Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

BRIK-panel

Walmart bliver store i Indien

Der er store penge i den hastigt voksende og købedygtige indiske middelklasse. Det har Walmart for længst set, og den amerikansk ejede supermarkedskæde er godt i gang med at etablere sig i Indien – tæt forfulgt af britisk Tesco og franske Carrefour, der alle kæmper om at få deres bid af kagen 

Af Jørgen Dige Pedersen

BRIK-PANEL: Den engelske premierminister David Cameron ankom mandag til et officielt besøg i Indien. Med sig har han en større delegation fra erhvervslivet. Deriblandt er der formentlig også repræsentanter fra den store supermarkedskæde, Tesco, der meget gerne vil ind på det indiske marked. Det samme vil den fransk ejede supermarkedskæde, Carrefour. Den indiske middelklasse bliver stadig større og mere købedygtig og dermed mere attraktiv for udenlandske butikskæder at få adgang til. Men i det kapløb fører den amerikanske kæde, Walmart.

Med butikker i 27 lande og 2,2 millioner ansatte verden over er Walmart den største supermarkedskæde i verden. De har i et stykke tid bejlet til det indiske marked, og det varer nok ikke længe, før vi ser Walmart afdelinger dukke op i New Delhi, Bombay og Bangalore. Det er selvfølgelig spændende, når verdens største supermarkedskæde er på vej ind i verdens næstmest folkerige land. Amerikanerne samarbejder i forvejen med inderne på en række felter – lige fra A-kraft til handel. Relationerne mellem USA og Indien er med årene blevet mere og mere tætte, og åbingen af Walmart butikker i Indien vil ikke blive set som en kulturrevolution. Masser af indere kender i forvejen til Walmart. For mange indere er USA nemlig det foretrukne land at migrere til. Og fra amerikansk side er der stor efterspørgsel efter blandt andet indiske ingeniører og IT-eksperter.

Ineffektivt fødevaresystem
Oprettelse af Walmart afdelinger kan selvfølgelig udgøre en konkurrence til de små handlende, og af den grund vil man som sagt kun se afdelinger af kæden i de største byer. Samtidig vil delstatsmyndighederne have vetoret. Omvendt forventer mange også, at etableringen af Walmart i Indien vil have en positiv effekt, fordi det kan være med til sikre forsyningssikkerhed og nedbringelse af madspild.

Det indiske fødevaresystem er nemlig meget ineffektivt, og store mængder mad går simpelthen til spilde, inden de overhovedet når ud til forbrugerne. Det skyldes, at der blandt andet mangler ordentlige kølefaciliteter. Mange steder er der tillige problemer med infrastrukturen, så transporten af madvarer fra bonden og videre ud i systemet simpelthen er for langsomt og ineffektivt. Samtidig er der mange led, som fødevarerne skal passere – fra markeder og grossister – og det er alt sammen med til at fordyre varerne, men det er også skyld i, at mange fødevarer går tabt i processen. Håbet er, at Walmart kan være med til at effektivisere og optimere hele forsyningssystemet, så bønderne får mere ud af det, og at fødevarerne ikke går til spilde.

Kina spøger i baggrunden
For eksempel har de store fast food kæder MacDonalds og Kentucky Fried Chicken længe været på det indiske marked. De har formået at tilpasse sig og får blandt andet produceret ketchup af tomater, der er høstet i Indien. Det har været med til at løfte produktionen for visse bønder, der nu er blevet langt mere effektive og rentable. Det samme med Ikea. De har lige åbnet en fabrik og en butik. Inden de fik tilladelsen igennem, gik diskussionen på hvor mange indiske underleverandører, de ville og skulle gøre brug af. Frygten er nemlig, at Walmart vil udnytte sit kommende indtog på det indiske marked til at importere billige produkter fra Kina. Det er ikke videre sandsynligt, at det vil gå på den måde, men skulle det ske, så vil der gå storpolitik i sagen.

Jørgen Dige Pedersen er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet med speciale i Indien. Han har blandt andet bidraget til bogen ‘Fremtidens Stormagter’, hvor han skrev kapitlet om Indien. Analyserer hver måned Indiens relation til USA i Kongressen.coms BRIK-panel.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen