversitet i København

Kongressen

Everybody back to their corners

Philip Chr. Ulrich

Trump indleder Iran-offensiv på de sociale medier

Katrine Villarreal Villumsen