Kongressen.com
Analyse

Er det demokratiske Tea Party på vej?

En række primærvalg peger i begge retninger og har startet snakken i D.C. Men partiernes forskellige struktur og organiseringen af deres kernevælgere taler imod.

Washington D.C. – Josh Holmes’ pointe var ikke til at tage fejl af.

Den republikanske strateg med en fortid som Mitch McConnells (R-Ky.) stabschef så tirsdagens valgresultat i Kentuckys primærvalg som et klart nederlag for Demokraterne.

Demokraten Amy McGrath, som blev kendt i staten og blandt nationale aktivister på grund af en viral introduktionsvideo, slog ledelsens valg i Jim Gray med 46-42,3 procent.

McGraths resume virker imponerende på papiret. Og sejren over Gray ser lovende ud. Som tidligere pilot i det amerikanske Flyvevåben og den første kvinde, der fløj som en F/A-18 som en del af en aktiv mission byggede hendes sejr på at vinde vælgere i landdistrikter i Kentucky, der traditionelt stemmer og er registreret med et D, men som i de sidste 20 år har valgfartet til det Republikanske Parti.

Men Holmes og de Republikanske organisationer var mindre bekymrede.

”Demokraterne har fejlet. Deres manglende enighed har sikret dem en radikal venstrefløjs-kandidat i Amy McGrath. Endnu en sejr for den progressive venstrefløj i røde Kentucky,” skrev den republikanske PAC America Rising på valgnatten.

Resultatet i KY-06 og den uforløste kamp efter primærvalget i 2016 imellem Clinton og Sanders har startet debatten i demokratiske cirkler: Er partiet på vej til at se deres egen version af Tea Party-bevægelsen?

En ideologisk fløj af partiet, der kommer til at gøre det sværere for dem at regere og trækker partiet i en liberal retning, der er uden for det amerikanske center.

Et yderligere valgresultat fra sidste uge peger i den samme retning. I Nebraskas andet kongresdistrikt overvandt den uprøvede kandidat, Kara Eastman, tidligere kongresmedlem Brad Ashford med et procentpoint. Eastman havde appelleret til partiets aktivister ved at omfavne sundhedsreformen ”Medicare for All” og andre politiske lovforslag, der typisk passer ind i partiets mere venstreorienterede grupper.

I begge tilfælde slog kandidater uden valgpolitisk erfaring politiske veteraner, der blandt iagttagere bliver anset som mere moderate.

Det er forståeligt, hvorfor dele af den demokratiske ledelse bekymrer sig om sådan en udvikling. Der er desuden gode grunde til, at politiske modstandere omfavner og spreder fortællingen om et mere ideologisk og rigidt Demokratisk Parti. Men de sidste par ugers udviklinger kan forklares på mere logiske måder.

Den asymmetriske partistruktur og andre valgresultater illustrerer grunden til, at det Demokratiske Parti er langt mindre sårbare over for en ideologisk bevægelsen i fremtiden.

Alt er større i Texas
Texas er et interessant tilfælde i Trump-æraen. Det er åbenlyst en rød stat. Men ingen stat bevægede sig mere imod Clinton i 2016 set i forhold til præsidentvalget i 2012. Iowa, en stat Obama vandt i 2008 og 2012, stemte på Trump med en større margin end Texas i 2016. The Lone Star State er desuden en af de eneste røde stater, hvor tilfredsheden med Trumps præstation som præsident er lav, når du tager den langt større andel af republikanske vælgere i betragtning.

Så med resultaterne i Kentucky og Nebraska i baghovedet ville en lignende trend i Texas pege på et bredere mønster.

I stedet var det rent 90-års fødselsdag på nytårsaften.

I Texas’ syvende kongresdistrikt slog Demokraternes foretrukne kandidat Lizzie Fletcher den progressive fløjs darling, Laura Moser, med en overbevisende margin.

Ingen havde regnet med, at Moser havde en chance, før DCCC snublede ind i en fløjkamp, de ikke havde regnet med ville finde sted. I stedet forlængede ledelse Mosers kampagne. Venstrefløjen reagerede aggressivt, efter den demokratiske kampagne-arm DCCC lækkede alt deres politiske snavs imod Moser tidligere på året, fordi de ikke så hende som en dygtig nok kandidat imod det siddende republikanske medlem, John Culberson. Aktivister og demokratiske strateger fulgte derfor valgkampen nøje.

I sidste ende havde den politiske 1.g’er ikke en chance. Ledelsen fik deres valg.

Den Republikanske højrefløj havde til gengæld en produktiv aften. Tre ud af fire kandidater, der bliver betragtet som medlemmer af den yderste højrefløj og fremtidige medlemmer af the Freedom Caucus, triumferede i deres primærvalg.

Lektionen fra Texas på linje de sidste 10 års interne partipolitik. Demokraternes valg var forudsigeligt. Republikanerne foretrak højreorienterede kandidater der var støttet af de ideologiske aktivister over mere moderate og ledelses-venlige politikere.

Asymmetriske partier
Fundamentet for et mere ideologisk og mindre kompromis-søgende Demokratisk Parti er der.

Præsident Trump er ubeskriveligt upopulær blandt alle dele af både det institutionelle og den mere uformelle fløj af DNC. Primærvalget i 2016 demonstrerede tilsyneladende en ny retning i partipolitik på venstrefløjen. Den politiske villighed til at prioritere nødvendige lovforslag over politiske sejre finder færre tilhængere blandt demokratiske vælgere.

På trods af det er det svært at se, hvordan en demokratisk version af Tea Party-bevægelsen kan vinde frem.

Den gængse måde at analysere amerikansk politik på, er baseret på, at de to partier ligner hinanden og kan forstås ud fra de samme parametre: De har de samme politiske incitamenter, måder at finde konsensus, overensstemmende eksternt pres fra interessegrupper og værdier.

Men det Demokratiske og det Republikanske Parti er ikke ens. Ifølge en ny partiteori fremsat af Kathleen Bawn, Martin Cohen, David Karol, Seth Masket, Hans Noel og John Zaller er Demokraterne hovedsageligt forskellige identiteter og lovgivningsmæssige gruppeinteresser, mens Republikanerne politikere og vælgere bedre kan forstås som tiltrukket af abstrakte værdier og ideologi.

Resultaterne i KY-06 og NE-02 kan derfor forstås på en anden måde.

2018 ser ud til at blive ’kvindernes år’. Demokraterne har set et uhørt højt antal af kvinder vinde partiets nominering.

Ifølge FiveThirtyEights Nathaniel Rakich har kvinder vundet 47 ud af 68 primærvalg, hvor en kvinde har stillet op til et åbent valg med en mandlig kandidat.

Du skal snarere se de demokratiske valgresultater som et udtryk for venstrefløjens ivrighed efter at vælge kandidater baseret på sociale identiteter og villighed til at støtte kvinder, end den progressive fløj overfor den moderate gruppe.

Hvis den demokratiske version af Tea Party-bevægelsen opstår i Trump-æraen er der sandsynligvis andre mekanismer på spil, end de klassiske floskler om, hvem der er mest socialistisk eller venstreorienteret.

Valgpolitiske konsekvenser
Hvad betyder det så for midtvejsvalget?

Midtvejsvalg bliver afgjort i en marginal andel af landets kongresdistrikter. Genvalgsraten i Kongressen er ekstremt høj. 97 procent af Husets medlemmer blev genvalgt i 2016, mens 87 procent af senatorerne blev sendt tilbage til Kongressen. Derfor er kvaliteten af partiernes kandidater vigtig.

Der er en grund til, at DCCC så Moser som en svag kandidat. På trods af den overvejende politiske enighed med hende og Lizzie Fletcher i Texas, så kunne Mosers mere liberale holdninger til minimumsløn og sundhedsreform være en svaghed. Modkandidaten John Culberson var ivrig efter at male Moser som en ekstremist, der ikke havde Texas’ værdier under huden.

Indtil videre har partierne hovedsageligt undgået de mere radikale kandidater. I kampen om Senatet undgik Republikanerne den katastrofale kandidat Don Blankenship tidligere i maj, mens de fandt en stærk kandidat i Indiana, hvor Demokraten Joe Donnelly er sårbar.

Partiet har haft problemer med at nominere ideologisk ekstreme kandidater i fortiden. Tag for eksempel Republikaneren Todd Akin i valget i Missouri i 2012, hvor han mistede alt national støtte efter en debat, hvor han påstod, at en kvindes krop havde evnen til at undgå at blive gravid, hvis der var tale om en ”legitim voldtægt”. I dag peger partiets strateger og andre valgiagttagere foruden Akin på, at Republikanerne kunne havde en håndfuld flere medlemmer af senatet, hvis de ikke havde nomineret Sharron Angle i Nevada, Richard Mourdock i Indiana eller Christine O’Donnell i Delaware, som i dag er landskendt for at benægte sin fortid i heksemijøet, der senere blev en af de mest populære parodier på Saturday Night Live.

Spørgsmålet om en kandidats kvalitet, og om partierne bør nominere moderate kandidater, der kan fange svingvælgere eller ideologiske kandidater, der kan antænde basen og øge valgdeltagelsen raser stadig.

Et af de nyeste studier fra Cambridge viser, at ideologisk ekstreme kandidater klarer sig værre, fordi de øger valgdeltagelsen blandt oppositionspartiets vælgere. Omvendt er det værd at huske på, at en stor del af amerikanske vælgere ikke sætter deres kryds på grund af en kandidats politiske positioner, og at andre studier peger på, at en politisk kandidats ideologiske tilgang til lovforslag har minimal betydning for vælgeradfærd og andelen af deres opbakning.

Partiernes asymmetri har også betydning for 2020, hvor Demokraternes primærvalg snarere skal analyseres som en kamp imellem interessegruppers politiske forslag og sociale identiteter fremfor ideologisk ekstremisme. Men det er et spørgsmål og analyse, der stadig må vente på sig.

Det er svært at lave generaliseringer i amerikansk politik.

Og der er en grund til, at Tea Party-bevægelsen fik valgpolitisk betydning i det Republikanske Parti, mens en modsvarende bevægelse som Occupy Wall Street og Bernie Sanders’ organisation Our Revolution har haft minimal succes.

Så vær påpasselig, når du hører ideen om en demokratisk radikalisering, og at Demokraterne er på vej ned ad samme spor som Republikanerne var i 2010.

Læs også

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen

Her lurer nogle af overraskelserne ved kongresvalget i november

Lars Græsborg Mathiasen

Russisk dusør for drab i Afghanistan bekymrer på flere niveauer

Philip Chr. Ulrich

Præsidentvalgkamp set gennem en græsrods øjne

Camilla Sebelius Winther